Læsetid: 5 min.

’Hvis jeg så ud som dig, så ville jeg tage mit eget liv!’

Hvis man ikke fatter, hvordan børn kan være så lede ved hinanden, så er det, fordi man ikke husker sin egen folkeskoletid ærligt. Den svenske kunstner Anna Odell konfronterer i sin forrygende stærke og skæve ’Gensynet’ sin barndom med lag af fiktion, der også prikker til publikums dårlige samvittighed
Da den svenske kunstner Anna Odell finder ud af, at de klassekammerater, der mobbede hende gennem hele hendes skolegang, har holdt en jubilæumsfest uden at invitere hende, laver hun sin egen jubilæumsfest med skuespillere, hvor hun læser den tale, hun havde planlagt at holde for klassekammeraterne, op.

Camera Film

1. maj 2014

Der var seks stole ved hvert bord i kantinen, og pigerne i Annas klasse satte sig hver dag til frokost ved to af dem. Der var ikke plads til Anna. Pige nummer 13. Hvis Anna kom først ned i kantinen, så sagde de andre piger, at bordet var reserveret. Og hvis en pige fra klassen var syg, så var der stadig ikke plads til Anna, så sad der en ’usynlig ven’ på den tomme stol. Og hvis Anna insisterede på at sætte sig alligevel, så rejste de andre sig i flok og satte sig ved et andet bord. Så Anna spiste alene. Hver dag. Stort set gennem hele sin skoletid.

»Hvis jeg så ud som dig, så ville jeg tage mit eget liv. Kan du ikke bare gå hjem og gøre det, det ville være så fandens skønt,« sagde en af drengene altid til hende.

Men hun tog ikke sit eget liv. Hun kunne ikke tåle tanken om, at klassen så ville grine af hendes usminkede og blottede ansigt i kisten.

Vi ser ikke disse triste barndomsminder dramatiseret i den forrygende stærke Gensynet. Vi ser kunstneren og debutinstruktør Anna Odells ønske om at konfrontere sin gamle klasse med minderne. Vi ser ensomheden og frustrationen i den voksne Anna Odells øjne, når hun minder sine klassekammerater fra dengang om det, de udsatte hende for: den banale, daglige ondskab, som alle kan gøre sig skyldige i. Vi ser dem rulle med øjnene og kigge forlegent væk og skåle med hinanden. Hvorfor rippe op i noget, der er så længe siden?

Mange år senere, før filmen bliver til, står Anna Odell ved Liljeholmsbroen i Stockholm og tager tøjet af og ligner en, der skal til at springe ud. Hun bliver indlagt på det psykiatriske hospital Sankt Göran, hvor hun bliver tvangsmedicineret. Næste dag afslører hun, at hun er en del af et kunstprojekt. Med ét er den unge studerende på kunstskolen Konstfack blevet den mest omtalte person i nyere svensk kunstdebat. Kan man tillade sig at slå plat på systemet på den måde, fråse med de svenske skatteborgeres penge? Nu er der atter en stor flok, der synes, at hun er underlig og ikke hører hjemme i deres fællesskab. Men også pludselig en helt masse, der bakker hende op.

På nogenlunde samme tid er det 20 år siden, at Anna gik i folkeskole, og hun har forberedt en tale – en slags kunstprojekt – om den tid, som hun vil holde for de andre til jubilæet. På et tidspunkt finder hun ud af, at de andre faktisk har fejret jubilæet. Uden at invitere hende. Så laver hun sin egen jubilæumsfest med egne skuespillere og læser talen op for dem og forårsager den skandale, som hun forestiller sig, at hendes rigtige klassekammerater måske havde frygtet, at hun ville lave. Og så inviterer hun disse rigtige klassekammerater til at se filmen, hvilket så bliver konfrontationsprojektet.

I virkelighedens verden takkede klassekammeraterne nej til denne invitation. Men i Gensynet derimod forestiller Odell sig, at en lille håndfuld af dem, omend med en vis skepsis, siger ja. Gensynet består således af den fiktive fest og den fiktive visning for klassekammeraterne, hvor hun støttes af skuespillerne fra festen. Filmen er dermed en slags dobbelt kontrafaktisk fortælling. Den er et arbejde med konfrontation – uden at klassekammeraterne nogensinde konfronteres. Men det er så også lige meget, faktisk. For vi, publikum, bliver jo netop konfronteret. Det er vigtigere. Vi konfronteres med vores erindringer og nutidige selvbilleder, når vi hører Anna fortælle om sin tid i skolen. Også vi er voksne og har været børn i en skoleklasse.

Selv om Gensynet er fiktion, så var filmen en af de mest sete og populære på sidste års dokumentarfilmfestival CPH:DOX. Måske på grund af den intense realisme. Det, der opleves sindssygt stærkt og virkeligt, er Anna Odell. Hendes øjne, filmen igennem, de utrygge og vrede og glødende og søgende øjne, er et dokumentarisk vidnesbyrd om en barndom og ungdom med ydmygelse og længsel. Den Anna, der holder tale til sine (fiktive) gamle klassekammerater, er rigtig. Den vrede, Anna henvender sig til klassens populæreste dreng på, ham, der aldrig mobbede, men – endnu værre – konsekvent ignorerede hende, er virkelig. Den måde, hvormed hun fortæller sine ’klassekammerater’ om de gange, hvor drengene i klassen fik hende overbevist om, at en af dem var forelsket i hende, den vrede er virkelig. Den Anna, der får sine ’klassekammerater’ i tale ved at vise dem filmen, er virkelig og vil virkelig gerne have det voksne blik vakt.

Hævneren

Det sker ikke hos klassekammeraterne. I det lys virker hele banden af klassekammerater som en samling fortrængende hyklere, som det blinde bedreborgerskab i Thomas Vinterbergs Festen med filmhistoriens mest pinagtigt upassende (og fuldstændigt hævnagtigt passende) skåltale fra misbrugt søn til patriarkalsk, pædofil far. Men i realiteten er der intet særligt odiøst i det, Anna Odell er blevet udsat for af ’festgæsterne’. Det eneste opsigtsvækkende er hendes evne til at fortælle om og konfrontere den fundamentale, lidelsesfuldt langstrakte erfaring.

Og den frustrerede, men også køligt reserverede måde, hun konfronterer sine klassekammerater på, virker virkelig. Det er en slags terapi for åben skærm. Men ikke kun for Anna Odell. For alle, der nogensinde har indgået i eller stået uden for et stærkt fællesskab. For alle, som har tvivlet på deres værd. For alle dem, der måske nok godt kan huske, at der var nogen, der måske ikke havde det så godt, nogen, man ikke kunne overskue at tale med. Hvis man ikke fatter, hvordan sådan noget kan ske, så er det fordi, at man ikke tør forholde sig kritisk til sin egen rolle i skoletiden.

Odell er i Gensynet den kulturelle elites version af westerngenrens hævner, der forpint flygtede ud mod solnedgangen og nu er vendt tilbage med et ladt kamera. Til tider er der også glimt af en selvsmagende form for selvretfærdighed over hendes selviscenesættelse. »Du er øverst i hierarkiet,« siger en veninde til hende. Det ved Anna nu ikke. Men hun demonstrerer – og netop som en hævn – sin genvundne styrke. Vi ser hende på lækre aftenløbeture (i flugt fra og på vej mod fortiden), vi ser hendes lækre ’art studio’, hendes betydningsfulde relationer med nye venner. Det kan virke triumferende. Som om det er den ressourcestærke, der skal komme til sin ret og få hævn. Som om man kun kan komme videre gennem en nyvunden magtposition.

Men måske udstiller denne mildt triumferende hævnlyst, denne demonstrative uafhængighedserklæring, blot instruktørens ekstreme sårbarhed, den, man får efter at have siddet alene, mobbet og hånet og ignoreret i kantinen hver eneste dag gennem hele sin barndom. Den form for fuldstændigt ødelæggende ensomhed skal angribes. Og vi skal turde se på den uden at forvisse os om, at angrebet ikke er rettet mod os alle sammen. For det er det.

’Gensynet’ Instruktion og manuskript: Anna Odell. Svensk (Grand Teatret og Empire Bio i København, Øst for Paradis i Aarhus, Nicolai Bro i Kolding, Biffen i Aalborg, Cafe Biografen i Odense, Gentofte Kino)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Taitto
Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Børn gør ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Derfor angår mobning de dybeste eksistentielle spørgsmål : hvilke værdier har vi egentlig, hvad er vores vision for samfundet, og vigtigst : hvad gør vi for at realisere dem? Og her må man bare se i øjnene, at sålænge den overordnede agenda beskrives som : den nødvendige politik i konkurrencestatens markedskonforme demokrati, så er det udtryk for fortrængning i højeste potens, hvis man undrer sig over, at også i børnenes verden, bliver de, som afviger fra den herskende - perverse - norm, selvfølgelig ofre. Sådan fungerer markedets junglelov - når det er privatprofitering på og indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcerne, som er øverste lov - hvordan kan det så komme bag på nogen, at vi møder det i ufiltreret, nådesløs form hos børnene? De er de voksnes spejl > hvem er vinderen i verden her? Den stærkeste overlever - ja, men udfra hvilke kriterier? Anna odell viser den usminkede sandhed om os selv. Sig tak og bed om tilgivelse - og lad os forenes i en fælles indsats om det endegyldige opgør med denne ødelæggende arvesynd, som er i færd med på alle parametre at undergrave menneskehedens eksistens på planeten. Vågn op. Det er alvor. Jeg ved, det er sandt, hvad jeg siger.