Fræk fandenivoldsk fryd

Skæggest i Donna Tartts genreblandende mammutroman er at få ’Idioten’ udlagt af en fuld mand på gebrokkent russisk-amerikansk, oversat til ækvivalerende dansk
4. april 2014

En klog mand skal have udtalt, at tilfældet bare er Guds teknik til at gøre sig anonym. Et visdomsord, som man ofte får brug for under læsning af Donna Tartts tredje og på alle måder store roman Stillidsen (The Goldfinch), en medrivende, kulørt, bevægende beretning om skæbne og skønhed, skrevet i en gylden tradition, der tæller prominente forgængere som Dostojevskij og Dickens.

Begge nævnes og hædres i værket, men dets opmærksomhedscentrum er titlens maleri på sølle 33 x 23 cm – men alligevel verdensberømt – af den hollandske kunstner Carel Fabritius. Bogens helt og ordrige jegfortæller Theodore eller Theo (dvs. den som Gud eller guderne elsker) ser og beundrer billedet med sin søde mor på en udstilling i New York, men minutter efter bryder et helvede løs. En terrorbombe raserer museet og slår bl.a. moren ihjel. Selv ligger Theo mirakuløst uskadt i nærheden af en fin ældre mand, der i sin dødsstund beordrer drengen til simpelt hen at tage billedet med sig og betror et arvestykke, en ædel ring, i den chokerede 13-åriges varetægt.

Dermed begynder en omtumlet rejse gennem verden og menneskelivet, under hvilken Theo fragter maleriet med sig som et fysisk bånd til sin mor og som en hellig ikon, en korsfarer har med sig i kamp. Ligesom i et ægte eventyr skal han miste sin kostbarhed – der som et af verdens berømteste kunstværker er hævet over økonomisk vurdering – og ligesom i de gamle myter skal han vinde den igen, alt imens han modnes og stræber efter at tage ved lære.

Tilfældet, skæbnen eller det guddommelige forsyn fører ham i første omgang ind i en klassekammerats rige og snobbede Manhattan-familie, men siden til Las Vegas, hvor hans ludoman af en svigagtig far forsøger at tage sig en smule af knægten, men kører sig fuld ihjel, og hvor Theos reelle støtte bliver den ligeledes moderløse Boris – samt endelig tilbage til New York, til den antikvitetsforretning, som den gamle på museet i dødsstunden henviste til, og som nu bestyres af den sørgende kompagnon Hobie.

Pikaresk thriller

Her skifter romanen forholdsvis brat både i tid og genre. Theo skal efter forfatterens mening ikke gro fast i en sentimental og idyllisk moderne kopi af Dickens’ The Old Curiousity Shop, og han skal ikke giftes med antikforretningens maskot, Pippa, den lille rødhårede pige, der lige så mirakuløst som han selv overlevede terrorbomberne. Nej, han skal ud i uføret, ned i sølet, med stoffer og snyd og skæbnedyrt selvbedrag. Romanteknisk set er vi nu helt tilbage i den pikareske genre, sådan a la Quevedo og El Buscón eller Svindleren. En tid ser han ud til at skulle giftes med Manhattan-pigen fra det blærede hjem, men så finder forfatteren ud af, at hvis hun nu strækker bogen, så den ender på over 800 sider, bliver der også plads til en kunstthriller, lidt flottere end Dan Browns og mere i traditionen fra Dashiell Hammett og Raymond Chandler, så pludselig ligger Theo på et hotelværelse i Amsterdam med blod på tøjet, uden pas og selvfølgelig uden maleri.

Livet er katastrofe

Dog, alt ordner sig til det bedste, primært takket være den ubestikkelige lurendrejer Boris, hvis gebrokne russisk-amerikanske Annelise Schønnemann har transformeret til et charmerende og underholdende russerdansk, noget af det bedste ved bogen. På dette gakket hakkende særsprog forklarer vennen hen imod slutningen bogens helt pointen ved Dostojevskijs Idioten: »Fordi alt hvad Mysjkin nogen sinde gjorde, var godt ... uselvisk ... han behandlede alle personer med forståelse og medfølelse, og hvad var resultatet af hans godhed? Mord! Katastrofe! (...) Mysjkin var rar, elskede alle, han var blid, han tilgav altid, han gjorde aldrig noget forkert – men han stolede på alle de forkerte mennesker, tog alle de forkerte beslutninger, skadede alle omkring sig. Meget mørkt budskab i den bog.«

Dér kunne den foreliggende roman sådan set godt være sluttet. Men Donna Tartt har faktisk endnu en slutning parat i dette kæmpe værk, der som udtræksmøbel godt kan minde om sidste sats af en klassisk tysk symfoni spillet af et akkordlønnet orkester: Læseren skal forstå, at livet er katastrofe, og at vi gør klogest i at glemme alt det dér henførte sludder om »miraklet ved et nyfødt barn, glæden ved en simpel blomst, Liv Du Er For Vidunderligt Til At Fatte osv.«

Det eneste vi kan, er ifølge Theodore at sige: »hellere aldrig født end født ind i denne sump« – denne stinkende pøl af hospitalssenge, ligkister og knuste hjerter. Her gives nemlig ingen løsladelse, ingen appelmulighed.

Men skønheden overlever

Og så alligevel ikke! For midt i vores dødsproces, når vi stiger op fra det organiske og synker forsmædeligt tilbage i det organiske, er det en hæder og et privilegium at elske »det som Døden ikke rører«. Her tænkes på det lille maleri. Men har det overlevet, har kærligheden også! Tænker Theo. Og prædiker Donna Tartt, der jo til dels er berettiget til det, hun som har stridt sig igennem ti års arbejde og skabt en mammutroman af den slags, som veritable bogslugere omfavner med fryd.

For mit eget vedkommende må jeg erkende, at jeg efterhånden overgav mig, ikke til det højstemte forsvar for skønheden, som findes og lever trods alt, og slet, slet ikke til den ulidelige, umådelig amerikanske opremsning af navne på fine butikker og mærker på dyrt tøj og betegnelser for drinks og diverse snacks, men nok til den frække fandenivoldskhed, hvormed Donna Tartt blander og derved hædrer litteraturens mestre. Postmodernisme, kort sagt, når den er både værst og bedst.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu