Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Virkeligheden som gyserfilm

Sjóns nyeste roman tager afsæt i Den Spanske Syge i 1918, men opererer på mange betydningsplaner
Sjóns ’Månesten’ foregår i Island i 1918, hvor vulkanen Katla hærgede i tre uger. Lidt lige som vulkanen Eyjafjallajökull (billedet), der i 2010 sendte aske ud over store dele af Nordsøen.

Olafur Eggertsson

Kultur
11. april 2014

Det var islandske Sjón (f. 1962), der på et tidligt tidspunkt i sin forfatterkarriere formede det prægnante slogan: »Hellere surrealist end sur realist.« Men faktisk består det gennemgående kup i hans værker i på én gang at være fuldkommen virkelighedstro og total i sin insisteren på indbildningskraftens magi. Således vil han i Månesten, sin nyeste bog, både tage os med på vilde eventyr og lade os læse næsten dokumentarisk, hvilket han gør ved at føre os tilbage til november 1918 og dér slippe poesien løs.

November 1918 blev på flere måder en skæbnemåned for Island. Vulkanen Katlas udbrud varede i over tre uger og malede østhimlen flammerød, og midt i måneden kom influenzapandemien Den Spanske Syge til landet og bortrev 484 islændinge, heraf 258 i Reykjavik. Skolen i midtbyen omdannedes til en sær blanding af børneasyl, hospital, galeanstalt og lighus. Lastbiler og hestevogne ankom og kørte igen uden ophør: kom ind med alvorligt syge patienter til indlæggelse og behandling, kørte så af sted igen med lig til kirkegårdens kapel.

Sex og selvstændighed

Samtidig gjorde man klar til at fejre landets selvstændighed, når Forbundsloven trådte i kraft, hvilket skete 1. december. Den begivenhed sætter Sjón spektakulært i scene ved, imens festlighederne foregår, at lade en dansk matros og en 16-årig islandsk trækkerdreng have sex i lageret bag Thomsens Magasin:

»Drengen vender sig om mod drejebænken og bøjer sig frem. Matrosen presser lemmet ind i ham.

Først bliver den danske nationalsang ’Der er et yndigt land’ afsunget og derefter den islandske ’O, vort hjemlands Gud’.

Hurraråbene vil ingen ende tage.

I samme øjeblik Måne Sten får orgasme, mærker han, hvordan matrosens varme sæd sprøjter ind i ham – og samtidig bliver døren ind til lageret sparket op.

Henne fra døren høres et desperat råb:

Nej, Mogens, for helvede, hvad laver du?«

På dette sted i handlingen har læseren lært unge Måne Sten Karlsson at kende som en søgende outsider og udstødt, der færdes i sin egen verden i samfundets periferi – ensom, marginaliseret, ikke blot som følge af sin seksualitet, men også pga. sin yderst livlige fantasi. Sine stunder tilbringer han blandt »aftentursmænd« på skråningerne eller i en af byens to biografer. Han lever, kan man sige, gennem film, oplever livet ligesom en film og bruger film som sin vej til at nå frem til andre mennesker. Da livet i Reykjavik under sygdommens hærgen forvandles til en gyser, kan han paradoksalt nok omsider tage del i tilværelsen.

Filmisk teknik

Til at fremstille denne sammensatte og specielle centralkarakter mobiliserer Sjón en litterær teknik, som på suggererende vis mikser virkelighed og indbildning, skifter mellem mørke og lys og veksler mellem prosa og sprød poesi. Han betjener sig af dobbelteksponering, hastighedsændringer, nærbilleder af ting og kropsdele samt opbrydning af den lineære fortælling, formentlig for som i surrealismen og modernismens kunstfilm at »genskabe det kaotiske liv i menneskets underbevidsthed og befri det for psykiske hæmninger og forældede moralforestillinger«.

Jeg citerer her romanens beskrivelse af en gruppe britiske eksperimentalkunstnere, der i 1929 dukker op på Reykjaviks posthus for at telegrafere til Hilda Doolittle eller H.D. Samtidig vender Måne Sten, som ellers har bosat sig i London, kortvarigt hjem, bl.a. for at gense Spedalskhospitalet, hvor han tilbragte sine første fem år. Og dér, netop dér, møder han forfatterens oldefar – hvorefter Sjón på typisk islandsk vis kan gennemgå dele af sit stamtræ og mindes sin onkel, der døde af aids i 1993, og for hvem homoseksualitet blev skæbne.

Om denne slutning er at sige, at den kan virke både konstrueret og krukket, men at den falder smukt i tråd med romanens opmærksomhed og kærlige omsorg over for den eller dem, som ikke passer ind i flertallets normvedtagne mønster.

Er de stærke de svage?

Det er overmåde originalt af Sjón at kæde vulkanudbruddet, den skæbnesvangre epidemi og den nationale selvstændighed sammen med belysningen af den anderledes seksualitet; men spørgsmålet er, om ikke der gemmer sig en subtil pointe i romanens koncept. Der var nemlig det særlige ved Den Spanske Syge, at den skovede tættest i aldersgruppen 20-40 år. Hos dem var immunreaktionen voldsomst. Paradoksalt nok slog deres sundhed dem ihjel.

Overført på Island kan det læses sådan, at de stærkeste samtidig meget vel kan vise sig at være de svageste – et perspektiv, som romanen aktualiserer ved midt under selvstændighedsfejringen at lade drengen tænke i film og forestille sig, at det netop ville være under et officielt arrangement som dette, at ’vampyrerne’ ville skride til handling, f.eks. ved at skyde en granat fra deres frygtindgydende, mobile kanon ind i forsamlingen. Men naturligvis var det kun en afledningsmanøvre: »Under det kaos, terrorhandlingen skabte, ville andre af forbryderbandens tilhængere sprænge sig vej ind i Landsbankens sikkerhedshvælving og bryde statskassen op – og siden flygte ud af landet ved hjælp af vandflyvere.«

Jeg kan ikke se rettere end, at Sjón med denne vision foregriber det økonomiske sammenbrud i Island 2008 og indirekte får sagt, at skæbnetiderne kan komme tilbage og virkeligheden blive forvandlet til en gyser, der rammer hårdest, hvor en person eller nation trods sin sikre tro på sig selv kan vise sig allermest sårbar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her