Læsetid 6 min.

Skal Ai Weiwei dø?

En ny generation af kinesiske kunstnere sætter nye standarder for kinesisk samtidskunst. Det cementeres med udstilling i Berlin, der sprudler af kunstnerisk overskud og imponerer værk for værk
En realistisk dukke, der forestiller en død Ai Weiwei udgør He Xiangyus bidrag til en udstilling i UferHallen i Berlin, der sætter fokus på ny, kinesisk installationskunst. Foto fra udstillingen: He Xiangyu

En realistisk dukke, der forestiller en død Ai Weiwei udgør He Xiangyus bidrag til en udstilling i UferHallen i Berlin, der sætter fokus på ny, kinesisk installationskunst. Foto fra udstillingen: He Xiangyu

26. maj 2014

Ai Weiweis kødfulde korpus ligger midt på det hvide podium, afsjælet og med hovedet lige ned i gulvet. En nødvendighed måske? For vi i Vesten synes fuldstændig forgabt i den kinesiske kunstsuperstjernes evne til at bekræfte vores egne værdier, når han revser Riget i Midten, og det i en grad, så vi glemmer kunsten og i stedet dyrker den politiske kult. Ai Weiwei er én side af kinesisk samtidskunst. Men kunstnerisk set er det langt mere interessant at se på den nye generation af unge kinesiske kunstnere, der lige nu udstiller kun få kilometer fra Ai Weiweis nuværende sensationsudstilling på Martin-Gropius Bau i Berlin.

Anbefalingen er derfor at sætte det politiske selvsving over Ai Weiwei på pause et øjeblik og rette blikket mod udstillingen i den gamle, rå industrihal UferHallen, hvor 26 nye og etablerede kunstnere fra Beijing folder sig ud på et eminent højt kunstnerisk niveau.

Med titlen Death of Marat er der ingen tvivl om, at kunstneren bag den hyperrealistiske døde Ai Weiwei, He Xiangyu, sympatiserer med Ai Weiwei. Titlen spiller på Jacques-Louis Davids kanoniserede maleri af samme navn med den myrdede franske revolutionære Jean-Paul Marat og kommenterer på nutidens politiske forfølgelse af rebelske kunstnere, tænkere og journalister i Kina. Iklædt et jakkesæt magen til det, som folkets repræsentanter har på under kongresmøder, peger Ai Weiweis tragiske heltefigur samtidig på det spekulative forhold mellem skæbne og magtstruktur i Kina.

Netop forholdet mellem liv, skæbne og magt i præsident Xi Jinpings Kina er et af de emner, der optager den nye generation af kunstnere. Selv om de unge kunstnere sympatiserer med de ældre kunstnerkolleger, der har banet vejen for dem, er den åbenlyst politiske diskussion imidlertid ikke noget, de er særligt interesserede i.

»Det stærkt politiske er primært startet af Ai Weiwei og nogle kunstnere i hans generation. Vi forholder os i stedet mere generelt til hverdagslivet, herunder naturligvis også det politiske,« understreger en af de udstillende kunstnere, Colin Chinnery.

He Xiangyus andet værk på udstillingen, Cola Project, viser netop denne position. Her undersøger han materiel transformation og den globale kapitalismes kolonialiserende produkter og den indflydelse, som dens billeder har på den menneskelige kultur. Strippet for den genkendelige rød-hvide visuelle markør, koger He Xiangyu sammen med en gruppe migrantarbejdere 127 tons Coca-Cola-flasker om til smukke sorte krystallinske klumper. Nogle af klumperne har han knust og blandet til blæk, som han har malet landskabsmalerier med på samme måde, som kunstnerne gjorde det under Song-dynastiet.

’De Små Kejseres Æra’

For første gang er det blevet muligt at vælge at leve som professionel kunstner i Kina.

»Det er De Små Kejseres Æra,« som en anden af de deltagende kunstnere, Fang Lu, udtrykker det. »Det er børnene af etbarnspolitikken, der nu vil være kunstnere.«

En af kejserne er Zhao Zhao. Han arbejder med interventioner, med kunst, der griber aktivt ind i verden, som f.eks. værket Cobblestone, hvor han har limet en knytnævestor sten fast til Den Himmelske Freds Plads. En humoristisk uregelmæssighed, der bryder pladsens strenge flade og skaber uorden i det åndelige vartegn for den kinesiske indenrigspolitik.

Interventioner som disse er der flere af, og ikke mindst værker, som forholder sig bevidst til hverdagslivet i relation til Kinas historie. Rigets historie betyder netop, at der ikke eksisterer et samlet narrativ for kunsten, men et, der er fragmenteret og spændt ud mellem kunstnernes egen praksis og traditionel kinesisk kunst.

