Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En meget blandet landhandel

Kvindeliv og hvidhedsdebat og snart sagt alt andet løber sammen i Naja Marie Aidts, Mette Moestrups og Line Knutzons ’Frit Flet’
De tre forfattere Naja Marie Aidt, Mette Moestrup og Line Knutzons fællesbog ’Frit flet’ er  interessant, men for massiv og rodet. Og de reducerer deres politiske analyse om privilegier til et spørgsmål om hvidhed og blindhed, og derfor mener anmelderen ikke, man/de har begreber til at beskrive det.

Jakob Dall

Kultur
30. maj 2014

Den er først og fremmest massiv, Naja Marie Aidts, Mette Moestrups og Line Knutzons fællesbog Frit Flet, over 600 magasinstore sider lang og fyldt med tekst af snart sagt enhver art: essays og litteraturkritik, interview med forældre og børn og forskere og forfatterkolleger, reportager, drømmerapporter, langdigte, afsnuppede stykker absurd dramatik, optryk fra barndommens og ungdommens dagbøger og skolebøger, udskrifter af samtaler pr. sms og e-mail, kommentarer til familiefotos, lister over dagens gerninger, en utroligt morsom logbog over arbejdet med bogen selv. Og så også fotografier og tegninger og grafik undervejs, måske især i første del.

Efterhånden bliver Frit Flet nemlig mere og mere teksttung, i al fald for denne anmelder, der har måttet læse alt fra A til Z. Det er bogen ellers ikke skrevet til. Man bør snarere læse lidt her og lidt der og ikke altid helt koncentreret, sådan som man ville læse et af de glittede magasiner, gigantiske og internationale, Frit flet grafisk efterligner og parodierer.

Pluk- og huglæse, også fordi Frit flet ikke bare er et morads at fare vild i, den er også ret styret i sit emnevalg. Her er det ikke sex og modetøj, men derimod kvindeliv og etnicitet, der står i centrum. Emnemæssigt løber spørgsmål om ulighed gennem hele bogen, og om de måder, diskrimination sætter sig i os som kropslige erfaringer, og om privilegier og de måder, privilegierne gør os blinde, og om hvordan privilegierne fordeler sig i verden i dag.

Hirtshalshabit

Men her bliver jeg som anmelder nødt til at stoppe op, ikke så meget fordi jeg tilhører kategorien »typisk hvid humanistisk heteroseksuel mand« – en kategori, der kun et sted benævnes eksplicit, men undervejs især i bogens interview ret tydeligt udpeges som blindhedens sted par excellence – men fordi Frit flet ligesom kræver at blive bedømt på flere niveauer.

Dele af denne meget blandede landhandel bør vel læses som litteratur. Det er tekster, der er sjove, rørende og tankevækkende; nogle gange er de også kedelige og uden intensitet. Her er Frit flet bedst, når den er komisk. Et eksempel fra logbogen, A, B og C er i Skagen:

»Flere lokale mandspersoner fra biler og knallerter sender lange blikke efter A og B i ens regnsæt med tæt snørede hætter. Samtale om ’hirtshalshabit’, og hvordan man i Nordjylland er nødt til at se bort fra lækkert tøj, når man vil score, da vejrliget er så hårdt og blæsende, at man er nødt til at iføre sig praktisk tøj, også når man skal på diskotek.

Det forhindrer ikke en glad flirten, og B påpeger, at det måske er sandt, hvad De Gyldne Løver sang i 1980’erne: »Ingen elsker som en vendelbo, wambabadabadabadam.«

Undervejs og i flere interview har de tre forfattere talt om glæden ved at arbejde sammen, her smitter den glæde virkelig af på læseren. Logbogen er en fest i skriften om hverdagen som fest, så fint og sjovt. Man ville så gerne være der. Og bogen har også fået plads til helt andre stemninger, f.eks. i nogle meget fine og ømme interview med forfatternes mødre – om liv, der langsomt lukker ned.

Dårligere forfatter

Andre tekster, for eksempel de mange interview med forskere, giver det ikke mening at læse sådan. Det ligner en politik fra de tre forfatteres side, at de ikke kommenterer de ret voldsomme udsagn, de viderebringer. Stemmerne skal bare komme til orde. De viser sig så heller ikke synderligt forskellige, de stemmer. Igen og igen påpeges de måder, hvorpå privilegier gør os blinde, og igen og igen udpeges den marginaliserede skikkelse som kilde til autentiske erfaringer.

Dem skal vi lære at lytte til, er moralen vist, kun på den måde kan vi lære om ulighed og diskrimination og om vores egne privilegier. Den svenske forfatter Johannes Anyuru erklærer simpelthen: »Jeg tror, jeg skriver dårligere, fordi jeg er mand, fordi jeg har svært ved at se visse sager i mig selv og verden.«

Den morale sætter Frit flet aldrig spørgsmålstegn ved. Tværtimod synes den også selv styret af forestillingen om den undertrykte erfaringsadel – et ord, jeg låner fra forfatteren Rene Jean Jensen – som vi andre må stille os tavse overfor. Som vi kun med de største kvababbelser kan være kritiske overfor. Og hvad der er endnu mere trælst: den synes styret af en forestilling om, at de af os, som ikke køber pakken om privilegier og blindhed og eksklusion og autenticitet, ja, vi er uoplyste.

Vi har ikke læst nok eller tænkt nok. Vi er ikke uenige, vi er blinde. Så det.

Grader af overgreb

Jeg tillader mig nu alligevel at være uenig, for i mine øjne fører bogens antagelser til en uproduktiv og begrebsligt fattig analyse af nogle meget reelle fænomener. Det virker for eksempel fattigt kun at have forestillingen om ’privilegier’ til at beskrive sociale forskelle med. Og fokuserer man entydigt på grænsen mellem den inkluderede og den ekskluderede har man ikke nogle begreber for forskellen mellem de overgreb, man udsættes for som illegal immigrant i USA’s frugtplantager – hvor man reelt er gældsslave – og den krænkelse, det er, når ens navn igen udtales komisk forkert af ens i øvrigt sympatisk indstillede (og sikkert hvide, heteroseksuelle) danske gymnasielærer.

Og måske erfares det sidste lige så slemt som det første, fordi – som en rigtig fin tekst undervejs i Frit flet fortæller om – de virkeligt undertrykte ikke altid erfarer sig selv sådan.

Ikke desto mindre er nogle eksklusioner værre end andre, uanset hvordan de så erfares, og nogle kræver mere akut opmærksomhed end andre. Reducerer man sin politiske analyse til spørgsmål om hvidhed og blindhed, ja, så har man ikke begreber til beskrive det.

Nå ja, at ægge til uenighed er jo ikke den værste kvalitet i en bog. Frit flet er massiv og rig, nogle gange også for massiv, for omfattende. Men den er også sprængfyldt af fine og skæve og udfordrende tekster, den er så absolut værd at bladre sig igennem.

Naja Marie Aidt, Line Knutzon, Mette Moestrup: ’Frit flet’. Fællesbogen. 199 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her