Læsetid: 3 min.

Et musisk barn

Angela Hewitt er et møde med en musisk opdragelse, der i al sin enkelhed gør den klassiske musikarv levende
12. april 2014

Angela Hewitt voksede op i Canada. Her spillede faren orgel i kirken, og Angela voksede op med Bach i ørerne, gik til ballet og sang, skøjtede og spillede klaver. Begge forældre var hendes lærere, når hun spillede. Som hun selv siger i et interview: »My father and my mother … taught beautiful phrasing, beautiful tone, beautiful legato and detached playing. We were never allowed to bang; everything had to sing and to dance.« Og det er præcist de attributter, man kan hæfte på Hewitt i dag. Det er ikke så tit, at det, kunstnere siger, de gør, også er det, de faktisk gør, men sådan er det her. Måske fordi det er så enkelt. Der er absolut ingen uindløste prætentioner over Hewitts spil, men bare de helt enkle anvisninger fra hendes barndom og de er alt nok.

For hvis der er noget, der slår hårdt, når man hører Hewitt spille, så er det et godt gammeldags legato, en helt utrolig troskab over for musikken, hvor ingen stemmer bliver glemt, ingen fraseringer ikke bliver ført til ende, ingenting, der har ret til at synge, ikke får lov at synge, og ethvert tiltag til dans adlydes. Den eneste personlighed, der tilføres, er et meget villigt og opmærksomt væsen og en livlig billedverden. Eller måske skulle man snarere bruge ordet fantasi og rense det for subjektivitet og gå tilbage til roden: tilsynekomst. Angela Hewitt får musikken til at vise sig og til at falde ned i vores verden. Ikke som Fantomet eller Superman, ingen superkræfter her, men musikken bliver selv et uhysterisk fænomen, noget der viser sig, og noget der viser os, hvad der faktisk findes i verden. Bach for eksempel.

Bare musik

Ved koncerten onsdag aften i Mogens Dahl Koncertsal, hvor Hewitt ret exceptionelt er ’artist in residence’, spillede Hewitt et velkomponeret program, som nok kun en kunstner som hun kunne indfri så tilfredsstillende. For vejen var lagt fra Haydns ekspanderende variationer til Beethovens spæde sonatebarndom, en tur over Bachs evige marker og så en tur i Liszts romantiske skærsild, inden hun overraskende sluttede af med et Max Reger-arrangement af Strauss-sangen »Morgen« som ekstranummer. Man kunne kalde det et potpourri. Og man kunne forvente, at sidde tilbage og kedeligt vurdere, at det ene eller det andet faldt heldigere ud, men egentlig ikke. Hewitt tager fat i den lange tråd og spiller alting ud fra samme plastiske koncentration, der får alle værker til at vise sig. Det er sådan set bare musik. Du hører det bare ikke så tit.

Masse og substans

Haydns variationer over et andantetema i f-mol er som en bradepande fuld af vand. Det er ret kedeligt langt hen ad vejen men til sidst er svingningerne store nok til, at man kan mærke, at det snart flyder over, og det er ganske dramatisk i sig selv. Angela Hewitt var tro over for alle de små udbryderfigurer og trillede, så man forstod, det var triller med en oprørsvilje og ikke forsiringer, men sådan helt ud af sig selv gik værket dog aldrig. Til gengæld forvaltede hun andantemassen med en koncentration, der var absolut advokerende for et spændingsfelt i klassikken som noget, der gerne vil blive til Beethoven.

Beethovens »Klaversonate nr. 2 i A-dur opus 2« var spejlbilledet på den anden side, der kiggede tilbage til Haydn og ærede hans billede. Igen løftede Hewitt noderne ud af papiret og gjorde dem til virkelighed, igen ikke med så meget fylde, man måske kunne ønske sig, men stadig med den samme troskab og den samme plastiske koncentration og et komplet billede af sonatens substans. Når Hewitt spiller Bach, gør hun helligdommen til et menneskeligt univers. Arkitekturen bliver til stemmer, og rytmen bliver til puls. Sarabanden er dybfølt i stedet for højtidelig, og med gavotten er der plads til en lille arkaisk idyl. Alle satser i Bachs »Engelsk suite nr. 3« sang og dansede. Og havde man manglet fylde tidligere i koncerten, så fik man det med Liszts »Dante-sonate«, som Hewitt ubesværet rystede ud af armene.

Angela Hewitts spil er kultur i sin bedste forstand. Ikke noget skabt, ikke noget kreativt, men en lykke lavet på det skabte. Musernes mor var erindringen, og det er den, Hewitt bruger – ikke bare sin egen barndomserindring fra kirken, men en større kulturel erindring, som kan gøre én lykkelig i dagevis.

Onsdag den 9. april kl. 20. Mogens Dahl Koncertsal. Klaver: Angela Hewitt. Musik af Haydn, Beethoven, Bach og Liszt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu