Læsetid: 5 min.

Afslappet elegantier på gennemtræk

Efter en længere pause er den gode Justin Timberlake tilbage med to ujævne albummer og den obligatoriske efterfølgende turné, som for fuld styrke ramte Parken tirsdag. Det var så også en ujævn oplevelse, men stadig en oplevelse
Justin Timberlake, hoved-personen i Parken tirsdag aften, er, hvad man i gamle dage kaldte en entertainer af guds nåde. Billedet er fra en koncert i Tyskland for nylig. 

Justin Timberlake, hoved-personen i Parken tirsdag aften, er, hvad man i gamle dage kaldte en entertainer af guds nåde. Billedet er fra en koncert i Tyskland for nylig. 

MARIUS BECKER

8. maj 2014

Fra plads 58, række 24, på øvre C-tribune har man en svimlende udsigt over Parken. Har man som undertegnede et pikant strejf af højdeskræk (lige nok til, at det kilder i maven), gælder det om at klamre sig til sit plasticsæde for ikke at blive overvældet af en ’nu styrter vi i afgrunden’-fornemmelse. Men så kan man jo læne sig tilbage og imponeres over den logistik, der trods alt skal til for at stuve 50.000 sjæle sammen i en betonsilo af den størrelse, vel at mærke uden nogen kommer noget til!

Godt nok kun i de fire-fem timer seancen varer, alt andet ville også falde ind under kategorien krigsforbrydelse i fredstid. Det var grangiveligt som at glo ned i en menneskelig myretue, hvor al kommunikation foregår via iPhone, og man føler sig både ensom blandt mennesker og ret insignifikant i det store spil.

Nå, men stemningen var den ondelyneme høj, der blev taget så mange veninde-selfies, at man skulle tro, der var tale om et rekordforsøg, og kønskvoteringen var i den grad til det smukke køns overvældende fordel. Et konservativt skøn lander på en 80 til 90 procent kvinder på C-tribunen, alle til hobe iført fadøl, festtøj og fuld krigsmaling og aldersmæssigt nok et sted i starten af tyverne. 

De var kommet for at feste og synge med, og det var svært ikke at blive påvirket af den gode stemning og det høje østrogenniveau. Lad os nu bare være ærlige, der taltes faktisk en del og temmelig højlydt om, hvor lækker netop denne Timberlake egentlig er. Ret så lækker, lød konklusionen. Om end ham den nye fyr, de har ansat nede i kantinen, nu også er ret hot!     

Old school koncertrealisme

Havde der været tale om en fodboldkamp, ville udsynet tilmed have været perfekt, men nu er denne signatur så typen, der foretrækker franske film frem for boldspil, og da det altså drejede sig om en popkoncert med R&B-kunstneren Justin Timberlake, var der i stedet tale om en (u)rimelig spids vinkel at anskue tingene fra. Således er Deres udsendte siden blevet oplyst om, at scenografien var sådan natklubsagtig i det, anno 1950’erne eller cirka deromkring, et herligt rum (siges det), hvori det 15 mand store orkester (inklusive strygere og blæsere) og de seks skrappe dansere kunne agere, alt de orkede. Det har sikkert været flot, men det kunne nu ikke ses fra C-tribunen, hvor vi til gengæld havde flot udsyn til samaritanerteltet, der dog ikke kom i brug. Denne aften. 

Med lidt god vilje kunne vi opsnappe lidt af det, der foregik på de store videoskærme, men ellers var vi overladt til benhård old school koncertrealisme, og det var overraskende nok ikke så ueffent endda. Måske fordi vi stod op til det hele, minus balladerne. Der SMS’ede vi. 

Havde godt bemærket det usædvanligt store opbud af ørepropsælgere på den farefulde vej mod stadion, men det var først, da manden på slaget 21.30 viste sig og satte i gang med »Pusher Love Girl«, at det gik op for Informations udsendte, hvad de skulle bruges til.

Det var nemlig ikke musikken, som faktisk volumemæssigt holdt sig på den pæne side af tinnitus, nej, det var skrigene fra de forsamlede repræsentanter for det smukke køn, som skulle holdes ude. Og jeg fortrød bitterligt, at jeg ikke havde smidt en tyver efter et par, for kors hvor blev der dog hvinet. Fint nok, håber det er o.k., at vi ikke alle deltog i skrigeriet? Min læge har på frarådet sligt.   

Overblik og overskud

Men altså, aftenens midtpunkt, ulasteligt iført samme ’Suit & Tie’, som der synges om på et af hans største hits, er, hvad man i gamle dage kaldte en entertainer af guds nåde. Selv på den afstand og under de forhold er der noget afslappet og cool over manden, som trods et med garanti gennemkoreograferet show alligevel formår at fremstå som en tilbagelænet elegantier med både overblik og overskud. Den over to timer lange seance er noget af det mindst forcerede, der forestilles kan, og modsat så meget, man oplever i den størrelsesorden, lykkedes det faktisk den diminutive smokingklædte figur dernede at skabe en fornemmelse af nærvær og intimitet, man ville have forsvoret, forholdene taget i betragtning. 

Men der stod han så, badet i skæret fra titusindevis af tændte iPhones’ skærme og modtog yndefuldt folkets hyldest med et rungende »I fucking love you«. 

Musikken, spørger De nu om? Godt så. Først lidt om lyden – den var passabel. Det vil sige, aldrig rigtig dårlig, men heller aldrig rigtig god. Underlig tynd hang den her i sin essens basdrevne klang og svævede oppe under Parkens tag, og det er klart, at under sådanne forhold bliver det ikke optimalt, men det var ofte temmelig godt, ikke mindst fordi orkesteret var førsteklasses, og Timberlake er en ubesværet god sanger med et stort register og sin egen stil. Ikke desto mindre fremstod det musikalske i altovervejende grad som baggrund til den fest, der nu engang fandt sted på C-tribunen.    

Dansegulv, krop og sjæl

Nå, ved ikke, om De kender det gamle ordsprog: »Spil mig dine coverversioner, og jeg skal sige dig, hvem du er«? Nå, ikke? Det skyldes muligvis at et sådant ordsprog ikke findes, men hvis det gjorde, og man overførte det på Justin Timberlakes sæt tirsdag aften, taler vi en rytmisk fætter med begge fødder godt begravet i den amerikanske disco/R&B-tradition (Kool & The Gang, Bell Biv DeVoe), sans for kommerciel hiphop (Jay-Z) og en afsindig høj selvfølelse (Michael Jackson og mest overraskende: Elvis Presley … for som Justin selv sagde: »I’m also from Memphis, Tennessee«) samt frækhed nok til at parafrasere rockikonerne Nirvana. Og den slags forpligter. 

Nuvel, at manden kan skrive hits er et uimodsigeligt faktum. Og ikke bare hits, no siree, men hits af høj kvalitet. De kan fylde såvel dansegulv som krop og sjæl, og som lejligheds-dj skylder også jeg Timberlake tak for salver som
»Senorita«, »SexyBack« og genistregen »Cry Me A River«, der har fået folk ud på dansegulvet i utallige sammenhænge. 

Og det var såmænd også de største hits, der gik klarest ind. På intet tidspunkt oplevede Deres udsendte det store sus, men der var passager over gennemsnittet – udover de ovennævnte dansegulvsklassikere en fortryllende semi-akustisk version af »What Goes Around«, en fin »Rock Your Body« og ikke mindst det afsluttende ekstranummer, »Mirrors«, som sendte de 50.000 sjæle mætte ud i verden igen. En ujævn oplevelse, jo vist, men helt sikkert en oplevelse. Om end ikke i udstrakt grad af musikalsk karakter. Og det ringer stadig for ørerne.

Justin Timberlake m/ orkester. Parken, Kbh., tirsdag     

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu