Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Antinazistisk skalpejagt

Lars-Martin Sørensens ‘Dansk film under nazismen’ rummer interessante beskrivelser af handlemåder og mekanismer i dansk filmbranche. Desværre er bogen også stærkt ensidig og præget af en misforstået historisk kontekst
Toppen i ASA-film, inklusiv et par stykker, der havde et ambivalent forhold til den tyske besættelsesmagt; yderst til venste Lau Lauritzen Junior og yderst til højre direktør Henning Karmark, der meldte sig ind i DNSAP for at skumme fløden. Foto fra bogen
Kultur
30. maj 2014

Besættelsen fremhæves gerne som en både kommercielt og kunstnerisk frugtbar, hvis ikke endda gylden periode for dansk film. Årsagerne hertil var fraværet af konkurrence fra Hollywood og det begrænsede vareudbud af daglig- og luksusvarer, som flyttede store dele af forbruget over på kulturprodukter som blandt andet biografbilletter.

Trods de gyldne år var dansk filmbranche dog ikke noget teselskab. Personer og firmaer gik til stålet i konkurrencen om indflydelse og profit, og opportunisme og kynisme var vejen frem. Tilmed evnede flere af aktørerne ved hjælp af tykt hykleri at slette de ubehagelige spor efter sig. Ironisk nok netop i kraft af deres beherskelse af fiktionens virkemidler. Da en ny historie skulle fortælles på lærredet efter befrielsen i 1945, var de også leveringsdygtige, hvad der slørede fortiden og gav branchen aflad.

Der er syn for sagen i bogen Dansk film under nazismen. Her beskriver filmhistorikeren Lars-Martin Sørensen ikke kun dansk filmbranche under besættelsen, men også forhistorien op gennem 1930’erne og tiden efter. Der er overvejende fokus på aktørerne, altså personerne, firmaerne og de statslige agenturer, og i mindre grad på selve filmenes indhold og udtryk. Bogen bygger i stor udstrækning på skriftligt kildemateriale fra danske og tyske arkiver. Materialet imponerer i omfang og ved den fantasi og arbejdsindsats, det har krævet at finde det frem. Bogen rummer også den fremragende feature, at den er forsynet med QR-koder flere steder, som læseren kan scanne med smartphone eller tablet, så de omtalte filmklip kan ses på internet.

Filmverdenen er et fascinerende emne. Ikke kun på grund af glamouren, der forbindes med branchen, men også i kraft af den umiddelbare appel, der ligger i det levende billedmedie. I et politisk-historisk perspektiv er emnet også særdeles interessant. Midten af det 20. århundrede betegnes gerne som de store ideologiers tidsalder, og Anden Verdenskrig som det store brag, hvor ideologierne tørnede sammen. Men netop ikke kun på slagmarkerne. Diktatorerne såvel som de demokratiske regimer var uhyre bevidste om filmmediets magt over sjælene. Ikke kun til mobilisering af proselytter – hvad end den var bastant eller subtil – men også til nedgøring og dæmonisering af fjenden, den indre såvel som den ydre.

Meldte sig ind i DNSAP

Besættelsen bragte dansk film i en kritisk situation, fordi adgangen til råfilm nu gik gennem Tyskland. Det gjorde branchen afhængig af Tyskland og tvang den til valget mellem samarbejde eller inaktivitet. Heri lignede branchens vilkår det øvrige erhvervslivs, ja faktisk det samlede danske samfunds vilkår. Det mest udbredte valg, samarbejdet, blev også filmbranchens vej. Men hvor de store strategiske erhvervsgrene som industri og landbrug for en stor del operationaliserede dette samarbejde gennem forhandlinger via den danske stats politiske og administrative niveauer, så var der for filmbranchen rum for større grad af privat initiativ.

Mest bemærkelsesværdig er ASA Films direktør, Henning Karmark, som i august 1940 meldte sig ind i det danske nazistparti, DNSAP. Intet tyder i den henseende på en politisk vækkelse, men snarere på iskold opportunisme. Han udnyttede medlemskabet målrettet i forhold til sine tyske forretningsforbindelser. Han veg ikke tilbage for at sladre til besættelsesmagten om den danske stats filmpolitik, der reelt var en beskyttelsesforanstaltning mod nazistisk propaganda. Og han udleverede gladeligt navne på tyskfjendtlige embedsmænd.

Karmark havde sans for krigskonjunkturerne og meldte sig ud af DNSAP i 1943. Han blev umiddelbart før befrielsen lempet ud af ASA’s bestyrelse – så selskabet uplettet kunne producere modstandsfilm som De røde enge. Han trak dog formentlig fortsat i firmaets tråde og blev igen formelt tilknyttet i 1949. Han undslap dom ved retsopgøret, skønt der rejstes tiltale mod ham. I hans defensorat indgik, at betydelige dele af hans fortjeneste var gået til modstandsbevægelsen. I 1950’erne blev han mangemillionær som producent af Morten Korch-film. En fantastisk historie, som fortæller meget om paletten af personlige valg i tiden.

Folkekære skuespillere som Lau Lauritzen Junior. og Ib Schønberg excellerede i samme form for opportunisme, om end de gradsmæssigt ikke nåede Karmarks højder. Førstnævnte søgte således i 1942, dog resultatløst, en karriere som skuespiller i tyske spillefilm. I 1945 spillede han stovt modstandsmand i en af hovedrollerne i De røde enge – endda med en replik om danskernes angiveligt eftergivende holdning til besættelsesmagten i krigens første år.

Bogen er ikke uden kvaliteter, og den rummer som oven for anført interessante beskrivelser af handlemåder og mekanismer i dansk filmbranche. Desværre er den også stærkt ensidig og præget af en poserende antinazistisk skalpejagt. Mange steder på tyndt og spekulativt grundlag. Argumenter om folks motiver og handlinger bygges hyppigt på guilt by association og ophobninger af vendinger som »kan han have vidst« og »har han muligvis«.

En er friholdt fra kritik

Kun få slipper fri, men dog én, nemlig dokumentaristen Theodor Christensen, som forekommer at være Sørensens helt. Imidlertid kan denne – efter samme standarder som det øvrige persongalleri bedømmes – betegnes som en fuldstændig sammenlignelig opportunist. Christensen var således i 1939 i Berlin for at studere instruktøren Karl Ritters arbejde med filmen Kadetten, som den dag i dag ikke må vises frit i Tyskland på grund af dens nazistiske propaganda.

Christensen begejstredes ganske vist kun af stilen, ikke af indholdet, men man kunne jo spørge, om ikke også Lau Lauritzen blot havde kunstneriske ambitioner med sit forsøg på karriere i tysk film?

Men uanset hvor opportunistisk Theodor Christensen optræder, sættes hans handlinger i et forsonende lys. Det gælder også i omtalen af en af hans reklamefilm fra 1942 for cementgiganten F.L. Smidth. Firmaet søgte aggressivt nye markeder i Neuropa, og filmen skulle hjælpe hermed, men alligevel får Sørensen via spekulative og lidet overbevisende tolkninger gjort filmen til en skjult kritik af økonomisk samarbejde med Tyskland. Den mere oplagte tolkning er nok, at Christensen gerne ville lave film, have noget at rive i og tjene til dagen og vejen. Motivet er set før og siden.

Uunderbygget kritik

Bogens største akilleshæl er imidlertid, at den historiske kontekst – den danske besættelsestidsvirkelighed – beskrives stort set løsrevet fra den eksisterende besættelsestids-forskning og ofte fejlagtigt og fordrejet. Det er naturligvis i sin orden at opponere mod den eksisterende forskning, men i et akademisk arbejde som dette kræver det, at man argumenterer for sit alternative syn. Det gøres ikke. I stedet bygges konteksten på, hvad der forekommer at være fordomme og letkøbt forargelse.

Problemet knytter sig særlig til beskrivelsen af de dominerende holdninger i den danske befolkning. Og der er ikke tale om et mindre problem, for dette holdningsunivers spiller en central rolle i bogens beskrivelse af det miljø, produktionen og receptionen af filmene foregik i. Danskerne i bred almindelighed gøres generelt til alt for interesserede i og venligt stemte over for nazismen. For eksempel hedder det, at det »er også vanskeligt at forstå, at modstandskampen først rigtig tog fart i besættelsens tredje år, hvis man ikke ved, at mange danskere beundrede den nazistiske revolution i Tyskland« (s. 403).

Det er vrøvl af rigtig mange grunde. For det første tog modstandsbevægelsen ’fart’ senere end angivet. For det andet begyndte den i Danmark nogenlunde samtidig med modstanden i andre vesteuropæiske lande. For det tredje er det helt forfejlet at hævde, at tidspunktet for rekrutteringen – at den skulle være blevet udskudt – havde det mindste med beundring for den nazistiske revolution at gøre, en beundring som – for det fjerde – generelt både før og under besættelsen var stærkt begrænset, også i internationalt perspektiv.

Der er faktisk forsket systematisk i danskernes holdninger under besættelsen (Palle Roslyng-Jensen Danskerne og besættelsen, 2007), men Sørensen bruger ikke den indsigt aktivt og forlader sig i stedet på egne fornemmelser.

På samme vis hævdes et utal af fænomener – fra alsang til Morten Korch-film – at være nazistisk inspireret, fordi de abonnerede på samme antimoderne, nationalromantiske Blut und Boden-nostalgi eller andre elementer i nazismen. Sagen er jo, at nationalromantik og hjemstavnskærlighed har eksisteret længe før nazismen, og ikke med nogen naturnødvendighed fører til hel- eller halvnazisme.

Ensidigheden og den misforståede historiske kontekst svækker i betydelig grad bogens troværdighed.

Dansk film under nazismen,
Lars-Martin Sørensen.
Lindhardt og Ringhof
512 sider
349,95 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Bogen har jeg ikke læst, men jeg har overværet et par foredrag af Lars-Martin Sørensen om dansk film under besættelsen. Hver gang efterlod de domme, han rask fældede, mig med tvivl og ambivalens.

Nu tænker jeg, at det måske - som der skrives i anmeldelsen - skyldes

CITB: ...i et akademisk arbejde som dette kræver det, at man argumenterer for sit alternative syn. Det gøres ikke. I stedet bygges konteksten på, hvad der forekommer at være fordomme og letkøbt forargelse. CITS.