Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Vi får ingen ny barndom

Men som voksen kan man måske videregive styrke til barnet – også den styrke, man aldrig selv har fået. Pernille Fischer Christensens familiedrama ’En du elsker’ bakser med karakterer og sentimentalitet, men der er også et dybere mørke at finde
’En du elsker’ lukker os ind i et depressivt sind. En forpint sjæl, hvis retning i livet skal findes gennem kærligheden til et barn.

’En du elsker’ lukker os ind i et depressivt sind. En forpint sjæl, hvis retning i livet skal findes gennem kærligheden til et barn.

Nordisk Film

Kultur
24. april 2014

Den verdenskendte svenske sanger Thomas Jacob (Mikael Persbrandt) sidder i et dansk talkshow over for en vært, der bliver spillet tegneseriekarikeret af Peter Frödin, og det får også Jacob/Persbrandt til at ligne en karikatur: Han sidder helt cool og hjemvendt fra L.A. med lækkert gråt hår, med benene over kors i tv-studiets spotlys. Han gider ikke snakke om stofferne, nedturene, skilsmisserne, mumler han. Livet, du ved. Så synger han en af sine mørke sange på scenen, hænger over mikrofonen, vugger dovent med knæet. Han ligner Sort Sols Steen Jørgensen plus Leonard Cohen plus Johny Cash plus en laksefarvet jakke.

Det er sladderbladskulturens glade glitter sat over for subkulturens rotteagtige tristesse. Og det fungerer ikke rigtigt på film. Det er svært at etablere den form for coolness uden at karikere den. Og hvad skal man med karikeret dybde?

Pernille Fischer Christensens fjerde spillefilm, En du elsker, ender trods denne start alligevel med faktisk at lukke os ind i Thomas Jacobs depressive sind. Han er en forpint sjæl, hvis retning i livet skal findes gennem kærligheden til et barn, ved det ansvar, simpelthen, som han aldrig før har taget på sine voksne skuldre. Han er hjemme i Danmark for at indspille plade med produceren Molly Moe (Trine Dyrholm), der sammen med hans kvindelige assistent servicerer ham praktisk og følelsesmæssigt og i hoved og røv. Hans datter, spillet med en snert af bitter sårbarhed af Birgitte Hjort Sørensen, ser han kun, når hun vil låne penge – til stoffer. Pludselig en dag efterlader hun sin søn Noa (fine, desperat spillende Sofus Rønnov) i hans varetægt. Hvad gør en misantropisk enspænder så? Så løsner han op. Langsomt. Og smertefuldt.

Over vammelsuppen

En udviklingsfortælling som den er svær at levere uden at falde i sentimentalitetens vammelsuppe, men det lykkes i nogen grad for teamet Pernille Fischer Christensen og manusforfatter Kim Fupz Aakeson. Blandt andet ved at holde romantik ude af regnestykket. Samtidig er det svært at skabe troværdighed, når omdrejningspunktet er det dybe musikalske udtryk (med sange skrevet af Marie Fisker og Tina Dickow), og skuespillerne så ikke er dybe musikere (om end dybe skuespillere). Vi skal altså vænne os til Persbrandts Cohen-karakter og til, at Trine Dyrholm nu er en karismatisk og viljestærk producer, Molly Moe.

Men til sidst kommer vi tæt på Thomas Jacob. Så bliver det inderligt og ubehageligt. Så tror vi på den følelsesmæssigt lade Thomas Jacobs mørke. Det er svært ikke at finde temaet en smule konventionelt og forløbet aldeles forudsigeligt. Men der bliver også sagt noget her. Ikke i scenerne, men i sammenstykningen af dem: At vi får ikke nogen ny og lykkelig barndom – hvad Jacob hårdt vrisser til sin datter. Men at man som voksen måske kan videregive styrke til barnet – også den styrke, man aldrig selv har fået fra nogen.

’En du elsker’ Instruktion: Pernille Fischer Christensen. Instruktion og manuskript: Pernille Fischer Christensen og Kim Fupz Aakeson. Dansk. (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her