Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et dobbelt blik på overvågningens genstande

Overvågningens effekt er frem for alt disciplinerende og samfundsbevarende. Udstilling i Berlin præsenterer sære og bizarre genstande fra overvågningens dobbelttydige kulturhistorie
Udstillingen i Berlin viser en del genstande fra de østtyske myndigheder – bl.a. en vandkande med indbygget kamera – som blev brugt til overvågning

Udstillingen i Berlin viser en del genstande fra de østtyske myndigheder – bl.a. en vandkande med indbygget kamera – som blev brugt til overvågning

Museum für Kommunikation Berlin

Kultur
7. april 2014

Ikke at det burde komme som en overraskelse. På en udstilling om overvågning bliver man naturligvis overvåget.

Informations udsendte har knap nok nået at hive mobilen frem for at affotografere en udstillingsmontre med en række billeder af forsvundne krigsfanger, før en kustode dukker op og i et bestemt tonefald understreger, at det er strengt forbudt at tage billeder af de udstillede genstande.

Bevidstheden om at være overvåget er i sig selv discplinerende og ordensskabende, og fornemmelsen af at befinde sig under kustodens blik hænger ved under resten af museumsbesøget som en ironisk understregning af en af de dybereliggende pointer med udstillingen med den bevidst dobbelttydige titel Ausser Kontrolle (Ude af Kontrol, red.), der i øjeblikket kan ses på Berlins Museum für Kommunikation.

Udstillingen, der med flere hundrede genstande ønsker at anskueliggøre overvågningens komplekse samfundshistorie fra middelalderen til i dag, er delt op i en sort og en hvid afdeling af en gennemgående montre, der kan beskues fra begge sider. Vi præsenteres for en række genstande af mere eller mindre bizar karakter. En legetøjsmetalscanner, som de små kan lege lufthavnssikkerhed fremkalder både smil og forundring, en række af de obligatoriske interaktive installationer, såvel som videoinstallationer af mere eller mindre kunstnere med overvågning som interessefelt.

Med den gennemgående opdeling i sort og hvid vil kuratorerne pege på den afgørende dualitet, der som individer og samfundsborgere gør os til både genstande for og håndhævere af overvågningen. Pointen er imidlertid også, at overvågning i selv har et dobbelt potentiale som sikkerhedsskabende foranstaltning og som potentielt grænseoverskridende og totalitært instrument, der konstant må reflekteres af et liberalt demokratisk samfund.

Allerede ved indgangen til udstillingen udfordres vi som besøgende, da vi advares om, at gæster vil blive filmet af overvågningskameraer. De særligt overvågningsskeptiske tilbydes derfor også en brun papirspose med to huller til at trække over hovedet.

Derefter præsenteres vi for billeder og korte tekster om middelalderlige straffeforanstaltninger som gabestokken og den såkaldte »spanske frakke«, der i kraft af deres offentlige udhængning af den individuelle synder sigter til at opretholde samfundets orden og afskrække andre eventuelle brud på vedtagne normer. Naturligvis får vi også præsenteret en model af den britiske oplysningsfilosof Jeremy Benthams berømte Panoptikon-fængsel, der i kraft af et centralt placeret overvågningstårn holder de indsatte i de omkringliggende celler under kontrol alene i kraft af den permanente bevidsthed om overvågningens mulighed.

Datahøst

Tidens altoverskyggende overvågningsskandale – Snowdens afsløringer af NSA’ omfattende overvågning af den globale telekommunikation – fylder overraskende lidt på udstillingen, hvilket kan forklares med, at den allerede blev planlagt i 2010. Af samme grund har kuratorerne heller ikke stirret sig blinde på den overvågning, der udføres af statslige efterretningstjenester.

I stedet retter de fokus på den mellemmenneskelige kontrol, der mere eller mindre frivilligt og bevidst udføres af os alle som private individer, såvel som på den overvågning og datahøst, der i stadig større omfang praktiseres af virksomheder og tilsvarende organisationer med særinteresser. Når private griber til overvågning af hinanden, kan det ske ud fra sikkerhedhensyn, som når forældre udstyrer deres børn med skoletasker eller legetøj med GPS-udstyr. Eller når amerikanske forældre der overvåger deres børn, når de begiver sig ud i trafikken som nybagte bilister, med henblik på at begrænse tilskyndelsen til at træde på gaspedalen.

Andre private borgere synes at have inderliggjort mere eller mindre tvivlsomme former for sociale normer, når de bekymret henvender sig til statslige myndigheder for at indberette deres medmennesker. Også den overvågning, der udspringer af det sociale menneskes tilsyneladende naturlige behov for en gruppeidentitet, der skal håndhæves ved at udpege og udgrænse outsidere og ikke-konformister, har en særlig plads.

Og her bliver overvågningen pludseligt stærkt problematisk, selv om den ikke overraskende begrundes med hensynet til det fælles bedste. Særligt modbydeligt er et brev fra 1943, hvori en jødisk kvinde i Berlin angives til de nazistiske myndigheder af sin ondsindede nabo. Jødindens egentlige ’forbrydelse’ er, at hun ofte har optrådt næsvist på trappen.