Da den daværende leder Deng Xiaoping åbnede samfundet op for en gryende kapitalisme efter Maos død, begyndte informationer at flyde ind over den kinesiske mur. Eller mere præcist var det en tsunami af Duchamp, Kong Fuzi og Wittgenstein, litteratur, kunst og filosofi, der snart oversvømmede landet. I en voldsom og vital bulimisk proces begyndte de sultne kunstnersjæle at fortære så meget som muligt, kaste store dele op igen og beholde enkelte udtryk at arbejde ud fra. En dynamisk proces, der på ekstremt kort tid udviklede sig i retning af nutidens samtidskunst.

Større kunstnerisk frihed

Et resultat af denne proces er Zhu Yu, en af Kinas mest kontroversielle kunstnere, der er berømt og berygtet for at fotografere sig selv tilberede og spise et foster. Da det viste sig, at fostret var falskt, blev beskuernes had mod kunstneren og hans manglende moral vendt til en kritik af menneskets fordømmende natur.

På udstillingen viser Zhu Yu dokumentation af Pocket Theology, en performativ installation, hvor enden på et langt reb, der slynger sig på gulvet, holdes af en hånd på en afskåret, rådnende arm, der hænger på en kødkrog i loftet. For at komme igennem installationens lille lavloftede rum er publikum nødt til at træde på rebbunken, og bliver dermed tvunget til kropsligt at forbinde deres levende krop med den døde legemsdel, der modsat det falske foster var ægte nok.

Det er en helt anden form for absurditet, der er Li Binyuans videoværker. Ved at lade hånt om regler og lade humor og krop være det gennemgående medie og materiale, fokuserer Li Binyuan på samspillet mellem processen i kunstproduktion og reelle oplevelser i livet. Om han så slår vejrmøller, til han svimmel rager rundt og kaster op, danser rundt i en pink paryk, til han segner, eller (strengt forbudt) kører nøgen gennem Beijing på en scooter med et stort trækors, gør han det med en befriende latterlighed og nærvær.

Nærvær er også det centrale i Fang Lus værk Cinema. Eller nærmere observation og at observere observation. På tre store projektioner og fire tv-skærme ses en ung kvinde i et komplekst scenario af blik, der veksler mellem voyeurisme og empati. Netop denne undersøgelse af både ens eget blik og betragtning af verden er ifølge Fang Lu noget af det mest betegnende for den kinesiske samtidskunst i dag: »Der er en langt større frihed end tidligere til at udstille forskellige observationer og overbevisninger. Frihed i kunst og liv er dog ikke det samme. Det er snarere to parallelle liv.«

Marked, kapital og kunst

Et andet forhold, der går igen i den store industrihal er markedets indflydelse på kunsten og livet. I værket Uncertain Capital, en kubeformet skulptur på 61 kg støbt af 1-yuan mønter, udforsker Wang Sishun ideen om et cyklisk pengeflow. Kuben er finansieret af pengene fra en tidligere udgave af værket, ligesom prisen for dette værk skal omsættes til en ny og større kube osv. En simpel illustration af forholdet mellem marked, kapital og kunst.

Markedet promoverer i stigende grad kunstscenen. Men fortsat ringe støttemuligheder for kunstnerne betyder, at de stadig er overladt til at agere på markedets præmisser. Flere af dem har ifølge Colin Chinnery derfor med største selvfølgelighed parallelle produktioner, »en, de lever af, og en, de lever for«.

Liu Chuangs værk, Buying everything on you (Lu Qingwen), en montre med sirlige rækker af tøj, sko, penge, kvitteringer, huskesedler, knapper, mønter og alt det andet, som en tilfældig mand på gaden havde på sig, inden det hele blev købt af kunstneren, illustrerer netop, hvordan det først og fremmest er kapitalen, der styrer.

Regeringen har for længst luret, at det kan svare sig at kontrollere kunstmarkedet, og den gør det i stigende grad ved at overtage begivenheder, som f.eks. Art Week i Beijing. Men spørgsmålet om kulturel værdi og kapital kan gøres op på mange måder, og i øjeblikket er det tydeligt, at regeringskontrollen på kunstmarkedet arbejder præcis som Oscar Wildes kyniker – en, der kender prisen på alting og værdien af ingenting.

Kunstnerne i industrihallen har til gengæld godt styr på både kulturel kapital og værdi. Med nerve, humor og uhøjtidelig selvbevidsthed giver udstillingen værk for værk et imponerende og nuanceret billede af profiler og positioner i en kinesisk samtidskunstscene, der er langt mere kompleks og kunstnerisk sprudlende, end nogensinde før.

Udstillingen ’Die 8 der Wege’ kan ses indtil 13. juli i UferHallen, Berlin

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu