Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Verden uden godhed

Billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen har i en monumental udsmykning til Domhuset i København givet retfærdigheden en ny fortolkning
Kultur
28. marts 2014
Apokalypse II.

Apokalypse II.

Hvis man har voldtaget sin kæreste, tilskyndet en medgerningsmand til at skære hendes finger af og sluge den, brændt hende med en lighter og slået hende med et støvsugerrør, en træstok og en metalflagstang.

Hvis man har gjort alt det og nu står anklaget for det i retslokale 60 i Domhuset på Nytorv. Lægger man mon så mærke til, at der bag rækken af dommere, som alle sidder bag en lang, skærmende, hvid pult og desuden lidt højere placeret end én selv ... Lægger man mon så mærke til, at der bagved dommerpanelet, indsat i den konkave niche, befinder sig en sær figur, der nøgen sidder på en høj, firkantet sokkel?

Figuren sidder med knæene trukket op under sig og river sig i ansigtet med den ene hånd, mens den tager sig til hovedet med den anden hånd. Det er en kønsløs figur. Mellem de adskilte ben er der intet, som indikerer mand eller kvinde, kun travertinens glattede overflade. Ansigtets træk er deforme, næsten fraværende: Øjnene er tomme huller, næsen mangler fremspring, munden er et læbeløst hul. Mellem sine skuldre bærer figuren en firkantet travertinblok.

’Justitio’

Det er Justitio, billedhugger Jørgen Haugen Sørensens (f. 1934) bud på en nutidig variant af Justitia, den allegoriske skikkelse, der i form af en kvinde med sværd og vægtskåle som sine attributter, kendes fra utallige retsbygninger og malerier. Som en af antikkens kardinaldyder fungerer den allegoriske fremstilling af retfærdigheden som et billede på, at mennesket grundlæggende reguleres ud fra det gode.

Haugen Sørensens Justitio virker dog hverken overbevist om det gode i mennesket eller synderligt stærk. Figuren virker snarere fortvivlet og tynget, som var verden løbet tør for godhed. Haugen Sørensens Justitio er en del af en større udsmykning af Domhuset i København, som kunstneren er blevet inviteret til at lave, og som nu står færdig. I den anledning viser Thorvaldsens Museum en række forarbejder og skitser til den endelige udsmykning, ligesom bogen Jørgen Haugen Sørensen i Domhuset, som dokumenterer arbejdsprocessen bag værkerne, udkommer. Bogen indeholder blandt andet en række digte af Morten Søndergaard (f. 1964), som koncist registrerende beskriver retssager, som digteren har overværet i retssal 60. Herunder den indledningsvist beskrevne sag.

Massegrave

Justitio er en af to fritstående skulpturer i travertin, som Haugen Sørensen har udført til Domhuset. Den anden hedder Vidnerne og er placeret i retssalens anden endevæg, modsat Justitio. Vidnerne er en større figurgruppe, der synes at vokse umærkeligt ud af den porøse og ujævne travertinblok. En menneskeflok står helt tæt og danner en klynge, en kollektiv kropsmasse, mens en barneskikkelse toner frem i de voksnes knæhøjde og rækker en arm op mod de voksne. Ligesom Justitio-skikkelsen er figurerne her også uden tydelige ansigtstræk, de er kutteklædte og lidt angste i deres fremtoning.

Et tredje element i Haugen Sørensens udsmykning udgøres af fem stentøjsrelieffer, som pryder retssalens centrale væg og har været ophængt siden 2010. De fem relieffer er alle dramatiske og ekspressive fremstillinger af apokalyptiske menneskeophobninger, halvt levende massegrave af af-individualiserede mennesker. Ansamlinger af kød- og knogleklumper, hvor motivernes figuration kun trægt og besværet løfter sig ud af lerets mudrede grund. Det er Haugen Sørensens karakteristiske bemestring af leret sammenholdt med hans fandenivoldske og makabre forestillingsunivers, vi her stilles overfor.

Hvor adgangen til Domhusets udsmykning er særdeles begrænset, inviterer Thorvaldsens Museum nu den bredere offentlighed til et indblik i noget af det store baggrundsmateriale, som udsmykningen også har kastet af sig i form af forarbejder, udkast og skitser. At netop Thorvaldsens Museum viser Haugen Sørensen er på mange måder oplagt, blandt andet fordi Bertel Thorvaldsen i 1806 blev inviteret til at udsmykke Domhuset af dets arkitekt, C.F. Hansen – en udsmykning, der dog aldrig blev realiseret.

Civilisationskritik

Det udstillede materiale demonstrerer, hvor facetteret og omhyggeligt Haugen Sørensen arbejder, og hvor dygtigt han behersker sine materialer. Man fornemmer, hvordan han kun langsomt og prøvende bevæger sig i retning af en forenkling af motiverne. Nogle af forarbejderne er langt mere myldrende og dramatiske end de endelige versioner. De tidlige skitser til Justitio viser for eksempel, hvordan søjlen med den allegoriske figur rejser sig fra en kurvet klode af kadavere og knogler, som er helt væk i den endelige version.

På museets gulve støder man på små hundeskulpturer, der danner aggressive formationer, hvor al idyl er annulleret til fordel for nådesløse kampe på liv og død. Dog Eat Dog. Haugen Sørensens kunstneriske univers er gennemsyret af dette kannibalistiske og dystopiske element, som imidlertid i sin kerne er grundlæggende humanistisk og placerer sig i en dansk, modernistisk tradition for patosfyldt og ekspressiv civilisationskritik, der også tæller navne som Svend Wiig Hansen (1922-1997) og Palle Nielsen (1920-2000).

Spørgsmålet står tilbage, hvad en udsmykning i et retslokale i dag kan udsige, og til hvem det kan tale. Til tiltalte? Næppe, for som Haugen Sørensen også selv bemærker, er der en næsten uoverstigelig kløft mellem gadens liv og Domhusets liv. En kløft, som kunsten ikke kan bygge bro over, om end den nok kan gøre opmærksom på den og forholde sig til den. Det gør Haugen Sørensen. Med sin originale og komplicerede nyfortolkning af den traditionelle Justitia-figur giver Haugen Sørensen et bud på, hvordan forestillinger om retfærdighed i dag må være mere sammensatte, urene og ydmyge end antikkens idealer.

 

Jørgen Haugen Sørensen. ’Justitio og vidnerne’. Thorvaldsens Museum. Indtil 3. august.

’Jørgen Haugen Sørensen i Domhuset’. Forlaget Picto. Tekst af Lars Kjærulf Møller, fotos af Simon Lautrop og digte af Morten Søndergaard. 64 s. 100 kr.

Jørgen Haugen Sørensen. ’The Judgement, or something I’ve read’. Hans Alf Gallery. Indtil 3. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her