Læsetid: 4 min.

Freuds søster var et anderledes barn

Prisbelønnet europæisk roman om den gyldne Siggies søster Adolfine, der kom på et psykiatrisk hospital, hvis leder mente, at toiletkummen var en større landevinding end psykoanalysen
25. april 2014

Når mennesker bliver berømte, bliver der skrevet bøger om dem. Når de bliver endnu mere berømte, bliver der nogle gange skrevet bøger om deres familiemedlemmer og andre, som omgav dem, som om man ikke kan få nok: Kierkegaards Regine, Kierkegaards bror osv. Nogle gange digter forfatterne sig ind i dem, andre gange biograferer de dem ud fra dokumentarisk materiale.

Den makedonske forfatter Goce Smilevski har valgt at digte sig ind i Sigmund Freuds søster Adolfine, som man ikke ved ret meget om, ud over at hun som flere af sine søstre døde i gaskamre i kz-lejre. De sparsomme oplysninger har han taget til sig som en digterisk frihed. Freud, som var af jødisk familie, havde seks søstre. De syv søskende voksede op i Wien og var meget gamle, da Hitler tog magten. Det er der, romanen starter og slutter, mens hendes liv passerer revy.

Man åbner altid sådan en roman med en vis skepsis, for er det nu bare en måde at lukrere på kendissen på? På det punkt kan forfatteren melde hus forbi. Familieskabet er en ekstra pirring, men romanen har sit eget liv og univers, hvor Sigmund, som søsteren ganske vist føler sig tæt knyttet til, mest bruges som en sporadisk referenceramme. Han er en god storebror, som fortæller hende om menneskenes psyke, når han tager sig tid til det. Det er ikke så tit. Hun elsker ham og beundrer ham. Adolfine er den, der fortæller historien.

Galskab og normalitet

Moderen kalder Sigmund for »min lille, gyldne Siggie«, mens Adolfine må nøjes med mindre. »Det ville have været bedre, hvis jeg ikke havde født dig« er det skudsmål, hun må gå ud i livet med fra sin mor, som har svært ved at kapere, at hun er et anderledes barn, der ikke passer ind i tidens normer for, hvordan en pige og senere en voksen kvinde bør være. Adolfine er ikke emanciperet som veninden Klara, der er aktiv i kvindebevægelsen i Wien i 1930’erne. Snarere er hun karakteriseret ved allerede fra lille pige at have en stor smerte ved livet i sig.

Begge kommer på det samme psykiatriske hospital, kaldet Reden, der ledes af dr. Goethe, som nok går ind for moderne samtaleterapi, men i en disput med Sigmund mener, at opfindelsen af toiletkummen med spuletank er en nyttigere landvinding end Freuds psykoanalyse. Ham kan de godt lide.

»Måske var bevidstheden om, at verden var sat forkert sammen, den vigtigste grund til at give afkald på forstanden,« lyder en af bogens snuskloge betragtninger, for uintelligent er Adolfine langtfra og heller ikke veninden.

»Galskaben forstår ikke sig selv, og normaliteten forstår ikke sig selv,« siger Klara og tilføjer, at normaliteten og galskaben gensidigt frygter hinanden. Dr. Goethe har det med at afbryde med ordet »sludder!«, når der intellektualiseres umådeholdent over psyken.

Alle hedder Gustav

I Reden er der samlet noget af et persongalleri. Hysterisk latter blander sig med skrig. »Ordene flyver væk fra siderne!« råber en vanvittig mand, mens andre på hospitalets bibliotek tysser på ham. En anden udnævner nogle pinde fra et træ til at være sine familiemedlemmer. To patienter forelsker sig i hinanden. Deres romance ender tragisk. Det gør Adolfines ene kærlighedshistorie også. »En skygges drøm er menneskene« læser hun en dag på muren til en teaterbygning. Den sætning fæstner sig. Er hun selv en skygge?

Goce Smilevskis skildring er livlig, men også indfølt. Adolfine og Klara er anbragt i den mest frie afdeling, og de befinder sig egentlig ganske godt på hospitalet. Efter nogle år udskriver de sig. Adolfine vender tilbage på besøg med 12 af maleren og libertineren Gustav Klimts 14 børn, som alle hedder Gustav, men har forskellige efternavne, da mødrene er forskellige. Sådan rummer romanen også elementer til et wienertidsbillede.

Freuds svigt

Der er voldsomme begivenheder, men de behandles af forfatteren med en nedtonet minimalisme, og selv i galskaben findes skønhed, og skønhed, ikke mindst i kunsten, er den eneste trøst i livet, hedder det i romanen, hvor store ting som smerte, lykke og meningen med livet belyses indgående. Der vil nok være læsere, som synes, at den endeløse skildring af lidelser er for meget. Munter læsning er det så vist ikke, men den tålmodige og følsomme læser belønnes med en mesterlig prosa, der er meget tæt på filosofien, psykologien og poesien. ’Galskaben’ er det bærende tema, som snarere end Freuds opfattelse foregriber R. D. Laings anti-psykiatriske langt senere.

Søstrene Freud oplevede et svigt fra deres berømte bror, der ikke ville have dem med i sit eksil i London, skønt han havde muligheden for derved at redde dem fra nazismen i 1938. Det blev deres død.

Forfatteren Goce Smilevski fik i 2010 EU’s litterære pris for sin roman.

Goce Smilevski: Freuds søster. Oversat af Camilla Christensen. Rosinante. 288 sider. 299,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu