Læsetid 5 min.

Han snakker for lidt om sig selv

Gilli solodebuterer endelig, og det står klart, at den skarpt smældende vestegnsrapper slås med det modsatte af sine nærmeste kolleger: Hans person fylder for lidt i lydbilledet ... Imens mødes modsætningerne Pede B og Alberte, så bitterblid musik opstår
Gilli spiller hovedrollen i ‘Ækte vare’, der er på vej ud i biograferne. Umiddelbart ligner spillefilmen en dansk pendant til ghettoklassikeren ‘Boyz N the Hood’.

Gilli spiller hovedrollen i ‘Ækte vare’, der er på vej ud i biograferne. Umiddelbart ligner spillefilmen en dansk pendant til ghettoklassikeren ‘Boyz N the Hood’.

CPH PIX
19. april 2014

Kidd, Kesi og resten af You tube-rapperne fra Nørrebro kom blæsende med en så rastløs energi og respektløs gør det selv-attitude i 2011, at de kun kunne imponere i al deres uimponerethed.

Men det gik også for hurtigt for dem, og især den svajende-vrængende nutcase Kidd blev af anmeldere og kolleger sat op på en piedestal, hvor han forståeligt nok endnu ikke var parat til at herske fra.

Hype korrumperer, sådan er dét, og jo tidligere den opstår, jo hurtigere risikerer den uundgåelige, efterfølgende nedtur at melde sig.

Efter et par kvalitativt vaklende mellemår lader det dog til, at den nye generation i dansk rap er i fuld færd med at finde egne ben. Og denne gang i eget, nedpitchede tempo. Gilli, der allerede markerede sig som en teknisk begavet mikrofonkontrollør med Kesi-kollaborationen ‘Fissehul’, er således klar med debut-ep’en Ækte Vare.

Trods længere tids eksponering er det svært at blive rigtig klog på, hvem Gilli lige er. Og det er ikke på internettet, at man bliver klogere på rapperen, hvis ep gives væk som gratis download.

Google afslører f.eks. ikke meget andet, end at han må være omkring 21 år, at han også går under det borgerlige navn Kian Rosenberg, stammer fra Vestegnen og i hvert fald tidligere var en stor tilhænger af at gå i solarium.

Mit gæt er, at Gilli er etnisk dansk, selv om hans accenter peger i retning af indvandrerbaggrund. Qua sine fremragende flows, abrupt aggressive rimantrit og indlysende sprogforståelse har rapperen mestendels gjort sig bemærket som en overlegen gæst, der kunne finde sig til rette på snart sagt hvilket som helst beat, han fik serveret. Bedst eksemplificeret på sidste efterårs smågeniale »d.a.u.d.a.« fra S!VAS.

Nu skal han selv slå tonen an, og det virker graden mindre overbevisende. Dirty south-stilen og de tungt manipulerede sangvokaler sørger for et sammenhængende lydbillede på ep’en, men der mangler noget, og det er fortsat ham, der er inde i Gilli.

Modsat flere af sine bonkammerater mestrer rapperen tydeligvis ikke selv-iscenesættelsen, og han må i dén grad gerne fylde meget mere end marginalt mere fremover.

Til trods for at Murro kloner Burhan G til noget nær perfektion på åbningssporet »Grå dage«, og MellemFingaMuzik bidrager med dommedagsdundrende ghettoforedrag på »Ung entrepanør«, så fungerer Ækte Vare altså bedst, når Gilli får lov til at gå til stålet alene:

»De vil være noget, som de godt selv ved, at de ik’ er (...) / fuck et pladeselskab, jeg’ på gadeplan, og jeg bli’r / ung entreprenør, og jeg sørg’r for, vi får mer’, får mer’,« rapper han et sted, hvorefter »får mer’« morfer til »formér«. Overbevisende eksekveret, elegant twistet.

Ikke just under huden

Mens der gemmer sig strofer om brødreskab, forbrydelse, straf, stoffer og dertilhørende paranoia over verdens generelle sundhedstilstand i Gillis kapow-levering, er der ikke meget at komme efter i Skinz.

