Læsetid 5 min.

Afbrydelsens funk, flugtens pop

Er det for meget forlangt at musik skal afspore vores højproduktivitet? Måske. Men ellers er poppens eskapisme også en mulighed for at undslippe velfærdsmøllen bare for en stund
Giana Factory–  Louise Foo, Lisbet Fritze og Sofie Johanne –   giver en sangbar mystik båret af stramt tøjlede, lavmælte vokalharmonier på ’Lemon Moon’.

Giana Factory– Louise Foo, Lisbet Fritze og Sofie Johanne – giver en sangbar mystik båret af stramt tøjlede, lavmælte vokalharmonier på ’Lemon Moon’.

Lasse Bech Martinussen
30. maj 2014

Produktiviteten er i top i dansk musik, inden for den kunstform som er skabt ud af tid. Det er over minutter og sekunder at musik udfolder sig. Og samtidig er musik barn af sin tid. Som nu i Danmark i 2014, hvor vi har det med at marchere i takt, optaget af ensartethed forklædt som simuleret diversitet. Købt i ensartede forretninger.

Frisind er blevet et badge, som de fleste af os har glemt betydningen af. Prøv at tage det forkerte tøj på. Hold op med at købe statussymboler. Forelsk dig i en asylansøger. Bliv deprimeret. Eller langt enklere: Hold op med at arbejde. Tolerancezonen er dygtigt bevogtet af produktivitetens pigtråd, og derfor er krævende kunstneriske udsagn så satans vigtige her i vores pænhedskoloni. Fordi de afbryder os, får os til at tabe kadencen, slippe tastaturet, snappe efter vejret – i stedet for at nynne med på bilradioen i motorvejskøen, på kontoret, i velfærdsmøllen. Er det for meget forlangt? Måske. Til gengæld er midlertidig flugt en anden mulighed. Den danske trio Silo afbryder os. Et ord på deres tredje album Work. Sammenbrudsrock. Hør bare, hvordan de smadrer rockrytmikkens 4/4-takt til fordel for noget bulet og sønderslået og overraskende groovy.

Det er musik, der synes fastfrosset i øjeblikket inden kollaps – for så at loope det. Katastrofens funk. Og det er infernalsk digitalt smadrestøjende. Som en samlebåndsarbejder, der efter en hjernerystelse forsøger at spille »My Bloody Valentine«.

Et strålende comeback

Uden mennesker, ingen musik. Eller er det nu sandt? Knuser bølgerne ikke sig selv i vild rock’n’roll mod kysterne? Synger sværindustriens mekanik ikke sin egen blues over den fortrædelige uforanderlighed i dens pligter?

Er det forladte kontors stilhed ikke den mest uhyggelige ambient, der findes? Og er det ikke maskinernes sammenbrud, som Silo formidler? Eller er det civilisationens mindst lige så uhyggelige kopiering af maskinen? Det sidste nummer på Work er »The Inexorable Sadness of Pencils«. Ord hentet og et nummer inspireret af den amerikanske digter Theodore Roetkes digt »Dolor« om kontorinventarets – både de halvdøde og de døde eksistensers – uudtømmelige tristhed.

Silo har holdt udgivelsespause i 13 år. De har haft travlt med at leve og med at arbejde, men har undervejs nedfældet en række kirurgisk præcist knuste poststøjrocknumre – med pletvis rap og sang – hvor elguitaren er en elektronisk behandlet, støjende krampe. Og det er et strålende comeback.

Elguitaren på de næste tre plader er af en mere drømmende, våd variant. Givetvis inspireret af den britiske dreampopgruppe Cocteau Twins, i hvert fald klingende fra samme ekkoende delaytårn af elfenben og eskapisme.

Iskagekatedraler

Ice Cream Cathedrals andet album Sudden Anatomy er så også meget mere end det. Der er væltet mere tyngde, mere elektronisk leg, mere rytmik i mixet. Anja T. Lahrmanns vokal er stadig skønsunget, men der er sket noget; der er noget mere på spil. Den virker mørkere og mere krævende. Der bliver blottet noget, og musikalsk rykker bandet ind i et mere komplekst, jordbundet, hjemfaldet territorium, hvor maskinerne klaprer om ørerne på lytteren, mens Lahrmann vinker ude fra stratosfæren – eller tiltvinger sig plads midt i stereoperspektivet.

Det er ikke numre, man lige kender udfaldet af. Det er ikke stemninger, der er entydige. Det er ikke musik, som man hører hver dag – og er så alligevel genkendelig i al sin skandinavisk tørre poesi.

Inspireret af Friscos tåger

Det er også svært at lytte til Sleep Party Peoples Floating uden at folde flugtens faner ud. Cocteau Twins-guitarlyden breder sig allerede på første nummer på det tredje album fra Brian Batz’ denne gang helt eksklusivt solistiske projekt. Over en måned i San Francisco har han indspillet hele molevitten på egen hånd. Han er sluppet ud af sin københavnerlejlighed, væk fra computeren og også mestendels ud af sine ellers så karakteristisk højfrekvent fordrejede vokalbehandlinger fra forgængerne. Måske er Batz blevet inspireret af det omskiftelige klima i San Francisco, der med sine langsomme angreb af tågemassiver får en omskiftelig dansk efterårsdag til at ligne et lystspil. I hvert fald har hans sangskrivning udviklet sig, den er ikke længere tilfreds med de æteriske olier, som den sniffede sig selv så heliumhøj på tidligere. Nu i stand til at flytte de melodiske og harmoniske hegnspæle rundt i flere paralleluniverser.

Jeg kan godt stadig blive træt af det kropsløse og hymniske i Sleep Party Peoples univers. Det bliver tit en for let og fortærsket måde at undslippe den dødelige tummel på – også i begyndelsen af Floating med nogle lige lovligt ferske indiesalmer. Men snart løfter albummet sig, lader sig farve af krautrockens metronomiske fremdrift, Brian Enos/Harold Budds ambiente klaverprimitivisme og heldigvis også af Batz selv. Som er på vej.

Det er Blaue Blume måske også. Men de er for ujævne på deres fem numre lange debut-EP Beau & Lorette. Der bliver slået stort brød op, det skal der ikke herske tvivl om. Men det rocksymfoniske udstyr på »Lost Son of Boys« kan hen imod slutningen ikke bæres af kompositionens spinkle patos. Og på det tredje nummer går der også her for meget Cocteau Twins i den, denne gang ikke kun i guitaren, men også vokalt. Og det sker uden briternes sære magi, bare med noget let lallehymnisk over sig.

Til gengæld kan »Birthday« og »Lemon Tree« noget. Her overlever man, at Jonas Smiths vokal er voldsomt farvet af Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine, for sangen og musikken giver fornemmelsen af at kvartetten ikke bare i fremtiden kommer til at agere tidsfordriv, men rent faktisk vil noget med den begrænsede tid på jorden. Så mangler de bare at skylle den mere ordinære skønhedsjagt og harmonitrang ud.

Giana Factory har taget syvmileskridt med deres andet album. Hvor det første endte i et for monokromt og ikke klart nok defineret leje, så lykkes det på Lemon Moon at få greb om det anelsesfulde – ikke bare at signalere at der skam sker noget spændende i deres univers, men rent faktisk vise os det. Louise Foo, Lisbet Fritze og Sofie Johanne giver os en sangbar mystik båret af stramt tøjlede, lavmælte vokalharmonier. De skaber stadig køligt henført indiepop, men på Lemon Moon har den fået noget besværgende og dunkelt og varieret over sig. De kan stadig forfalde til mondæn maner, en slags soundtrack til en dårlig David Lynch-kopi, men når de finder den knivskarpe balance mellem harmoni og uro, så er der et eller andet i lytteren, som ikke kan finde sig til rette. Og så formår Giana Factory det uvurderlige: At give os en dunkel flugtvej mod skjult destination.

Silo: ’Work’ (Target)

Ice Cream Cathedral: ’Sudden Anatomy’ (Riot Factory/A:larm)

Sleep Party People: ’Floating’ (A:larm Music) Udkommer i dag.

Blaue Blume: ’Beau & Lorette’.EP (A:larm Music). Udkommer mandag.

Giana Factory: ’Lemon Moon’ (A:larm Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu