Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Fuck, hvor er det fedt, det her’ #teater

Replikkerne i teenageteatret rammer talesproget med præcision. Og børneteaterfestivalen i Holstebro viste scenekunst med vild spændvidde: Fra fatale, stjålne biler til skønhedsgummistøvler i størrelse 21
Sandet bliver både til rekvisit og legetøj og gave i Limfjordsteatrets forestilling ’Grisk’, der lyste op som tænksom forestilling på Børneteaterfestivalen i Holstebro.

Lars Horn

Kultur
14. april 2014

Hvordan taler man teenageagtigt på en scene, så det ikke lyder kunstigt for de 15-årige? Og hvordan taler man til toårige, så de små fuldstændig kan følge ens tanker – selv om man er en fremmed, der pludselig står i vuggestuen og laver noget, som de voksne kalder ’teater’?

Det er nogle af de udfordringer, som blev tydelige på den store, nationale børneteaterfestival, der sidste uge blev afholdt i Holstebro. Her blev der spillet 186 forskellige forestillinger fordelt på de 99 skoler og institutioner: En logistisk bedrift, som kom 25.000 tilskuere til gode.

’Aprilfestival’, som arrangørerne kalder den, er vitterlig noget af det mest imponerende inden for den danske kulturverden. For selv om børneteatrene selvfølgelig er konkurrenter, så spiller alle på samme præmisser. Det kunne voksenteatret lære noget af …

Blid standup

Det var teenageforestillingerne, der dominerede mine oplevelser. Dansk ungdomsteater har de senere år fået en fysisk gennemslagskraft, der er ret vild – og som teenagerne lader sig indfange af, så teater ikke bliver svært eller elitært, men bare hipt. Og så digitalt, som det nu kan være, når det er live.

Opgang2 Turnéteaters forestilling 4Ever viste sig næsten at være standup-teater med to stole og to mænd. Der var i hvert fald bare Chadi Abdul-Karim på scenen – sammen med den meddigtende musiker Nikolaj Rosengreen, der nærmest synger med sine instrumenter.

Chadi Abdul-Karim er en fortæller af guds nåde. Hans stemme er blid, men hans øjne er både bange og vrede, når han lever sig gennem Pia Marcussens veldrejede drama om fire kammerater, der altid lige skal teste forbudsskiltene og prøve det farligste. Undervejs er det i hvert fald, som om tilskueren selv har mødt Ice. Altså ham, der går ud på isen i tøvejr – eller Shiny, der har hang til guldkæder, og Deep, der er klog – og Minnie, der bare er for lille …

Eller som den ene siger det: »Fuck, hvor er det bare fedt, det her!« Denne forestilling handler ikke bare om socialt udsatte unge og et system, der giver op. Den handler om at leve uden noget reelt håb. Det er hård kost.

Værdiløse mænd

Så er det lige ved, at det mere almindelige, svære drengerøvsliv næsten føles acceptabelt. Hos Teatret Uden Vægge i forestillingen Når mænd de græder er det ikke machomændene, der stiller sig frem, men tværtimod mænd, der føler, at de ikke duer til noget.

»Kan alle de, som føler sig vellykkede, være søde at gå hjem!« beder de tre slipseklædte mænd om. Men vi bliver alle sammen siddende. Og så griner vi os ellers igennem tre kvarters mandeidealer og mærkelige indrømmelser, ikke mindst om de enorme sexdrømme og de ikke-eksisterende sexerfaringer. Alt sammen serveret med selvironi og underdrivelse af Henrik Holmen, Lasse Christensen og Mads Bebe Lange Nielsen.

Cutting og opkast

I visse år har ordet betydet mindre i teatret, fordi det kropslige og visuelle har haft overtaget. Men netop nu har teksten indtaget scenen igen. I Teater Kompas’ forestilling Når det skærer i hjertet af Line Mørkeby er det også replikkerne, der gør det muligt at komme ind i tankerne i hovedet på en teenagepige. Denne pige har det så svært med sig selv, at hun bliver nødt til at skære i sig selv eller sulte sig selv for overhovedet at kunne mærke noget. Samtidig spiller Line Bie Rosenstjerne denne pige så godt, at tilskuerne pludselig forstår, hvorfor hun bliver nødt til at være selvskader.

Black Box Dance Company fra Holstebro sætter også teenageensomheden på dansegulvet i 100 likes af den svenske koreograf Mari Carrasco. Her er det den digitale ensomhed, som de tre dansere danser frem – med den fremadstormende danser David Price som den afgørende drivkraft. Dansefortællingen kan ikke holde sin intensitet, men så længe danserne får lov til at rulle i missilfart hen over gulvet, får de spontane indre ’likes’ fra alle tilskuere …

Hashtags og had

Teateriet Apropos har netop haft premiere på #bitch #kælling #backstabber. Her er det den digitale mobning, der bliver kastet i både øjne og ører på tilskuerne. For Henrik Szklanys tekst er bygget op omkring sms’er, Instagram-beskeder og Facebook-kommentarer. Nemlig de beskeder, som to unge skriver til hinanden, mens de er hamrende bange for deres fælles veninde, som er blevet mobbet på nettet – og som nu har forsøgt at begå selvmord. For hvad har de selv skrevet grimt om hende? Og hvorfor skriver nogen overhovedet ’#luder’ til nogen som helst?

Sara Møller Olsen og Stig Reggelsen Skjold skiftes til at få tilskuernes sympati, mens de skriver hashtags på glastavler. Og teenagerne følger med i ordvekslingerne, som var det en tenniskamp.

Vuggestuebørnene er vist efterhånden de eneste, der tilbringer en acceptabel dagstid uden for den digitale zone. I deres nærværsunivers var Barkentins Teaters solo Indeni en fortryllende oplevelse. Ole Barkentin optrådte som altid i stor mave og seler, og hans bedstefarblik tindrede af glæde og nysgerrighed. Ungerne kiggede tilbage. For mange af dem var det det allerførste møde med teater. Og de stirrede på ham, da han drejede rundt med sin sorte tryllevogn og begyndte at lege med et par blå gummistøvler, sådan nogle blå, bløde gummistøvler i størrelse 21. Gummistøvlerne fik nemlig lyst til at lege med vand. Og selvfølgelig kunne de ikke nøjes med at pjaske – de måtte også lige dykke helt ned på bunden af en vandpyt … Og børnene sad betuttede, mens de voksne fik lyksalige øjne.

Sand i håret

Forestillingerne for skolestarterne var ikke så dominerende i år. Måske skal skolereformen lige testes i virkeligheden og nye samarbejder indgåes, før teatrene igen storproducerer til denne målgruppe?

Og dog var det nok Limfjordsteatrets forestilling Grisk for de 5-10-årige, der bedst repræsenterede børneteatrets samlede tendenser og ambitioner lige nu. For Grisk er udviklet af hele kunstnerholdet sammen – ikke med en dramatiker, men med performerne og instruktøren Gitta Malling i fælles ’devising’. Og det er både teater med en historie og teater, der indbyder tilskuerne til at lege med.

Grisk handler om grådighed. Konkret er det en bunke sand på gulvet og en gul sandslotsspand, som Maja Skovhus Rehøj og Sune Abel skiftes til at erobre fra hinanden. Men det var først, da sandet kom til at symbolisere tid – tiden, der går, og tiden, vi ikke har nok af – at forestillingen løftede sig. Her myldrede ungerne ind på gulvet for at tegne i sandet, og her blev de potentielt forjagede voksne lydhøre på en ny måde. Farvelgaven fra skuespillerne var da også en lille sandklump af ’tid’.

Så jo. Det var både fedt og smukt og rørende og alt muligt andet at være til børneteaterfestival. Og selv om hashtags og likes for alvor er kommet med ind i børneteatrets levende scenekunst, så er det fortsat nærværet, der overrumpler både teenagerne og de allermindste: Scenekunst, der kan få dig til at stirre dig blind og lykkelig på en stråle af sand.

Børneteaterfestivalen i Holstebro. Arrangør: Teatercentrum. www.aprilfestival.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her