Læsetid: 3 min.

Med Ibsen som oldefar

Skuespilleren Joen Bille har skrevet sin slægts historie, der er dramatisk som en tv-serie
25. april 2014

De fleste må nøjes med at misunde eller gyse over de rige familier med deres tjenestefolk, vi ser i tv-serier som Downton Abbey, men skuespilleren Joen Bille er vokset op i sådan en familie, hvor slægtsfølelsen har fyldt helt enormt meget. Nu har han skrevet en bog om sin familie efter grundig læsning i gamle bøger og privatarkiver, suppleret med egne oplevelser.

Alle mennesker kan finde noget interessant i deres forhistorie, hvis de graver, men ofte er det knap så interessant for andre end den nærmeste familie. Det gælder også for dele af Joen Billes bog Villa Ibsen – min mormors hus, men her hører indvendingen op, for når man nedstammer i lige linje fra både Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, har man vel nærmest en pligt til at supplere med det, man ved og har fået fortalt om dengang, mænd gik med kindskæg og kvinder med fjerhat.

Interessen for de to store, norske dramatikere kan sammenlignes med den for skagensmalerne, en uudtømmelig kilde for undersøgelse og refleksion, men de norske kunstnere havde mere internationalt udsyn end de danske og gik ind i politiske debatter, da teatret endnu var en vigtig platform og affyringsrampe.

En nøglescene

Henrik Ibsen nåede længst ud over rampen med sit stykke om Nora, der forlader sin mand i Et dukkehjem, et drama, som er blevet ikonografisk for kvindebevægelsen, fordi kvinden i ægteskabet føler sig som en fugl i et bur. Hvis Joen Billes liv var en tv-serie, kunne den passende have nogle scener om dengang, Ibsens hustru blandede sig i hans arbejde. Nora forlod nemlig ikke sin mand i Ibsens første version. Det skete udelukkende på hans kones indignerede forlangende. Striden mellem dem stod på i tre uger, før han gav sig og lod Nora gå, for, som han forklarede (til Joen Billes morfar), ændrede det ikke stykkets kurs, der var at vise forskellen i mænds og kvinders tænkning.

Også Bjørnson blev spillet på de europæiske scener, men mens nordmændene havde et ambivalent forhold til Ibsen, blev Bjørnson anerkendt på hjemmebanen. De to familier fusioneredes, da Henrik Ibsens søn og Bjørnsons datter giftede sig, og det ville selvfølgelig være en nøglescene i en tv-serie. Sammen fik de datteren Irene, Joen Billes mor. De flyttede ind i et hus, de købte i Norditalien og gav navnet Villa Ibsen.

Teatret brændte

Hvis Villa Ibsen blev til en tv-serie, ville den kunne indeholde de mest utrolige scener, især om hans mor, der forelsker sig i en napolitansk hjerteknuser, Mario Rocco, som hun flytter sammen med og får barn med. Men i datidens Napoli var Et dukkehjem ikke blevet comme il faut, som Joen Bille humoristisk bemærker. Mario vil have lov at have elskerinder, og på et tidspunkt får moderen nok. Det er bare ikke så let at opnå skilsmisse på italiensk, så til sidst må hun flygte fra den rasende ægtemand, der opsøger hende med pistol i hånd. Joen Bille sammenligner selv med en italiensk film med Sophia Loren og Marcello Mastroianni i rollerne, men fortællingen kunne også gøre sig godt som sæbeopera. Den historie funkler som et absolut højdepunkt i bogen.

Senere gifter moren sig med en mere stabil mand af Bille-slægten og med ham går det meget bedre. Moderen skriver også teaterstykker og får dem opført, men forfølges af uheld. F.eks. får hun antaget et stykke, der ikke kommer til opførelse, fordi teaterchefen er pyroman og brænder sit teater af før premieren.

Spillede tipoldefar

Slægtshistorien er fuld af dramatiske begivenheder, sejre, nederlag, skandaler, utroskaber, druk, onkler, der ruller rundt på gulvet i håndgemæng, men også festlige begivenheder, når kunstnere kommer på besøg. En dag dukker Rasputins formodede morder, en russisk prins, op i Villa Ibsen, hvor han bliver inviteret på te. En onkel bliver manuskriptforfatter i Hollywood. Nok at rive i for en rask tv-forfatter.

Således sidder Joen Bille i familie til op over begge ører, og som læser skal man være vågen, når han gelejder os gennem fem-seks generationers fædre, mødre, onkler, tanter, oldeforældre og børnebørn, for hvem var det nu, mormors farmor lige var? Belønningen er nogle underholdende episoder og personportrætter. I skolen følte Joen Bille sig lammet af sin slægtsbagage, når han skulle skrive stil i skolen. Det punkt er han kommet over, og historierne flyder fra ham. Han har fundet et balancepunkt mellem at være slægtens kustode og have sit eget skuespillerliv, hvor han i fjor var med i Ibsens skuespil Vildanden. Det gik op for ham, at hans tipoldefar havde været rollemodel for gamle Ekdal, som han spillede. Sådan blev sløjfen fuldendt.

Joen Bille: Villa Ibsen – Min mormors hus. Gyldendal. 328 sider. 299,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu