Læsetid: 5 min.

Noa er stadig psykotisk

Darren Aronofsky mestrer ofte at beskrive, hvordan grænserne mellem det gode og det onde i mennesket flyder sammen. I sin forvirrede filmatisering af den bibelske katastrofefantasi om syndfloden, ’Noa’, rusker han i urfortællingens iboende psykotiske narcissisme: forestillingen om at overleve verdens velfortjente undergang. Men han rusker kun lidt
’Noa’ er en monumental og komplet stilforvirret og vild fortolkning af 1. Mosebogs undergangs- og genrejsningsfortælling, hvor Russell Crowe spiller Noa: en først mild, så vild mand.
3. april 2014

Historien om Noas ark, om syndfloden og overleverne, er den måske mest groteske bibelske fortælling af dem alle – og en urfantasi. Den er kulturel rygrad i den vestlige survivalistbevægelse og hos andre overlevelseshobbyister, der paranoidt, antisocialt og lavpraktisk garderer sig mod ’Katastrofen’ – fremfor at kæmpe for at forhindre den. Urfantasien lurer i katastrofekapitalismens logik (intet er så skidt – muahaha – at det ikke kan være godt for væksten at starte helt forfra). Identifikationen med Noa lurer i alle hyggeekskluderende fællesskaber. Den ligger dybt og grumt i os alle. At putte sig, selvretfærdigt, og opgive omverdenen.

Nu, i 2014, i en monumental og komplet stilforvirret og vild fortolkning af 1. Mosebogs undergangs- og genrejsningsfortælling spiller Russell Crowe Noa: en først mild, så vild mand. En nat drømmer Noa, at verden vil blive oversvømmet, de onde synke til bunds, de gode – alle dyrene og hans egen familie – flyde ovenpå, rensede. Så bygger han en ark. Vi har altså stadig at gøre med en ultravoldelig, narcissistisk udrensningsfantasi, en slags psykotisk idé om, at verden kan være så fordærvet, at det er bedst at slå alle ihjel – at overskylle lortet og starte forfra.

Noas psykogyserrum

Med tanke på netop psykosen er det interessant, at det er den ofte ganske mesterlige instruktør, amerikanske Darren Aronofsky, der nu iscenesætter og fortolker det, der altså kan anskues som Noas narcissistiske vrangforestilling.

I en narrativ og visuel eksplosion instruerede han i 2000 Requiem for a Dream, der frygtløst kastede sig over stofmisbrugets gruopvækkende nedture. Med den pseudobuddhistiske The Fountain (2006) lavede han en af moderne filmhistories mest prætentiøse visuelle orgasmer, helt og aldeles rædselsfuld, men smuk. Han – og medmanusforfatter på The Fountain og Noa – er ikke bange for at komme med et frisk bud på livets faktiske mening. Med den mesterlige balletgyser Black Swan fra 2010 trådte han stilfuldt, først perfekt balanceret, så perfekt eskalerende, ind i dualismens mørkekammer, ind i et uhyggeligt og vanvittigt medrivende psykogyserrum. Og om noget er også historien om Noas ark et psykogyserrum.

Mørkemennesker

Således arbejdes der også med binære modsætninger, lys og mørke. Noa og hans to smukke sønner er så gode som det græs, de forsigtigt betræder ved deres tilbagetrukne, selvforsørgende helle, langt fra den uciviliserede civilisation. Da den ene søn i glæde over Guds smukke natur, vil plukke en lille fin blomst for at gemme på dens skønhed, forklarer Noa ham venligt om det syndige i unødvendigt at fratage naturen dens spirende gaver. Noas slægt kan ikke forestille sig noget mere barbarisk end at myrde og spise dyr blot for at få styrke, når nu det er Gud, der giver styrke. Sådan er de bare: velsoignerede, kønne og helt vildt gode mennesker. Alle andre mennesker, derimod, er gennem to generationer blevet til groteske, barbariske undermennesker med rådne tænder og beskidt hår.

En af den voldsomt dyre films kernemålgrupper, de købestærke kristne, var efter sigende i oprør efter at have set testvisninger af filmen. De mente ikke, at historien lagde sig tæt nok op ad Bibelen. De mente, at Noa var for mørk og intens en karakter. For vi ser ham drikke sig fuld i vin, gisp, og, værre, vi ser ham egenhændigt forsøge at myrde. Filmens selskab, Paramount, afprøvede en hel række testversioner på det kristne publikum for at gøre det tilfreds. Men til slut sejrede Aronofskys oprindelige version, lyder historien. Trods det er det meget svært at se, at dette skulle være en film skabt af en auteur, af Aronofsky.

Stilforvirring

Til tider er Noa helteepisk og rørstrømsk, vi ser dyrene strømme i overvældende horder til arken, filmet fra helikopter (eller set fra Guds synsvinkel?). Til tider er Noa underligt Hollywood-humoristisk med grotesk selvretfærdig uskyld. Anthony Hopkins spiller nærmest overkarismatisk og med lange hvide hårtrevler fra nakken og ned Noas vise bedstefar, der skal guide Noa i rigtig retning. »Du skal være glad for at have fået dit udseende fra din mor,« siger han til Shem og blinker jovialt drillende til Noa. Hø hø. Til tider er Noa sindssygt smuk med netop den visuelle prægnans, som Aronofsky kan komponere billeder med, og med en superhård, overvældende lydside.

Til tider bliver Noa fantasypræget: Noas familie får således hjælp af lysengle, der i sin tid som straf for at hjælpe menneskeheden, blev forvandlet til store, klodsede klippefigurer, oldtidens Transformers, med nuttede øjne og mørke, menneskelige stemmer. De bliver Noas godmodige og kære hjælpere, som var vi i en Steven Spielberg-film. Emma Watson spiller den adopterede bastard, Ila, der forelsker sig ulykkeligt i Sem, den trutmundede lækkermås, Douglas Booth. Her er der lidt for det fantasyelskende, hyggeliderlige ungdomspublikum.

Kærlighedspsykosen

Ligesom i Black Swan, men meget mindre elegant, opløses modsætningerne mellem det onde og det gode også til slut i Noa. De overskrider hinanden. Slutningen placerer sig i et lidt mere komplekst, menneskeliggjort rum. Et psykogyserrum. Noa tvivler ikke blot på verden omkring sig, men også på sig selv. På mennesket, simpelthen.

Hvor Gud i den reneste psykotiske version, Bibelens gamle udgave, træder frem med et lune, der er suverænt (»Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra Jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem,« siger han.), så overlades bestemmelsen af, hvad der er godt for mennesket, til Noa.

Pludselig tvivler Noa på, at det på nogen måde ville sikre en god ny verden, et nyt Paradis, hvis menneskene – inklusive hans egen familie – skulle være med til at føre den videre. Der findes mørke i alle mennesker, indser han. Når han samler en gigantisk ark fyldt med reproduktive dyrepar, kan han ikke have reproduktive mennesker med. Det bliver en slags teodicéspørgsmål rettet mod mennesket selv. Det hedder ikke: »Hvis Gud er algod og almægtig, hvorfor har han da skabt en verden, hvor uskyldige lider?« men: »Hvis verden korrumperes af mennesket, hvorfor så overhovedet eksistere? Hvorfor leve i hinandens skygge?«

Svaret, som den gode adoptivdatter Ila giver ham, er kærlighed. At gode mennesker har kærlighed. Med det er vi tilbage til dualiteten igen: til modstillingen mellem de gode og de onde. Det er måske den selvfølelse, det kræver, når man har en snor op til Himlen. Gudstro er en ret vild form for selvopretholdelse – også, og atter engang, i denne psykotiske version af en katastrofefortælling, hvor alle må dø, så de gode kan leve rent.

 

’Noa’ Instruktion: Darren Aronofsky. Manuskript: Darren Aronofsky og Ari Handel. Amerikansk. (Biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Gad egenligt vide hvordan nutidens preppere vil forholde sig til denne problematisk hos verdenshistoriens første af slagsen.

Michael Kongstad Nielsen

Men fantasien eller historien om Noa er slet ikke så langt fra vore dages situation, hvilket anmelderen burde påpege, for klimaet hvæsser sine tænder i disse år, og gør klar til en ny "syndflod".

Kjeld Hansen

En gang ud i en ikke så fjern fremtid kan klimaforandringer brutalt og kynisk gøre op med en ellers uløselig overbefolkning af kloden. En klimasyndflod, som de magtfulde og velhavende dele af verden vil overleve, mens de magtesløse og fattige falder fra.

- Naturen har igen oprettet balancen. Kynisk, hensynsløs, umoralsk og ufattelig som kun naturen kan gøre det.

Mennesket selv tror jeg ikke kan forhindre katastrofen. Den er på det nærmeste forprogrammeret og selvforstærkende med en voksende befolkning, som alle stiller krav om forbrug og materielle goder der ellers i et år hundred har været forbeholdt den såkaldte vestlige verden. Selv med livet som indsats som det ses dagligt med økonomiske bådflygtninge mellem Afrika og Europa.

Klodens klimaproblemer skyldes forbrug af ressourcer naturen har gemt og forsejlet i undergrunden. Et ressource forbruge skabt af mindre end 20 procent af klodens mindre befolkning i det 20. århundred. Om måske 20 år er vi dobbelt så mange mennesker på kloden som i 1999. Da min Far var barn i 1940'erne var der ca. 2 .200.000.000 mennesker, da jeg var barn i 1960'erne var der ca. 4.400.000.000 mennesker, nu under min datters barndom er der ca. 7.000.000.000 mennesker ( http://udviklingstal.um.dk/da/tematiske-indgange/befolkning-levevilkaar-... ) .

- Derfor kan katastrofen ikke undgås. Den er som sagt forprogrammeret om man kan lide det eller ej. Det er ganske enkelt den barske realitet.