Godt et halvt århundrede senere, i 1992, angiver en anden berliner på tilsvarende vis sin næste. Min nabo er hiv-positiv, lyder meddelelsen i et brev til de tyske myndigheders kontor for registrering af aids-smittede. Brevskriveren synes at vide sig overbevist om, at naboen løbende overfører sin sygdom til en række af seksualpartnere, der besøger ham i hjemmet. De historiske paralleller mellem brevskriveren viser, at respekten for naboens privatliv og viljen til at påtage sig privat overvågning ikke kun eksisterer under udpræget totalitære forhold.

Tysklands nære fortid

Naturligvis fylder Tysklands nære fortid en del. Et kamera indbygget i en vandkande vidner om den tragikomiske opfindsomhed, der prægede de østtyske myndigheders spionstat. Heldigvis er det ikke kun de to tyske totalitære staters overvågning, der udgør udstillingens fokus. Udstillingen ser også nærmere på de kommercielle virksomheder, der særligt i internettets tidsalder i stigende grad overvåger sine kunders forbrugsmønstre med henblik på at kunne målrette produkter til deres specifikke behov.

Men også her sætter kuratorerne virksomheder som Google og Amazon i perspektiv i forhold til tidligere tiders virksomhedsejere, som eksempelvis købmanden, der i det nittende århundrede førte detaljerede lister over sin kunders indkøbsvaner med henblik på at maksimere sin fremtidige omsætning. Det samme gør sig gældende for forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgiver. Udstillingen fortæller også om hulkortets historie, der i et historisk perspektiv tillader arbejdsgivere at bedrive effektiv overvågning af deres medarbejdere med henblik på at eliminere spildtid.

»Det er sjovt,« siger Informations udsendte til kustoden, »at man på en udstilling om overvågning bliver påtalt for at forsøge at tage billeder af de udstillede genstande.« Ironien er dog spildt på kustoden, der atter henstiller den fotograferende museumsgæst om at stikke mobilen i lommen. I sidste ende er der ikke andet at gøre end at rette ind.

Udstillingen ’Ausser Kontrolle. Leben in einer überwachten Welt’ kan ses på Berlins Museum für Kommunikation indtil 24. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dan Johannesson

Hvis der med "samfundsbevarende" i virkeligheden menes "Systembevarende", så er jeg enig, ellers er udsagnet ukorrekt. Overvågning nedbryder individets universelle rettigheder.

Helene Nørgaard Knudsen og Ditte Jensen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

"Den mellemmenneskelige kontrol, der mere eller mindre frivilligt og bevidst udføres af os alle som private individer" er vist fundamentet for det, der kaldes samhængskraft i Danmark. Det har mennesker som jeg erfaret mange gange.

Dan Johannesson: Hvilke rettigheder tænker du på? Retten til at være usynlig? Mig bekendt er det ikke en ret men tværtimod særdeles ubehageligt. Overvågning nedbryder ikke i sig selv rettigheder, men kan højest bruges til håndhævelse af begrænsninger af frihed. Angst for overvågning nedbryder mere, end overvågning selv gør.

Dan Johannesson

Børge Rabech, retten til at være et FRIT menneske naturligvis. Og naturens lov om at intet menneske har retten til at sætte sig over et andet menneske, til at gøre skade på et andet menneske, herunder at begrænse andre menneskers gudsgivne frihed, heller ikke selvom der er andre mennesker, der syntes ting, som har skrevet noget ned på et stykke papir, til at retfærdiggøre sine overgreb med.
Husk at hver eneste lov der skrives, hver evig eneste, ikke alene er en ny lov, men en ny indskrænkning af individets frihed. Overvågning, som det f.eks. finder sted igennem vores computere og mobiltelefoner, er et kontinuerligt overgreb på privatlivets fred.

Dan Johannesson

Og jeg er ikke angst for overvågning, jeg er blot imod det. Jeg ønsker ikke at få spændetrøje på af samfundet, men at være et frit menneske.

Børge Rahbech Jensen

Dan Johannesson: Din modstand mod overvågning er din spændetrøje. Jeg ved ikke, om du selv har valgt den, eller du har fået den af andre. Du er ikke et frit menneske, så længe det er vigtigt for dig, at andre ikke ser, hvad du laver.

Du har helt misforstået naturens lov. Din fortolkning af det, du kalder naturens lov, modsiges af, at langt de fleste mennesker - mig inklusive - bliver tossede i hovedet af ensomhed, og vi menneskers frihed begrænses af sociale relationer. Overvågning er ikke et overgreb mod privatlivets fred, hvis privatlivets fred ikke påvirkes.

Helene Nørgaard Knudsen

Overvågning giver mulighed for den mest raffinerede form for praktisk humor: Stjæl et overvågnings-kamera. De har videoen hvor de ser kameraet blive nappet. Kan anbefale styrthjelm, puder og kedeldragt. Medbring stige efter behov :-)