Læsetid: 6 min.

Flyvemaskiner er smukke

Med ’Når vinden rejser sig’ har den japanske animationsmester Hayao Miyazaki lavet sin sidste film, der både er et skønt og poetisk filmisk testa- mente og en slags selvbiografi
Den japanske animations-mester Hayao Miyazaki har tidligere annonceret sin pension, men denne gang virker den mere realistisk med den voksne og personlige ’Når vinden rejser sig’. Animation fra filmen: Camerafilm
16. april 2014

Man kunne næsten mærke de rystelser, den japanske animationsmester Hayao Miyazaki sendte gennem verden, da han sidste år på filmfestivalen i Venedig annoncerede, at han ikke ville lave flere spillefilm. Det er ikke, fordi man ikke forstår ham; Miyazaki er blevet 73 år gammel, og det tager lang tid at lave de håndtegnede animationsfilm, han gennem snart 40 år har begavet os med 11 af: Nausicaä – fra vindenes dal (1984), Min nabo Totoro (1988), Kiki – den lille heks (1989), Porco Rosso (1992), Chihiro og heksene (2001), Det levende slot (2004) og Ponyo på klippen ved havet (2008) – for nu at nævne nogle af dem.

Men for alle os, der ubetinget elsker Miyazakis fabulerende, fantasifulde, fantastiske film, der kan ses af de fleste og er så fulde af hjerte og begavelse og poesi, ja, så er det en skrækkelig tanke, at han ikke vil lave flere film. Han har før sagt, at han ville stoppe, og så har han alligevel lavet en film mere; denne gang synes han at mene det.

Set i det lys giver det god mening, at den store auteur slutter af med en film, der egentlig ikke er for børn, men mest for voksne, og som både bliver en art selvbiografi og filmisk testamente. Det er ikke, fordi børn ikke kan tåle at se Når vinden rejser sig – den rummer mange fejende flotte scener, som børn vil kunne nyde – men Miyazaki fortæller det, man i mangel af bedre kan kalde en ’voksen’ historie om kærlighed og om at forfølge sine drømme, uanset konsekvenserne.

Drømmebyggere

Når vinden rejser sig er baseret på virkelige hændelser og handler om drengen Jirô, der er som besat af flyvemaskiner. Han er for nærsynet til at blive pilot, men han kan blive flydesigner – ligesom den italiener, Caproni, han læser om i engelsksprogede flytidsskrifter og drømmer om. Caproni er lidt af en fantast, som både bygger bombefly for det italienske luftvåben, og som prøver at realisere sine egne drømme om et stort og elegant passagerfly.

Jirô bliver uddannet til ingen-iør og får i 1927 arbejde hos Japans fremmeste flyfabrikant, Mitsubishi, og snart har han imponeret sine chefer med sin tekniske kunnen og fremsynede ideer. Det bliver således Jirô, der moderniserer Japan som luftfartsnation, og han designer det fly, som – det ser man ikke i filmen – japanerne angreb USA med under Anden Verdenskrig. Samtidig møder og forelsker Jirô sig i den unge kvinde Nahoko, og Når vinden rejser sig er også historien om, hvordan de to mennesker holder sammen mod alle odds.

Hayao Miyazaki er blevet kritiseret for at have lavet en film om Jirô Horikoshi, der indirekte endte med at forårsage så megen død og ødelæggelse. I humanisten og pacifisten Miyazakis optik er Jirô dog et godt menneske, politisk naiv, måske, men som besat af tanken om teknologisk og designmæssigt at lave den perfekte flyvemaskine. Som Caproni, der i drømmesekvenser filmen igennem bliver en slags ledestjerne for Jirô, mener Jirô, at »flyvemaskiner skal ikke bruges til krig eller til at slå mennesker ihjel (…) Flyvemaskiner er smukke drømme. Ingeniører bygger drømme.«

Her er det på sin plads at fortælle, at Miyazakis filmselskab, Studio Ghibli (udtales ’sjibli’), er opkaldt efter en af Capronis flyvemaskiner med kælenavnet Ghibli, som er baseret på det italienske navn for sirocco-vinden, der blæser fra Sahara og op gennem Sydeuropa og fører sandkorn (og forandringer) med sig.

Det er selvfølgelig også Hayao Miyazaki selv, der taler med Capronis stemme. Den japanske instruktør har altid været fascineret af flyvning og flyvemaskiner – fra luftpiraterne og den flyvende gris i Porco Rosso og Kiki på sit kosteskaft i Kiki – den lille heks til det svævende slot i Laputa – slottet i himlen – og der er heller ikke noget bedre symbol på at realisere sine drømme end flyvning. Det er ikke tilfældigt, at man lader ’fantasien få vinger.’

Miyazaki drømmer selv smuk- ke drømme, der er blevet til fortryllende animationsfilm fyldt med skønhed, poesi, humor, stort drama og forunderlige væsener fra en verden hinsides vores fysiske virkelighed. Der er altid meget på spil i hans film, der henvender sig til et stort familiepublikum – han rammer alle uden at udvande sit udtryk, hvilket er en respektindgydende bedrift – og som ikke er bange for at udfordre især de yngste med på én gang morsomme, barske, medrivende, spirituelle og opbyggelige skæbnefortællinger om at være barn, blive voksen og skulle lære at håndtere sorg og de store forandringer, livet fører med sig. Det er film, man tager med sig.

Samtidig er Miyazaki økolog og miljøaktivist, der tillige lader sine film handle om forholdet mellem mennesker og natur og den mekanik og teknologi, han er fascineret af, men godt ved kan misbruges, hvis den falder i de forkerte hænder. Han er bekymret på klodens og menneskehedens vegne, men han nærer håb, ikke mindst til de børn og unge, der ofte er hovedpersonerne i hans film, og som skal udgøre vores fremtid.

Voldsom virkelighed

På den ene side kan man undre sig over, at Hayao Miyazaki har valgt så lidt børnevenlig en historie som sin sidste. På den anden side giver det god mening, at han her til slut forlader – i hvert fald delvis – sine fantasiverdener og bevæger sig ud i virkeligheden og fortæller om nogle af de mennesker og begivenheder, der har inspireret ham.

Når vinden rejser sig er skøn, visuelt lige så betagende som alle Miyazakis øvrige værker, hofkomponisten Joe Hisaishis musik er smægtende og følelsesladet og lydsiden – hvor menneskestemmer bruges til at skabe lyden af flymotorer og jordskælv – formidabel. Samtidig beskæftiger filmen sig med nogle af de voldsomme begivenheder, der i første halvdel af 1900-tallet ramte Japan og var med til at forme landet på godt og ondt: Et jordskælv i 1923, der næsten jævner Tokyo med jorden, en voldsom tuberkuloseepidemi, der blandt andet rammer Nahoko, og to verdenskrige.

Titlen har Miyazaki hentet fra et digt af franskmanden Paul Valéry – »Vinden rejser sig. Vi må forsøge at leve« – og den betyder velsagtens, at ligegyldig hvad der sker, er man nødt til at leve videre. Det gør Jirô, selv om han både rammes af en stor personlig sorg midt i sit livs triumf, og selv om det japanske luftvåben vil tage hans drømme fra ham og bruge dem til alt det, flyvemaskiner ikke skal bruges til.

Hilsen til Mann

Og der er flere lag, som er interessante at udforske i Når vinden rejser sig og kun er med til at udbygge billedet af Hayao Miyazaki som kunstner og filmen som en slags selvbiografi eller måske endda poetik. Ligesom Jirô har Miyazaki i sin karriere været besat af sit arbejde, sin drøm, og han var meget imod, at hans søn, Goro Miyazaki, også skulle begynde at lave animationsfilm. Når man var så dedikeret og involveret som Miyazaki Sr., ville det simpelthen blive for hårdt. (Miyazaki Jr. har nu instrueret to animerede spillefilm og forventes at blive en af sin fars arvtagere.)

Det er også fascinerende at dykke ned i den person, Castorp, som Jirô i 1930’erne møder på det samme kurhotel, hvor han møder den unge kvinde, som siden bliver hans kone. Castorp er hoved-personen i den tyske forfatter Thomas Manns Trolddomsbjerget, som Mann skrev før og efter Første Verdenskrig, en krig, der påvirkede ham og bogens indhold meget. I Når vinden rejser sig er Jirô selv en Castorp-agtig figur, for hvem opholdet på ’trolddomsbjerget’ bliver en lærerig og udviklende oplevelse, mens Castorp i filmen er en tysker i eksil, der med bekymring ser på, hvad der foregår i Europa og især Tyskland. Han kommer med andre ord til at ligne en af de figurer, Castorp selv møder på sit kurophold og lærer af i Manns dannelsesroman.

Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at kunne genkende alle disse referencer for at se og nyde det billeddigt og den medrivende fortælling, Når vinden rejser sig er. Men det hjælper én til at forstå Hayao Miyazaki og hans behov for at fortælle Jirôs historie som den sidste og spejle sig selv i den.

Hvis det altså er slut … man har vel lov at håbe.

’Når vinden rejser sig’. Instruktion og manuskript: Hayao Miyazaki. Japansk (Biografer landet over i den originale japanske version med danske undertekster)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin artikel, tak.
Men jeg vil lige rette en mindre misforståelse: Ghibli udtales 'djibli' eller rettere (tæt på) 'djibuli' med et næsten uudtalt 'u'.
Uddybning kan udbedes.
Mvh Jacob

kasper christoffersen

Kære Jacob Bahn.

Nu har jeg læst hele artiklen og synes den er meget uddybende. Jeg forstår ikke hvad du mener, Jacob. "Ghibli" udtales: "Gibli". Man kan ikke høre h'et men ellers er det lige ud af landevejen. :D

Hilsen Kasper Christoffersen.