Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sætninger som mørk regn

Lars Norén har skrevet en skruestik af en bog om døden
Kultur
11. april 2014
Lars Noréns ’Filosofiens Nat’ kredser om døden i et mørkt og tæt fog af sætninger, der falder som mørk regn.

Jakob Dall

I Lars Noréns Filosofiens nat kan man – i Karsten Sand Iversens sikre oversættelse – om bogens læsere læse: »Jeg kan ikke forestille mig at der/ blandt dem skulle være en eneste læser, hvis blik var/ så rent, objektivt og immunt at det kunne udholde/ denne skånselsløse proces af desillusionering …«

Nu har jeg læst bogen, som, hvis vi skal snakke om genrer, måske er en digtbog, måske kan kaldes en slags modvilligt filosoferende antifilosofi, eller måske, som der står et sted, er: »en rigtig Bibel, en håbløst modsigelsesfuld bog«, en »bristethedens bog«, en nihilistisk ars moriendi (kunsten at dø), som i et monologisk mørkt og tæt sætningsfog kredser om døden, farens og morens død især, men også jegets egen, som nærmer sig, »snart«, bogens kerneord.

Jeg har altså læst den, den gav mig åndenød, men jeg overlevede. Er det det samme som at have udholdt »den skånselsløse proces af desillusionering«? Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke engang, om jeg er desillusioneret. Jeg kunne faktisk godt lide min åndenød undervejs. Jeg ved dog, at jeg har læst og fulgt Noréns »kliniske praksis« i bogen, hans glasklare, eksistentielle patos, en distanceret, »upersonlig« patos, i beskrivelsen af livet som en meningsløs limbotilstand før døden, fuld af koldsindig sorg over den uafvendelige død – kan man sige det, ’koldsindig sorg’? Smerten er trykkende, men ikke inderlig hos Norén. Døden er brutal og giver absolut ingen mening, der venter ingen filosofisk eller religiøs debriefing eller belønning efter døden.

Født til død

Kristendommen er forløjet, ja, »Kristus forsøger jeg at gøre kål på, gøre det af med, afskabe/ og ødelægge«, og filosofien er det samme, hvis den forsøger at trøste. »Ordene taler græsk«, står der flere steder, men det henviser for eksempel ikke til den stoisk lidende; jeg tror snarere det via bogens hunde, tiggere og hjemløse viser hen til de græske kynikere og deres nedskrællede eksistenser, måske er det deres filosofi og »desillusion«, der henvises til, når jeget i sin dødsforberedelse skiller sig af med de fleste ejendele og siger: »Jo mindre jeg har jo mindre kommer jeg jo også til at miste«.

Vilkåret er under alle omstændigheder klart ifølge »den modbydelige autistiske middelklassefilosof«, Noréns vrængende beskrivelse af sig selv med omverdenens øjne: Mennesker er »fødte til død og ensomhed« og »det nytter ikke at/ forskønne længere, har det nogensinde nyttet«. Religionen og filosofien forskønner »menneskehedens fortsatte dødsdømte vandring mod sin/ endelige ensformige skæbne«, ethvert forsøg på at stille døden (og livet) i et forsonende, forskønnende lys, afvises blankt. Her i tusmørket findes intet indsmigrende carpe diem, sætningerne falder som mørk regn, døden og dødsfaldene beskrives nøgent, sagligt fortvivlet og tilbagevendende i en monolog, der sine steder kan minde om Beckett: »Hvor var jeg. Her. Det ved jeg/ Men det var ikke det, jeg spurgte om. Jeg er her nu. Men/ hvor var jeg. Det var det jeg spurgte om. Nej, det er det/ jeg spørger om. Ikke hvor jeg er. Det ved jeg.« Andre steder opløses sproget næsten i selvkorrektioner, modsigelser og paradokser, ligesom erindringerne konstant udsættes for erosion, er de overhovedet erindringer eller bare forlydender, spørges et sted. Døden nærmer sig, og vi er ruiner.

Desillusion

Noréns skrift er komprimeret og dobbeltbundet, under angreb fra sig selv, deraf muligvis min følelse af at befinde mig i et iltfattigt rum under læsningen, yderlige forstærket af bogens skruestikskonsekvens, hvor der ikke ventileres med humor (andet end hist og her en kulsort, nihilistisk) eller kontrasterende idyller. Alt er i langsom og sikker opløsning, minderne svæver i en tåge, modsætningerne følger hinanden tæt: »erindringerne holder verden sammen. Gid den var uden erindringer« og »så længe jeg kan sige det er det ikke gået tabt«. »Jeg forbereder mig. Det er umuligt at forberede sig.«

Der kunne skrives meget mere om Filosofiens nat, det er en rig bog. Især om dens »filosofi«: »I dag søger jeg/ en filosofi der forkaster al filosofi.« Dens konsekvens. Som jeg virkelig er åndeløst imponeret af, men samtidig også føler en vis skepsis over for, må jeg indrømme. Måske er min skepsis filosofisk, og måske handler den om nævnte desillusion og om, at jeg aldrig rigtig har forstået det begreb, især ikke når det bruges i betydningen: »Jeg ser verden som den virkelig er, jeg er desillusioneret«. I morges så jeg for eksempel et egern fare rundt i et træ, mens jeg lavede kaffe. Det påvirkede mig på en eller anden måde positivt. Forskønnede jeg dermed verden, trøstede jeg mig med det egern, var jeg illusioneret?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her