Den nye materialitet

Passages nummer om poesi leverer fremragende overblik, men efterlader samtidig det indtryk, at der er ved at danne sig et nyortodokst akademisk lingo
Passages nummer om poesi leverer fremragende overblik, men efterlader samtidig det indtryk, at der er ved at danne sig et nyortodokst akademisk lingo
25. april 2014

Da Katrine Marie Guldager for nylig udgav sin digtsamling Et sted i verden, hæftede man sig som anmelder ved en iøjnefaldende diskrepans mellem teksternes enkle, nøgterne udtryk og bogens lækre, ødsle udstyr. Men måske det havde været bedre ikke at tale om diskrepans, men om en dialektik?

Det er i hvert fald den tanke, man får, om man medreflekterer en række nytænkende bidrag i tidsskriftet Passages nummer »Lyrik på tværs«. Her hæfter Krista Stinne Greve Rasmussen sig just ved en trend i tidens bogproduktion, som man kunne kalde en længsel efter »taktiliteten i det analoge«. Hun taler ligefrem om en nymateriel bølge, hvor manglen på taktile kvaliteter i det digitale åbner vores øjne for den trykte litteraturs overflod af samme. Oplagte eksempler er Mette Moestrups intermediale projekter plus især Ursula og Julie Andkjær Olsens Have og helvede (2010), der blander billede og tekst, men også i billederne skifter mellem håndskrift, collage og broderi.

I kraft af sine opfindsomme lege med genrer, medier og former udgør Ursula Andkjær Olsen åbenbart det perfekte analyseobjekt for de forskere, der vil videreudvikle deres litteraturfaglige tilgang. Hun beskrives i hele fem af Passage-nummerets bidrag, seks hvis man tæller forordet med. Forklaringen er, at nummeret netop fokuserer på former, der går på tværs.

Fra papir til skærm

Overflødighedshornet af perspektiv-åbnende indsigt lægger smukt ud med en oversigtsartikel af Joseph M. Conte (Buffalo, USA), som betegner digtet i den digitale epoke som »et multimodalt ikon«, i hvilket tekst og billede samvirker komplekst i betydningsdannelsen og ofte kræver af hjernen, at den kan skifte mellem to områder og kognitive funktioner: læsning og billedsansning.

Jamen hov, vil nogle så sige, det er der da ikke noget nyt i. Det er da ikke kun noget, der sker i en tidsalder domineret af intermediale relationer. Tekst og billede blandedes da også flittigt i den tidlige avantgardes eksperimenter med skriftens visuelle udtryk. Tænk på kubismen i Paris, vorticismen i London, futurismen i Italien, konstruktivismen i Rusland. Jovist, vil Conte så svare: Apolli- naire, Pound, Marinetti og Khlebnikov kom ganske rigtigt medieudviklingen i forkøbet. Men denne udvikling kunne slet ikke fuldbyrdes, så længe man kun havde papiret til rådighed!

Denne pointe, hentet fra Marjorie Perloff, baner vej for artiklens overordnede påstand, at vi måske vil nå et punkt i vor multimodale kultur, hvor det ikke længere giver mening at skelne mellem visuelle, konceptuelle og litterære kunstnere. I mellemtiden ser vi så bogens kunstnere sætte deres kræfter og ekspertiser ind på at udnytte de elementer, der definerer bogens materialitet. Vi er langsomt ved at give slip på bogen, men ser med nostalgi tilbage på dens håndgribelighed, eller man søger omvendt at drive bøgernes fysiske sprog til nye æstetiske højder, som det sker hos søstrene Andkjær Olsen.

Det uoriginale geni

Atter andre veje tegnes af digital poesi og konceptuel litteratur, hvoraf førstnævnte indkredses af norske Hans Kristian Rustad, sidstnævnte af Martin Glaz Serup. Hos nordmanden er genstanden svensk, Johannes Heldéns Entropi (2010), der både foreligger som en trykt bog og som en cd med tekst, grafik, lyd, dynamisk materiale – et eksempel på litteratur, hvor tekstens materielle sider spiller en væsentlig rolle i dannelsen af betydning. Til at forklare, hvordan bogen og det digitale medie kan virke sammen, opfindes et nyt begreb, »poemevent« (digtbegivenhed), byggesten i en teori om materialitetens funktion i mødet med den litterære tekst.

Den teori synes godt på vej, lige så vel som en tænkning over konceptuel litteratur. Her talte man indtil for få år siden om »poetiske dokumenter«, »postproduktiv litteratur« og »uncreative writing«, det sidste fordi det på konceptkunstens felt IKKE går ud på at »skrive (sig) selv«. I stedet for at undersøge, hvad det er muligt at udtrykke med ord, undersøger den postproduktive litteratur, hvad det er, der faktisk bliver udtrykt med ord. Idealet er »det uoriginale geni«, og interessen samles ikke om udsagn, men om kontekst, situation og diskurs. Alt sammen ifølge Martin Glaz Serup, der også strør om sig med labre slogans såsom performativ værkforståelse og processuel tilgang.

Er der mon ved at udvikle sig et nyt litteraturvidenskabeligt lingo? Den tanke kunne man let få ved læsning af Passages analyserende bidrag, hvoraf de tre som antydet nærmest helgenforklarer Ursula Andkjær Olsen som eksperimentelt ikon. Birgitte Stougaard Pedersen studerer hendes Selvoptagelser (digt og video, 2006) og taler om flerstemmighed, diskurs, mediering, performativitet samt montageagtig interaktion, og Louise Mønster viser, hvordan yngre dansk litteraturs insisterende fokus på »krop, køn og identitet« (artiklens ofte repeterede mantra) kan beskrives i et treleddet forløb. Allerførst for-moderen Pia Juul, så mødrene Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup. Derpå døtrene Olga Ravn og Christina Hagen. Og endelig medsøs- trene Amalie Smith og Asta Olivia Nordenhof. Hos alle syv digtere går interessen for krop, køn og identitet hånd i hånd med æstetisk nydannelse og danner et fælles felt for poetisk udforskning og refleksion. Og ved at der eksperimenteres med poesiens udtryk og grænser, frembringes der kunst med »subversivt potentiale«.

Er der ved at danne sig et nyt akademisk karrierebefordrende gruppesprog? Den tanke bestyrker Susanne Kemp, der i sine såkaldte »ikke-læsninger« af Pia Juul, Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen såre typisk opsøger ikke teksternes indhold, men deres poetiske greb. Det skal nemlig helst dreje sig om, hvad teksten GØR, mere end hvad den ER eller SIGER.

Klodsethedens kunst

Efter disse opvisninger i ny akademisk ortodoksi er der noget befriende i at ifølge Jakob Schweppenhäuser på hans rundvandring i Nikolaj Zeuthens mangfoldighed af kunstneriske udtryk: sang, digt, roman, drama, tegneserie. Gennemgående er her, hævdes det, dobbeltheden af bredt appellerende folkelighed og subtilt raffinement og den tilsvarende dobbelthed af det naivt infantile og det komplekst elaborerede. Selv ser og hører jeg, synes jeg, mest ubehjælpsomheden. Men det gør skam ikke noget, forsikrer Schweppenhäuser, der er jo netop tale om en kejtethedens og klodsethedens æstetik.

Således beroliget takker jeg varmt for dette fremragende tidsskriftnummer og slutter af med helhjertet at anbefale Peter Stein Larsens afsluttende oversigt, der solidt pædagogisk viser samspillet i nutiden mellem litteraturvidenskabens teoretiske og metodiske innovationer og så den lyriske genre. Herligt, at den slags artikler stadig lader sig skrive, næsten uden at bruge buzzwords.

Passage 69. Lyrik på tværs. Redigeret af Louise Mønster og Peter Stein Larsen. 148 sider. 120,00 kroner. Aarhus Universitetsforlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu