Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

De virkelige storme ignorerer man

To nye kriminalromaner fra Israel skildrer en skrøbelig nation præget af fremmedhad, dyb splittelse og et voldsomt bureaukrati. Det er foruroligende og fremragende
Kultur
4. april 2014
To nye kriminalromaner fra Israel skildrer en skrøbelig nation præget af fremmedhad, dyb splittelse og et voldsomt bureaukrati. Det er foruroligende og fremragende

Thomas Coex

I Israel er det kun de små forbrydelser, der bliver opklaret af politiet. Bombesprængningerne, volden og terroren, der er et resultat af Mellemøstens spændte storpolitik og religiøse konflikter, kan hverken kriminalkommissærerne eller gadebetjentene stille noget op overfor. Det er i hvert fald det indtryk, man får, efter at have læst to af sæsonens mest interessante kriminalromaner, israelske Dror Mishanis Mistanke om vold og hans landsmand Liad Shohams Asyl.

Begge titler er fermt skåret efter den klassiske krimiskabelon, hvor vi under efterforskningen af en forbrydelse kommer godt rundt i samfundet og får et indtryk af, hvilke spændinger der udspiller sig i de forskellige sociale lag. Resultatet er i dette tilfælde et foruroligende portræt af en skrøbelig nation plaget af fremmedhad, vold og frygt.

Bombetrussel mod vuggestue

I Dror Mishanis roman skyldes frygten i første omgang en bombetrussel mod en vuggestue. Imidlertid er attrappen, som politiet finder, tilsyneladende ikke placeret af rabiate palæstinensere, finder kommissær Avraham Avrahams hurtigt ud af.

Avrahams er netop vendt hjem fra en lang ferie i et forsøg på at komme sig over sin sidste sag, der, som læsere af seriens første bind om ham, Din nabos søn, vil vide, endte helt galt. Fiaskoen plager stadig kommissæren, og der skal derfor ikke meget til at ryste ham under efterforskningen af den nye sag; Avrahams virker tøvende og usikker både over for dem, han skal afhøre, og over for sine overordnede, der ellers giver ham lov til at arbejde alene som følge af personalemangel.

Der er flere mistænkte, men Avrahams retter stædigt sin fokus mod en enlig far, hvis historie vi følger i romanens andet spor. Det viser sig hurtigt, at Haim Shahra skjuler noget, men er han ligefrem skyldig i at have placeret en bombeattrap i sin søns vuggestue? Da manden bestiller flybilletter til sig selv, sine to børn og en kone, der dog synes at være forsvundet, aner Avrahams, at han er på sporet af endnu en forbrydelse.

Mistanke om Vold er båret af en sikker sprogtone og et raffineret plot drevet frem af lige dele dæmpet drama og social indignation. Specielt stærkt står skildringerne af den jævne israelske mands forsøg på at navigere gennem en stresset hverdag, der sjældent tillader ham at agere med værdighed hverken på jobbet eller i privatlivet.

Han må være stærkere, lyder Shahras formaning til sig selv i et forsøg på at mande sig op i rollen som alenefar til to børn. »Hverken vise frygt eller svaghed. Give dem en følelse af, at han beskyttede dem. Det var, hvad han havde forsøgt at gøre i Shaloms vuggestue ugen inden, men det var ikke lykkedes.«

Spørgsmålet er, om det nogensinde vil lykkes – ikke blot for Shahra, men også for Avrahams. Har de styrken og modet til at bryde ud af en tilværelse præget af indestængt vrede, moralsk usikkerhed og forskruede følelser, eller vil de – ikke ulig deres nation – blot tavst arbejde sig videre mod afgrunden?

Næsten samme spørgsmål og socialrealistiske tone præger Liad Shohams Asyl. Her er hovedpersonen den kvindelige politikommissær Anat Nachmias, der for første gang får ansvaret for en drabssag, da en ung socialaktivist findes myrdet i sin lejlighed.

Ad flere spor følger vi de mistænkte i efterforskningen, der fører os fra politiets kontorer og de magtfulde domstole til både landets kriminelle underverden og Sinaiørkenen, hvor der tjenes godt på at smugle afrikanske flygtninge til Israel.

Da en ung asylansøger fra Eritrea tilstår drabet, får Anats overordnede travlt med at afslutte sagen. Hun tvivler imidlertid på hans motiv, og det samme gør læseren, der allerede har fået at vide, at afrikaneren har ladet sig købe til at tilstå forbrydelsen. Pengene skal han bruge for at få sin søster fri fra de beduiner, der har beholdt hende på flugten til Israel. Beduinerne kan ikke længere bruge hende som prostitueret og kræver derfor løsepenge for at sende hende det sidste stykke videre. Det er den slags forretninger, den dræbte kvinde arbejdede på at sætte en stopper for. »Beduinerne kunne hun til sin store ærgrelse ikke ramme, men hun så det som sin pligt at føre totalkrig mod de israelere, som udnyttede asylansøgerne, og navnlig ’banken’,« som det udtrykkes med reference til den mystiske gangsterchef, som takket være fremmedfjendske borgere, populistiske politikere og amoralske jurister har magt i næsten alle landets instanser og profiterer godt på de illegale flygtninges desperate situation.

Dirrer af drama

Oven i alt dette må Anat kæmpe med kollegernes mandschauvinisme samt kravet om effektivitet fra hendes overordnede, der ikke gider høre om andre mistænkte end afrikaneren: »Jeg vil gerne have resultater, ikke sniksnak. Negermanden først, og bagefter kan vi snakke, så meget du vil,« understreger han på sit kontor. Liad Shohams fragmenterede anslag og mangfoldige persongalleri tillader ikke samme nuancering af de enkelte figurerer, som det er tilfældet hos Dror Mishani. Til gengæld er der her mere kolorit og intensitet over plottet, og hver eneste side dirrer af drama helt frem til slutningen.

Hvordan den ender, skal naturligvis ikke røbes, men allerede romanens indledning varsler, hvad der venter. Her følger vi kvinden, der snart bliver dræbt, da hun erfarer, at mediernes stormvarsel har været overdrevet:

»Sådan var det altid her, tænkte hun: Man gør en storm ud af en smule regn, men de virkelige storme, de virkeligt vigtige ting, ignorerer man.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her