Jeg mener – en ung mand, der bevidstløst tillader sig linjer som »Alle folk kan sove med en boner«, »Du kan kalde mig Drank Sinatra« og »Vi ligner millioner og pig’, vi synger de toner, du hører«, sætter bare ikke barren særligt højt.

Størstedelen af Skinz’ fem numre korte Byen sover aldrig føles sørgeligt uvedkommende. Det er klichéfyldt metervarerap og -trap, og når Johnson og U$O gæster deres unge homie med de somaliske aner på »OVRSTRGN«, bliver det ydermere svært at ignorere, hvordan Skinz også bør arbejde med sin charme.

Mest opmuntrende indslag ved Byen sover aldrig er Medina-duetten »Der findes ingen«. Her bidrager Skinz med en sangstemme, som lyder oprigtigt melankolsk. Måske skulle han lytte noget mere til den.

Modsætninger mødes og ...

Pede B har fundet ud af, hvad han ikke blot er god, men ligefrem en af de bedste til at fortælle støt voksende historier, der trækker veksler på eget overlegne associationsapparat. Og, ikke mindst, at gøre det i selskab af DJ Noize, hvis paradoksale produktioner – lige dele opskårne rytmer og udflydende akkompagnementer i mol – klæder Pede B’s solide, groft slebne talestemme.

Nu har de to så fået en fiks idé, som nok så dårligere ud på papiret, end den lyder i virkeligheden. Vi hjerte Alberte er en inkluderende hyldest til Alberte Winding. Ikke på grund af rollen som Luna i Bamses billedbog, men på grund af sit jazzede bagkatalog, som Noize har været på hugst i. Og det er der kommet otte vellykkede og stemningsmættede sager ud af.

»Væk herfra« skvulper ind over lytteren som en blåtonet vidunderlighed, og igen på »Hvad vi skulle nå« jonglerer produceren med sangerindens ferske stemme som blide, mildnende indfald midt i Pedes (og andre bistre bidragsydere så som FordærvBergs og Livids) udladninger.

Temposkiftene spiller gang på gang to væsensforkellige vokalister ud mod hinanden, som det mest overrumplende er hørt mellem Eminem og Dido i 2000.

Pede B jagter dog ikke hittet på Vi hjerte Alberte. Ligesom Gilli giver han tværtimod pladen væk som gratis download. Men hvis man virkelig er nede med resultatet, kan det opleves live på Bremen 25. april.

En komprimeret affære

Der er næppe mange takter impulsivitet over dagens sidste rappe indslag – heller ikke selvom Mund de Carlo deler Pede B’s opvækst i freestylemiljøet.

Mund de Carlo er det, der må siges at stå i skærende kontrast til de youtube-rappere, som denne anmeldelse begyndte hos. Den dedikerede backpacker er så hårdtarbejdende, at han har kaldt sit pladeselskab Struglaz. Stadig slåssende for det folkelige gennembrud, stadig stædig, stadig selvtillidsfuld, stadig på vej.

Alligevel er Frit fald sådan set Mund de Carlos tredje langspiller. Mund de Carlo agter tydeligvis at perfektionere flow, multirim, stemmeføring, levering i det uendelige, hvis det er det, der skal til. Det, jeg måske mere savner, er en større konsekvens, så vi ikke ender på umådeholde 17 numre.

Og måske kunne den ferme Mund de Carlo også overveje at kaste sig ud på lige så dybt vand, som Pede B og DJ Noize for nylig befandt sig på. Frit fald fornemmes – titlen til trods – som en komprimeret affære, hvor ord og den massive informationsstrøm aldrig holder inde, og de mange guldkorn derved bliver svære at dechifrere endsige kapere.

Man skal være inkarneret hiphopfan for at kunne gabe over Mund de Carlo. Men så er der også så meget at komme efter, at man ikke nødvendigvis gaber længere.

Gilli: ’Ækte vare’ (download via www.æktevare.dk).

Skinz: ’Byen sover aldrig’ (Universal).

Pede B: ’Vi hjerte Alberte’ (download via www.pede-b.dk).

Mund de Carlo: ’Frit fald’ (Mund de Carlo/Struglaz)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu