Læsetid: 3 min.

Kærlighed kan være dødbringende

Et lukket rum, forførelse, guld og gyldne dråber. Amélie Nothombs ’Blåskæg’ er et moderne fransk eventyr
Et lukket rum, forførelse, guld og gyldne dråber. Amélie Nothombs ’Blåskæg’ er et moderne fransk eventyr

iBureauet/Mia Mottelson

25. april 2014

Folkeeventyr og mytologiske fortællinger overlevede i mundtlig tradition, inden de fandt vej ind i skriftkulturen, hvor de har levet deres skjulte eller åbenlyse liv som grundstrukturer og arketypiske temaer i almene eller aktuelle fortolkninger, f.eks. i romantikkens kunsteventyr og nutidens kønspolitiske debatlitteratur. Hvad kan Askepot og Konen i muddergrøften ikke bruges til. Tusind og én nats eventyr og brødrene Grimms samlinger er dybe skatkister.

Den højproduktive belgiske forfatter Amélie Nothomb (f. 1966), der hidtil har været repræsenteret på dansk med tre romaner, har hentet sin historie Blåskæg fra Charles Perraults lille eksklusive samling eventyr Gåsemors fortællinger (1697), der rummer netop Askepot og desuden bl.a. Tornerose og Den lille Rødhætte. ’Blåskæg’ fortæller dér om en rigmand med guld og grønne skove, men et frygtindgydende, blåt skæg. Han er berygtet for at have været gift mange gange, og ingen ved, hvad der er blevet af hans koner. En borgerdatter fristes dog af hans frieri og gifter sig til guldet. Eneste forbud i deres glade festliv er, at hun ikke må åbne døren til et bestemt lille værelse. Det trodser hun naturligvis temmelig omgående og konstaterer, at det er fuldt af blod og døde kvinder. Da det nu er et rigtigt eventyr, reddes hun fra samme skæbne i sidste sekund af sin to brødre, der dræber Blåskæg. Hun arver alt guldet og gifter sig med en brav mand.

Psykologisering

Så mønstergyldigt går det ikke en moderne, intellektuel kvinde, som møder et dragende overmenneske med en mørk hemmelighed, som Amélie Nothomb fortæller det i sit nutidige parisiske eventyr. Saturninne hedder hun efter Saturn, der må betyde noget i retning af skrap og kritisk, som hun selv siger til sin vært Don Elemirio af spansk, blåt blod, som lever ekstremt luksuriøst i sin kæmpelejlighed, hvor hun har fået anvist et værelse efter en streng udvælgelsesproces. Ganske som det er sket med otte tidligere, unge kvinder, om hvem man ved, at de siden er sporløst forsvundet. Den urealistiske præmis må man for genrens skyld acceptere i denne tankedigtning. Hun lever således i to verdener, en almindelig som ung lærer ved kunstskolen École du Louvre og som stadig mere intim samtalepartner i værtens strengt katolske, patriarkalske fortidsunivers, spækket med middelalderligt tankegods. Egentlig har han aldrig forladt det 16. århundrede eller opgivet inkvisitionens kvindesyn. Han har sit såkaldte mørkekammer, mentalt, og bogstaveligt som forbudt område. Hun er overbevist om, at hun kan modstå fristelsen, hun arbejder sig ind i hans tankeverden gennem stadig mere intense samtaler over de eksklusive middage, som han byder på med egen raffineret kogekunst og især den ædleste champagne, hvis mærker og årgange de begge er særdeles kyndige i. Han erklærer hendes sin kærlighed med de ædleste hensigter, og trods indre modstand betages og beruses hun efterhånden. Forførelsen smitter læseren, som overværer processen og lytter til dialogen, som er den fremherskede del af teksten, smidig, argumenterende, spirituel.

Filosofi og alkymi

Han har fundet en ligeværdig modstander. Hun kæmper med sin opfattelse af ham som morder og otte kvinders banemand, får mere og mere at vide gennem hans åbenhjertige beskrivelse af hver enkelt, idet han forsikrer, at hun nu er bestemt til at blive hans niende og endelige ægtefælle. Han forsvarer sit mørkekammer mod indtrængen i hans hemmelighed eller inderste væsen med en påstand om, at al dyb kærlighed altid indebærer en dødelig risiko.

Guld i store mængder har han som i eventyret, og deres samvær har gylden glans i mad og drikke og klæder. Overalt en udsøgt farvepragt og stråleglans i modsætning til mørket. Det er mere end begær og æstetik, det er filosofi og alkymi, der efterhånden opfattes som en særlig farvelære i hans livs- og dødsopfattelse. En afsindig systematik, hvor hun skal fuldende hele farvespektret med sin indre gyldne glans, iført en skinnende gul nederdel, han med skrædderkunst har forfærdiget til hende. Og nu den spændende finale med dette mørkekammer, som har forberedt læseren på, at han også dyrker fotografiet som kunst og dér har fremkaldt essensen af sine kvinder. Her skal kun røbes så meget, at slutningen på denne forvandlingshistorie egentlig er både klar og ganske tvetydig.

Eventyret om Blåskæg og hustruprøven er her afspillet i stort set dialogisk form om kærlighedens væsen, en bizar højsang, der også ironisk kan citere Gamle Testamentes smægtende vers om »elskov dejligere end vin«, og hvor »kongen fører mig ind i sit kammer«. Og det er en historie om kønnenes kamp, om forførerens og den forførtes skæbne, udført mere koloristisk end kulørt, fransk og elegant med et strejf af belgisk tegneserie.

Amélie Nothomb: Blåskæg. Oversat af Sofie Vestergaard Jørgensen. Tiderne skifter. 126 sider. 225 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu