Læsetid: 3 min.

Man må tjene på gyngerne, hvad man har mistet på karrusellen

Med købmandskløgt giver Tivoli plads til musikkens vækstlag med den nye festivalsatsning, Offspring. At det overhovedet er tænkeligt, siger noget om professionaliseringen i dansk musik
Norske Highasakite under weekendens Offspring-festival i Tivoli, hvor forlystelsesparken inviterede det musikalske vækstlag indenfor.

Norske Highasakite under weekendens Offspring-festival i Tivoli, hvor forlystelsesparken inviterede det musikalske vækstlag indenfor.

Bax Lindhardt

28. april 2014

Candyfloss indtaget samtidig med hårdtslående gangster-rap? Skyde bjørne og høre elektropop? Stenet rock og så en tur i rutsjebanen? What’s not to love, fristes man umiddelbart til at sige om Tivoli Offspring Festival, der over to dage præsenterer fyrre opadkommende musiknavne fra det hjemlige vækstlag, fordelt ud over fem scener på to forårsdage.

Mens Tivoli de sidste to år har kørt et lignende arrangement under navnet Fredagsrock Festival, er arrangørerne i går gået et skridt videre. Og man forstår godt behovet for en navneforandring.

Fredagsrocken er en institution – og for mange et tilbagevendende element i storbysommeren. Derfor virker det oplagt at udvide konceptet efter samme princip, som når en chokoladebar med et stærkt brand også avler en ispind og en kakaomælk af samme navn. På den anden side er Fredagsrock en misvisende betegnelse for en todagesbegivenhed, og tager vi tilmed programmet som et tværsnit af dansk musik anno 2014, så står det klart, at rocken har mistet den hierarkiske forrang, der berettigede det gamle navn.

Hengemt rock

Om lørdagen, hvor denne anmelder tog arrangementet i sit forårskåde åsyn, var rocken i al fald undtagelsen snarere end reglen. Der hvilede en lidt bedaget stemning over den besynderlige, hengemte scene i Smøgen, hvor Vise Vers Huset førhen lå, og som nu var helliget rocken. Fra ølhavens terrasse kiggede guitar-konservatorerne Whores & Thieves ned på publikum som rockblomster i en overdimensioneret altankasse. I et harmløst testosteronteater viftede den hærdebrede forsanger med sit omvendte mikrofonstativ som en sur bonde og vrængede »I’m a modern day gay man«. Sådan opfattede min ledsager i hvert fald sangteksten, indtil den ved et genhør snarere viste sig at være »I’m a modern day caveman«. Åh ja, de fejlhørte teksters underfundige betydningssabotage skuffer aldrig.

Imens hyggede lydfolkene sig med at blæse »Purple Haze« ud af PA-anlægget i hovedet på abonninerne med margueritøreringene, der kom spadserende forbi Plænen. Men hvis rocken denne dag var i defensiven, så excellerede poppen. Måske fordi den går så fortræffeligt i spænd med den gamle haves paradisiske nydelses- og forbrugslov.

Den kompetente færøsksprogede duo Byrta undgik med udadvendthed og sprælsk spilleglæde de klicheer om kølighed, alvor og indadvendthed, der ellers omgærder megen nordisk elektropop. Ligesom dagens øvrige elektroniske navne spillede duoen på en scene mellem Radiobilernes spejlvægge, hvor syntetisk vaniljeduft gled sammen med glitrende synthesizere i en behagelig, ubekymret bevidsthedstilstand. Omgivelserne fungerede så godt, at man kan undre sig over, at festivalen ikke havde inddraget andre af havens smukke panoramiske parallelverdener fra det forrige århundrede som Pantomimeteateret og karrusellen.

Lige så overbevisende var det kantede pophåb Kill-J, der i Glassalen parrede tunge, minimalistiske hiphop-elementer med højfrekvente Mariah Carey-fraseringer. Frontfiguren Julie Aagaard undergravede sit aparte cybergangsterlook, da hun sødt udbrød: »Jeg blev så begejstret, at mit snørebånd gik op. Jeg binder det lige.«

Blå mandag

Den romantiske Harmonipavillon var reserveret til hiphop. Inden trækplasteret Sivas her lukkede aftenen, fremførte den dansk-palæstinensiske rapper Marwan sammenbidt sine betragtninger fra Underdanmark, mens araberdrenge med håret trimmet i den obligatorisk ø på issen stod side om side med midaldrende mænd med »Vesterbro Rock Radio« skrevet i comic sans på t-shirten.

Med koncerter af blot en halv times varighed er det ikke til Offspring, man finder de dybt opslugende liveoplevelser. En rendyrket hedonistisk festivalstemning med ølsprøjt, afsvedet græs og solpletter for øjnene indfandt sig aldrig. Et familievenligt lydniveau sikrede derimod, at atmosfæren lå et behageligt sted mellem blå mandag og gratis friluftskoncert.

Offspring ligger nok for tidligt i forhold til turistsæsonen til at fungere som udstillingsvindue for dansk musikeksport. Men arrangementet er et klogt træk, fordi det immervæk giver kant til den midtersøgende hyggetotalitarisme, der i en lang årrække kendetegnede parkens ambitionsniveau. Det er prisværdigt, at Tivoli som nationalsymbol ikke blot skummer fløden ved at satse på etablerede magnetnavne som Sort Sol, Rasmus Seebach og Medina, men også tager ansvar ved at gøde det vækstlag, som både fællesskabet og forlystelsesparkens bundlinje fremtidigt kan nyde godt af. ’To give something back to the community’, som det lidt frelst hedder i den amerikanske mæcenbaserede kulturpolitikforståelse.

Men når festivalen er blevet en realitet og en relativ succes, kan det nok ikke alene tilskrives nytænkning fra Tivolis side. Det er også et tegn på den omfattende professionalisering, som dansk musik er gennemgået. En udvikling, som selv ikke hovedstadens turistindustrielle mastodont kan ignorere.

Tivoli Offspring Festival: København, 25.–26. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu