Læsetid: 5 min.

Kulørt kolportageroman i mesterklasse

Dumas’ eventyrlige spændingsroman ‘Greven af Monte Cristo’ er en hadets historie om ondt og godt, rigdom og fattigdom, overklasse og underklasse, magt og afmagt, forbrydelse og straf
Historien er velkendt, og er blevet filmatiseret adskillige gange (her ses Dagmara Dominczyk og Jim Caviezel i filmen ’Greven af Monte Cristo’ fra 2002). Nu findes den også i en kæk oversættelse med saftige kraftudtryk og Hans Hertels kulturhistorisk instruktive forord.

Mary Evans Picture Library

4. april 2014

Skummel ser den ud, fængsels-øen If, som den ligger dér i bugten ud for Marseille, når man står i den gamle havn og kaster blikket mod dens borgtårn og høje mure, en tung kontrast til den lysende, skoldhede sommerdag. Et godt gys ledsager imidlertid iagttagelsen, når man sender en tanke til den purunge sømand Edmond Dantès, der uskyldig og uden dom tilbragte fjorten år, dateret 1815-29, i en uhumsk, bælgmørk celle som fange nr. 34 i dette Château d’if, før han mirakuløst fik held til at flygte. Men kun i en roman. I virkeligheden lykkedes det aldrig en fange at undslippe, men så illuderende er Alexandre Dumas’ Greven af Monte Christo, at turister i dag kan finde et mindesmærke over den berømte romanfigur i det for længst nedlagte fængsel.

Historien er velkendt. Mange af os tyrede romanen som unge eller har set en af de adskillige filmatiseringer, men nu ligger den statelig på bordet med sine 100 kapitler ligeligt fordelt over 840 sider, et værk konciperet af den højproduktive forfatter næsten inden blækket var tørt efter hans De Tre Musketerer. Det blev efter ny skik trykt som føljeton i den parisiske Journal des Débats 1844-46, men her og nu fremtræder romanen, også som e-bog, i en kæk oversættelse fra 1991 af Poul Einer Hansen. Han har gengivet den fintslebne fortællestil med dens gode dialoger og saftige kraftudtryk, »den onde sparke mig«, »fandeme nej«, »fanden flå og flække mig« – en mytologisk herre, som i øvrigt har sit at se til blandt handlingens skurke, mere melerede skikkelser og retskafne folk, altimens hovedpersonen Edmond Dantés iværksætter sine skånselsløse hævnakter, i egne øjne som Guds redskab i en hellig mission.

Eventyrlighed

I underholdningens og spændingens lyst går læseren umiddelbart med på denne forenklede moral, drevet af harme over samvittighedsløse opkomlinges rænker og magtbegær. Men sproget har andre toner end elegancens overflade med dens trivielt stiliserede klicheer af typen »et giftigt smil krusede hans læber« inviterer os til. Sproget tilføres både en lille fremmedgørende ironi og klang af store proportioner. Den grusomme, menneskelige komedie opererer nok med skabelonagtige figurer og motiver, som det eventyr den er med forbillede i Tusind og en nat, men antydningsvis også med Den guddommelige komedies højere tanke, markeret ved Edmond Dantès’ efternavn, den trefasede handling med hver sine typiske lokaliteter og en afsluttende erkendelse af, at magten og æren alene tilkommer Gud, en forsoning og noget, der ligner en kærlighedens verdslige apoteose.

Romanen har ikke bare store litterære forudsætninger, men et sandt følge af tematisk beslægtede værker, som Hans Hertel påviser i sit meget instruktive litteratur- og kulturhistoriske forord med smittende oplagthed. Det drejer sig om karaktertyper som den forfulgte uskyldighed, den forstødte, der vender tilbage, hævneren, sønnen, der søger sin forsvundne far, overmennesket som skæbnens agent, som det er tilfældet i eksempelvis Victor Hugos De elendige, Jules Vernes En verdensomsejling, Umberto Ecos Rosens navn. Tydeligvis er Svend Åge Madsens Tugt og utugt i mellemtiden muntert modelleret over Dumas’ roman om den uskyldigt dømte straffefange, der med en skjult skat til hjælp hævner sig på sine fjender. Her er fangeøen If udskiftet med Horsens Statsfængsel. Sådan er Dumas’ litterære niveau markeret.

Skæbnespillet

Edmond Dantés havnede i kachotten, snydt for sin karriere som kaptajn for det gode skib ’Farao’, han bragte velbeholdent hjem til sin skibsreder i Marseille, hvorefter han fejrede sin forlovelse med den skønne, catalanske Mercedes. Begge forhold vækker misundelse. Regnskabsføreren Danglars beskylder ham for at have bragt et vigtigt budskab videre fra den farlige Napoleon på Elba, og hans rival, fiskeren Fernand, lurer på hans kæreste. Anklageren Villefort har private, politiske motiver til at skaffe ham af vejen. Til denne stræbsomme trio slutter sig den fordrukne Caderousse, alle kommende hovedpersoner, der omsider en for en får det menneskelige og dødelige regnskab forelagt.

I spjældet får Edmond hemmelig kontakt med nabofangen abbed Faria, der lærer ham klassisk dannelse, kunstsans, naturvidenskab og adskillige fremmedsprog. Døende betror abbeden ham en hemmelig skat, skjult på øen Monte Christo. Edmond gemmer sig i Farias ligsæk og redder sig om bord på en smuglerbåd. Besætningen bliver et vigtigt bekendtskab som kommende hjælpere.

Tilbagekommen med lommen fuld af diamanter opklarer han det skumle komplot og indser smerteligt, at Mercedes er tabt for ham. Mens årene går, forbereder han grundigt sin hævn fornemt etableret som greven af Monte Christo. Det politiske system er ændret efter julirevolutionen og Louis Philippe indsat som »borgerkonge«. Edmond optræder her i år 1838 som respekteret ligemand i Paris’ saloner og omgås sine fjender, Fernand, nu general og greve, Langlars bankier og baron, Villefort statsadvokat, alle stenrige med stor husførelse og salonfæhige kvinder, hustruer og døtre. Caderousse stadig en forhutlet svindler.

Aladdin

Fortællingen giver sig god tid, bygger med uhyggelig konsekvens hævnens sindrige konstruktion op med grevens overlegne ro og bleghvide ansigt i et uigennemskueligt rollespil, som knækker modstanderne en for en. Kvinderne får deres tilmålte skæbne, intrikat i tilfældet Mercedes, der må gå i forbøn for sin og Fernands søn Albert, der overmodigt har udfordret greven til duel. Han skåner hans liv, men ikke Fernands. Som skæbnens redskab løfter han sig til herre over liv og død med overraskende magtmidler og eventyrlige kunster. På et bagtæppe af historiske begivenheder, realistiske miljøskildringer og orientalsk kolorit udfolder fantastiske begivenheder sig under greven af Monte Christos kommandostav. Fra sin aladdinshule har han ubegrænsede pengemidler og en tjenerstab til at udføre hans ordrer, som f.eks. på et øjeblik at købe og få indrettet et nabohus til en fjendes bolig og indsætte en hemmelig dør. Han har helbredende og dræbende gifte til disposition, kan forklæde sig som forskellige intrigerende personer, hans eget parisiske palæ er skueplads for mystiske aktioner og rummer en lejlighed, hvor den underskønne slavinde og orientalske prinsessedatter Haydée er til ærbar beskyttelse.

Kvindeskikkelserne er ellers mest nuanceret tegnet. Danglars’ datter Eugenie gør oprør mod hans ægteskabsplaner med hende og stikker af sammen med sin intime, musikalske veninde, mens Villeforts Valentine under dramatiske omstændigheder bliver forgivet og erklæres død, indtil greven befrier og genopvækker hende, så hun kan forenes med sin rette elsker. Den sejrende, overmenneskelige helt har fuldbragt sin gerning og kan forene sig med den elskelige Haydée og forsvinde ud af billedet, lige så brat som han kom, efterladende den forbløffede og let henrevne læser, svimmel af røgelse og syner af menneskelig nød og pragt i kontrastrige historier og detaljerede anekdoter.

Kærligheden som tema i indledning og slutning indrammer en hadets historie om ondt og godt, rigdom og fattigdom, overklasse og underklasse, magt og afmagt, forbrydelse og straf. Kort sagt har man læst en kulørt kolportageroman i mesterklasse i humorens forsonende sfære. Et på flere måder vægtigt bind i forlaget Rosinantes serie af klassiske storværker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu