Læsetid: 3 min.

Dæmoner i mølædt pels

Katrine Marie Guldager fejrer 20-året for sin debut med ukunstlede digte
Katrine Marie Guldagers nye digte er enkle, skam- og hæmningsløst direkte tekster, som kredser om mellemmenneskelige relationer.

Mikkel Østergaard

5. april 2014

Fysisk bogtilrettelæggelsesmæssigt har Katrine Marie Guldagers (næsten) nye forlag Lindhardt og Ringhof mobiliseret det store orkester for at fejre hendes 20 års forfatterjubilæum med behørig manér.

De 58 nye digte med den prunkløse titel Et sted i verden møder publikum i luksuriøseste udstyr med lækkert designet tungtvejende lærredsomslag; alt dennesidigt smuds, såsom stregkode og rygtekst, er overlegent landsforvist til et løstsiddende omslagsbånd, som man kan fjerne, når værket skal lægges på sofabordet, der nok vil være det sted i verden, hvor sådan et luksusobjekt præsenterer sig bedst.

Bogens overdådige udstyr lyver imidlertid om dens indhold. For hvad vi får at læse, er enkle, skam- og hæmningsløst direkte tekster, som kredser om mellemmenneskelige relationer – familie, venskaber, parforhold – og hele vejen igennem prøver at stille skarpt på velkendte følelser, herunder ofte de mindre smukke, dem vi gerne gemmer hos os selv, eller ligefrem benægter at vi har.

Fortryde man fortrød

Et sted i verden handler således bl.a. om det at være vred. Om at gå rundt og pønse på hævn. Om at skamme sig ned under gulvbrædderne. Tabe tro på eller tillid til en anden. Have ondt af sig selv – men have grunde dertil. Blive svigtet. Miste alt og alligevel kunne synes, man får det hele foræret. Fortryde, men bagefter fortryde man fortrød. Forsone sig med det faktum at man ikke skal blive forsonet. Holde af og holde om, uden at kvæle den anden. Holde ud et stykke endnu.

Alle disse følelser eller affektive kombinationer kortlægger Guldager, så enkelt og direkte som hun nu kan. Versteknisk afstår hun nærmest totalt fra rytmisk pynt og klanglige falbelader, og sætningsbygningsmæssigt er kun anvendt kantede, rå manøvrer såsom paralleloptakter og repetitioner af visse formelagtige udtryk, en strategi, der underbygges ved at billeder, når de endelig bruges, er forholdsvis nemme at kode af:

Det er ikke mig der er blevet gammel.

Det er mine dæmoner

der ikke kan følge med længere.

Nogle hoster på en forladt station.

Nogle ankommer iført mølædt pels.

Nogle bruger søde ord i kaffen

og taler til min forfængelighed.

Perfektumsformen i denne optakt er karakteristisk for bogen, idet dennes gennemgående stemning hidrører fra oplevelsen af at have krydset en vis grænse eller passeret et vigtigt vandskel og vide, at tiden ikke kan skrues tilbage. Nu er vi så her, hed Guldagers seneste novellesamling (2009), og samme tonefald høres i hendes nye digte, hvis meget nøgterne konklusion – Sådan er livet, basta – svarer godt til deres uforsirede digteriske form.

Sundt oprigtig

Borte er således debutdigtsamlingens dansende indrykninger, og borte er de RitterSport-agtige æske- eller kassestrukturer, der rendyrkedes så fint i gennembrudsbogen Styrt (1995), dog med den vigtige undtagelse, at faste bagkanter bruges i de sammenhængende tekster »Efter katastrofen I-IV«, som stofmæssigt og følelsesmæssigt kredser om togulykken i Sorø 1988, hvor forfatterens far og syv andre omkom. Til ham ville hun gerne, i tide, have skrevet:

Du skal ikke være bekymret, far.

Det er gået mig godt.

Nu står det så her, i denne bog, denne skam- og hæmningsløst flotte bog, hvori jeg meget mod min vilje, befinder mig godt. Ikke fordi det jeg læser, er smukt, men fordi det forekommer sandt og berører mig så brat ved sin ukunstlede og upyntede klarhed. Måske er det egentlig slet ikke ’digte’, Katrine Marie Guldager har lavet til dette værk. Men måske er det netop sådan en (sundt oprigtig) bog, jeg og vi har brug for, netop nu. Hør bare her:

Jeg længes efter dengang

jeg kedede mig.

Dengang havet var grågrønt og blidt

og kunne høres helt op i stuehuset.

Nu larmer det så rædsomt

fra alle de kvægriste

der dukker op alle vegne.

Nu er alle forgældede.

Nu vil alle være nogle andre

ingen sig selv.

Det sidste er vistnok noget overdrevet. Men havde forfatteren ikke vovet så meget, som hun gør, ville hverken hun eller hendes bog være så meget sig selv.

Katrine Marie Guldager: Et sted i verden. Digte. 71 s. Kr. 199,96. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu