Mens vi skriver nekrologen over indie-musikken ...

Indie er blevet en hensygnende zone uden udsyn eller energitilførsel. Derfor kan der selvfølgelig godt laves god musik derinde. Men også en del middelmådig
11. april 2014

Mens man forbereder nekrologen over indie-musikkens bredspektrede happy-melankolske økoflipper-cool formalistisk eklektiske, ofte legesyge, men efterhånden altid uniforme musik, så kan man med fordel lytte til Treefight For Sunlight. Ud over at de har lavet en strålende anden plade, fortæller de os noget vigtigt. At besøgelsestid i sidste ende er noget pjat. At man stadig kan lave god musik, efter det kreative boom er døet ud.

Indie sætter ikke længere den musikalske dagsorden, og Treefight For Sunlights andet album lander dårligt timet midt i en ung musikkultur, der har flyttet fokus til hiphop, moderne r&b og heavy metal – fordi disse genrer og kulturer oplever kreative booms. Men Pizza er stadig en strålende plade.

Kompositionerne bæres af en harmonisk varieret elegance og af stor detaljerigdom. Det er et lifligt organiseret febersyn ned gennem musikhistorien. Tidlig britisk henført psykedelisk rock a la Pink Floyd i Syd Barrett-dagene. Amerikansk og dansk drømme/mareridtspop a la Sparklehorse og Sleep Party People. Og amerikansk elektronisk marmoreret og dunkende neo-psychedelica a la de heftigt kopierede Animal Collective. Men i deres blandinger af båndindspillede trommer og elektroniske manipulationer har Treefight For Sunlight ikke kun fundet muligheden for at fucke med tid og krop, men også for at undersøge en synkoperet rytmik, der smælder musikken fri af rockkramperne.

Pizza kan også høres som et resultat af hårdt arbejde og af et velfærdssamfund, der tillader fire nordjyder at dygtiggøre sig inden for noget så jamrende urentabelt som musik. De har brugt to år i deres eget studie. Og det kan godt være, at udgivelsen ikke kan måles på bruttonationalproduktet, men så dropper jeg sgu gerne en gang millionbøf for at give plads til en kultur, der tillader fordybelse uden børsnotering i sigte.

Talentet er også evident hos Quick Quick Obey. Fire drenge fra Thy, der både kan finde ud af at lyde som Grizzly Bear, Efterklang og Cody. Heri gemmer sig et løfte, men først når de holder op med at lyde som en eftertanke på nævnte forbilleders højstemte indie-salmer. Det virker i hvert fald, som om de helt enkelt er så ferme, at de har fundet alle de svar, de har ledt efter på debutalbummet Bulb Days. Men når en genre er kørt fast, har den brug for spørgsmål.

Bulb Days bliver for anæmisk undervejs, men halvvejs, fra og med »We’re Getting Somewhere«, er det, som om kvartetten smider det nuttet hymniske over bord og koncentrerer sig om at navigere lidt mere egensindigt mellem fyrtårnene. Og pludselig har Bulb Days sin egen identitet. Altså 50 procent af tiden.

Anstrengende følsomhed

Djævelskabet hos mange unge indie-bands findes i vokalharmonierne, hvor man har fundet en særlig melodisk formel, der dyrker hymniske fald og stigninger. En følsomhed, som er blevet skabelon og dermed anstrengende. Det sker hos Quick Quick Obey, på første halvdel af deres debut, og det sker også på Alcoholic Faith Missions nye album We Stop The World From Falling Apart.

Alcoholic Faith Mission trækker på flamboyant inderlig indierock fra Flaming Lips, Arcade Fire og måske Architecture In Helsinki. De dyrker optimistisk højdespringende melodier, sikre kompositoriske skift, fine vokale kontrasteringer mellem mænd og kvinder. Fermt håndværk. Men desværre hviler de alt for habilt i indie-reservatet, hvor lyset er ved at gå på vågeblus, de udfører genrens sakramenter uden at ryste på hænderne. Det er virkelig dygtigt og charmerende og også ganske legesygt, men det virker, som om det sker inden for en træt og fortærsket ramme.

Betydningsfulde pauser

Så findes der noget helt andet på danske Vessels andet strålende album, Velocities: En dyb tone af eftertænksomhed, en fornemmelse af fucking kubikkilometer af musikalsk væren. Også selv om albummet har en yderst intim atmosfære med sin rolige udforskning af en slags højtidelig kammer-singersongwriter. Instrumenterne synes at trække vejret i både harmoniske og disharmoniske fællesskaber. Et klaver vakler, strygere påbegynder sætninger, du selv må fuldføre, et orgel istemmer, men vælger at lade stilheden komme til orde igen. Pauserne fylder og er fulde af betydning, fordi skønheden synes at fortætte sig omkring dem – og fordi du får lov til selv at digte videre i åndehullerne.

Vessel er drevet af Anders Mathiasen – den ene halvdel af Murder, som også tæller Jacob Bellens. Solo søger Mathiasen her på sit andet album væk fra gængse sangformer og ud i improviserede og udflydende landskaber, der hele tiden begynder og holder op med at bevæge sig. Det er let at genkende David Sylvians aristokratisk ambiente spiritualitet, men især slægtskabet med Mark Hollis’ ubegribelige mesterværk fra 1998, der slet og ret hedder Mark Hollis, er tydeligt. Ja, der er steder, hvor de krøllede korte fraser på klaveret trækker direkte på udforskninger fra mesterværket. Men alene modet til at søge ud i dette landskab optjener i min bog rationeringsmærker til en hel kunstnerisk istid.

Og Mathiasens vilje til at lade sangene åbenbare sig langsomt og uden forcering er åndeløst smuk. Velocities er et sted, hvor musikken ikke er blevet til et egentligt territorium endnu. Helt ulig indie, der for længst er blevet et reservat.

Treefight For Sunlight: Pizza (Tambourhinoceros)

Quick Quick Obey: Bulb Days (Antiphonics)

Alcoholic Faith Mission: We Stop The World From Falling Apart (PonyRec)

Vessel: Velocities (Playground)

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Klaus Rød Frederiksen

Hvad er det med hr Christensens tilbagevendende ritualmord på indierocken?
At det danske anmelderkorps’ tidligere mr. Indie har fundet nye pastorale områder på den amerikanske prærie at græsse af, kan man ikke have noget imod, men hvorfor det skal ske på bekostning - hvis ikke på graven - af en hel genre, som trods alt stadig spræller og senest vel har banet vej for en hel generation af selvstændige singer songerwritere, forstår jeg ikke. I bedste fald får han musikken til at ligne en modebranche, hvor snittet kun har et afmålt antal år at gøre sig ud til bens i, i værste fald bliver det nærmest en fundamental kosherkliche at lytte til, når noget musik pludselig er uspiseligt, selvom det ser lækkert nok ud. Det er en svært syret oplevelse at læse, hvordan hr Christensen egentlig synes godt nok om Treefight for a Sunlights Pizza, men desværre bare ikke kan lide den alligevel, fordi det er et indie-album?
Det er ikke første gang denne vinkel opleves fra hr Christensens side, og jeg kan ikke undgå at tænke han søger rollen som profet. I så fald påtager jeg mig gerne den traditionelle modspillers rolle og siger skrub ud af indieland, eller præk en regulær musikalsk vurdering uafhængig af mode- og profetdrømme. Jeg ved han kan.

anbefalede denne kommentar