Winnie sidder vitterlig i skrald til halsen. Hun er omgivet af ’småt elektronik’, som det vist hedder på genbrugspladserne – kasserede telefoner og computere dækket af gråhvidt støv. Herfra ser hun så solen gå op og gå ned, mens hun forsøger at holde fast i livets mening og kærlighedens forgængelighed.
For i Maria Vinterbergs iscenesættelse af Glade Dage på Teatret ved Sorte Hest er en del af det ’underlige’ ved Samuel Becketts tekst pillet af. Denne Winnie virker overraskende almindelig og ligetil. Hun sidder og snakker, præcis som hun ville gøre det i en telefon til en kæreste, der bare ikke rigtig svarede …
Lup og læbestift
Sarah Boberg – som er hoppet ind i denne legendariske monstermonolog som erstatning for den sygemeldte Maria Stenz – har et godt smil og stærk ukuelighed. Sarah Bobergs stemme klarer tilværelsens ulidelige tyngde: Op i diskanten, lidt rundt i de ru knækketoner, og så en lavere tone at falde ned på.
Nej, Sarah Boberg er ikke komiker i rollen, som Bodil Udsen for eksempel var det. Hun er snarere den hyperrealistiske skuespiller, der performer midt i katastrofen, som om alt var okay. Med lup og læbestift og perlearmbånd.
Samtidig har hun en imponerende overleverenergi i sig. Og en ukuelig tro på kærligheden til den evigt fraværende Willie, som Paw Henriksen spiller med god distance og tågede blikretninger. Da han endelig dukker op i horisonten, formår han faktisk at forsvinde for øjnene af både Winnie og tilskuerne. Ikke dårligt.
Global opvarmning
Personligt kan jeg godt lide denne Beckett-tolkning.
Den er beslægtet med Slutspil i 2011, der også var iscenesat af Maria Vinterberg og Marianne Nilsson. Men den har noget endnu mere hverdagsagtigt over sig, så man umiddelbart kan spejle sine egne rutiner og sin egen dødsangst i denne mærkelige kvindeskæbne.
Jeg føler mig også hjemme i Marianne Nilssons hvidstøvede losseplads og baggrundens underlige, glødende sol, der hele tiden kommer nærmere – indtil solen bliver usynlig, og lyset bare blænder. Her findes både det enkelte menneskes dødsdrift og den globale skræk for vores fælles overophedning. Dermed bliver Winnies losseplads også min.
Mindre absurd
Måske er det tiden, der har gjort teksten mindre ’absurd’, end den antagelig virkede i 1961.
Denne Glade Dage har i hvert fald næsten karakter af ’juleaften for teaterfreaks’ – noget eksistentielt, der gør godt at gense.
Det kan godt være, at Sarah Bobergs replikker ikke får Becketts mærkelige ordmusik frem. Men til gengæld får hun sagt alle sine mærkværdige huskeordrer, så de prenter sig som på en indkøbsseddel til livsforlængelse.
Klaus Rifbjerg har oversat stykkets ’skønne, gamle stil’ endnu en gang. Og for nu at kommentere nyoversættelsen med en replik: »Meget at være taknemmelig for«.
Halvanden time flyder i hvert fald hurtigt forbi på Vesterbrogade – også selv om en mindre ortodoks Beckett-renovationsarbejder nok havde skåret 12 minutter i sidste del af stykket. Men den slags gør man næppe – endnu.
Til gengæld står slutsætningen mejslet i udryddelsesasken rundt om Winnie: »Vil du røre ved mit ansigt igen?« spørger hun håbefuldt.
Men også lige akkurat så usentimentalt, at man mærker ensomheden. Den ensomhed, der ætser på kinderne.
Glade Dage. Tekst: Samuel Beckett (1961). Oversættelse: Klaus Rifbjerg (2014). Iscenesættelse: Maria Walbom Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Teatret ved Sorte Hest til 26. april. www.sortehest.com
