Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Skælv, skidne menneskehav, skælv!

Vold er forløsning – men også distraktion – til black metal-koncert med et Bergen-band, der ikke swinger en millimeter. Men det er heller ikke meningen i et musikalsk uvejr, der bringer os på råbeafstand af grundangsten
Gorgoroth spiller black metal fra den anden bølge, som havde sit udspring i begyndelsen af 90’erne i Norge. Det er en indædt voldsom og stramt eksekveret metal. Her fra en tidligere koncert på spillestedet Vega.

Martin Andersen

Kultur
15. april 2014

 

Vold er en æstetik, når man går til black metal-koncert. Der er tre zoner i det skidne menneskehav foran Pumpehusets lille scene, og i den midterste zone er der en knap så æstetisk form for vold. Den vender vi tilbage til. Den æstetiske vold foregår helt oppe foran.

 

Forreste bataljon af overvejende mandlige og alle topdisciplinerede headbangere kæmper og kramper i takt til Gorgoroth. Mens Bergen-kvintetten helt ude på scenekanten danner et geled af to guitarister, en bassist og en forsanger. Og bagved hamrer en trommeslager på sit artilleri camoufleret af tøris og rødt lys. Enorme søm stritter fra deres arme, djævelske grimasser forvrider ansigternes sorthvide dødningemaling. Det sortklædte følge forrest reagerer med bankende hårpragt og apoplektiske kollaps. Skælv, skidne menneskehav, skælv! Og mellem numrene: Djævlehåndtegn rejst i strakte arme mod scenen.

Pentagrammer, turnédatoer og »Neverending torment« (om det er et løfte eller en konstatering, vides ikke) står trykt på mændenes sorte t-shirts. En fyr går imod mig, falder og tager ikke fra. Lander bare lige så lang han er, som om han var bevidstløs. Da vi får ham rejst, afslører hans t-shirt en grinende Varg Vikernes. Den herostratisk berømte black metal-stjerne, der myrdede sin bandkollega Euronymous med 23 knivstik.

Gorgoroth spiller black metal fra den anden bølge, som havde sit udspring i begyndelsen af 90’erne i Norge (det var også her Vikernes huserede). Det er en indædt voldsom og stramt eksekveret metal. Fuld dobbeltpedal mod stortrommerne, tampende bækkener og lilletromme, hurtige ofte unisont hamrende guitar- og basakkorder, growlende og skrigende forsanger. Det swinger ikke en millimeter, og det skal det heller ikke.

Jernsmag i munden

Den lokomotiviske haglstorm rammer noget primalt og forløsende i os. Det er et spørgsmål om at give slip, forsage sin civilisation for at komme på råbeafstand af grundangsten, desperationen, afmagten, døden og måske også den kulsorte humor i os alle. For at det ikke forbliver fortrængt, uerkendt, men vendes og drejes i dunkelt lys med febervåde hænder. Og i dén proces er fællesskabet og kropsligheden altafgørende. De spændte, så udløste muskulaturer, shock and awe-angrebet mod trommehinder, knogler og indre organer, adrenalinen, der giver sig til kende som jernsmag i munden.

Gorgoroth spiller indædt muskuløst i grumt smukke dødskramper. Og der er rytmiske skift, som slår uvejret ud ad lungerne på os. Det sker, når de dundrende unisone anslag isprængt flimrende fingerspil og olm modrytmisk lilletromme abrupt stoppes, altså når teatertordenen pludselig opløses. For at afsløre en stift synkoperet rytmik, der danner grobund for anderledes frække riffs og soli. Som om Frankenstein forsøgte at spille jazz.

I den bagerste zone i Pumpehuset står det stillestående lyttende publikum og nogle ensomme hærgere. Jeg mærker et vindpust i nakken og konstaterer, at det stammer fra den headbangende skaldede fyrs næsebor bag min venstre skulder. Så mærker jeg et strejf og erfarer, at en langhåret fyr er i gang med samme nakkeknusende ritual bag min højre skulder. Det er i mellemzonen, at der er en knap så skøn form for vold. Det er i denne økoton, denne grænseovergang mellem to klart etablerede adfærdsmønstre, at der opstår forvirring og aggression. Skal man stå stille eller hamre igennem? En kvinde besvarer en mands skub med at kaste øl ud over mig. En fyr reagere på en piges provokationer med en præcist svungen ølsalve, der rammer deres udsendte og udsatte i øjnene. Og en to meter drønnert forsøger at provokere små hidsige mænd til slagsmål, indtil en kløgtig vagt smider ham ud. Gorgoroth er opkaldt efter det gudsforladte plateau i Ringenes Herre, der huser dén dommedagsvulkan, som Frodo endelig får omsmeltet sin grumme vielsesring i. Altså et ondt sted, men også et sted, der opløser ondskabens magt. Akkurat som denne aften, hvor vi opløser det vulgært bøvsede mørke i hærg, headbang, sved, skrig og øl. Hvor er det herligt at skælve så hårdt.

Gorgoroth – Pumpehuset, Kbh., lørdag d. 12. april

Den 31. maj spiller et andet norsk black metal-band, det ikoniske Mayhem i Pumpehuset

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her