Læsetid: 6 min.

Blind tillid

I sin bog om Snowden-sagen, ’Overvåget’, viser Glenn Greenwald overbevisende, at en statsmagt, der ingen tillid nærer til borgernes ageren i det private rum, men beder om carte blanche til egne overvågningsaktiviteter, er uforenelig med en demokratisk retsstat. Desværre kommer Greenwalds egen person og infights med de amerikanske medier til at skygge for den vigtigere historie om NSA’s omfattende overvågning
Street art, formentlig af kunstneren Banksy, ved en telefonboks i den engelske by Cheltenham, tæt ved den britiske efterretningstjeneste GCHQ’s hovedkvarter.

Eddie Keogh

13. maj 2014

I december 2012 havde den amerikanske journalist og blogger Glenn Greenwald så travlt, at han nær var gået glip af den historie, der for altid vil være forbundet med hans navn: Edward Snowdens læk af dokumenter fra USA’s største og mest hemmelige efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA). En historie, hvis konsekvenser stadig udspiller sig på globalt plan, og som har gjort den hidtidige abstrakte debat om masseovervågning konkret og (allesteds) nærværende.

Først da den erfarne journalist Laura Poitras kontakter Greenwald med en række opsigtsvækkende dokumenter om NSA’s omfattende overvågning, går det op for ham, at der muligvis er et scoop i vente, dog uden at han knytter Poitras informationer til den kilde, der i flere måneder har søgt at vække hans interesse.

Kontakten med Poitras fører Greenwald til Hongkong og mødet med Snowden. Greenwald tegner et billede af Snowden som en patriot, der med flid og dedikation arbejder sig op gennem graderne i det amerikanske sikkerhedskompleks, men bliver stedse mere desillusioneret over uforeneligheden af de værdier om frihed og en begrænset statsmagt, som hans patriotisme er baseret på, og omfanget af den overvågning, som CIA og særligt NSA foretager. På trods af manglende universitetsuddannelse bliver Snowden trænet til at forestå bl.a. sofistikerede cyberangreb og digital kontraspionage på højeste niveau. En evne, Snowden anvender til at få adgang til NSA’s hemmeligste dokumenter via sin ansættelse i NSA-underleverandøren Booz Allen Hamilton.

Det er Greenwald magtpåliggende at overbevise læseren om, at Snowden alene er motiveret af principper, og bogen indeholder et rasende angreb på de journalister og politikere, der har fremstillet Snowden som »narcissistisk« og »opmærksomhedssøgende« eller »spion«. Der har utvivlsomt været grove angreb mod Snowden og Greenwald. Men det virker naivt at harcelere mod journalister, der vover at sætte spørgsmålstegn ved Snowdens motiver ved eksempelvis at rejse til Hongkong og videre til Rusland. Selv om Snowden har de reneste motiver, gør det forhold, at han angiveligt er trænet som cyberagent med henblik på bl.a. trænge ind i andre landes militær- og regeringsinstallationer, at man som udenforstående automatisk spørger sig selv, om valget af disse destinationer var tilfældigt, og at de under alle omstændigheder var dybt skadelige for Snowdens sag.

En person med Snowdens sofistikerede viden og indsigt vil naturligvis være en guldgrube for USA’s to største geopolitiske rivaler, der begge er kendt for cyberkrigsførelse, og som givetvis vil gå langt for at få fat i Snowdens informationer. Greenwald kommer ikke med nogen overbevisende forklaring på, hvorfor Hongkong var den bedste destination for Snowden, ligesom han uden videre afviser risikoen for, at Snowdens dokumenter kunne være faldet i forkerte hænder. Men svaret på de spørgsmål er en vigtig del af den samlede historie, og kritiske spørgsmål herom kan ikke blot affejes som udtryk for servilitet over for den amerikanske regering. I det hele taget fylder Greenwalds korstog mod mainstreammedier for meget i bogen, og man fornemmer, at Greenwalds angreb på en række medier og journalister for eksempelvis at referere til Greenwald som »blogger« eller »aktivist« snarere end »journalist« er motiveret lige så meget af et såret ego som af filosofiske forskelligheder. De dele af bogen, der handler om Greenwalds journalistiske infights, kunne med fordel være droppet, så Greenwalds person ikke kom til at skygge for den langt vigtigere historie om NSA’s omfattende overvågning.

Dokumenteret overvågning

Overvåget’s store styrke er dokumentationen af NSA’s massive overvågning. Uanset, at de mange dokumenter ofte er fragmenter og mangler kontekst, efterlader de ikke tvivl om, hvor allestedsnærværende NSA’s digitale fangarme er. Selv om omfanget af NSA’s overvågning måske er velkendt for de fleste, der har fulgt med i både internationale og danske mediers løbende dækning af sagen, giver bogens samlede beskrivelse og ikke mindst gengivelse af nogle af de centrale dokumenter (typisk i form af power point slides) alligevel et levende indtryk af konsekvenserne af NSA’s angivelige motto om at »indsamle alt«. Det er således ikke kun ’metadata’ i form af informationer om eksempelvis hvem, hvornår og hvor længe en person har snakket i telefon (eller afsendt mails), der bliver indsamlet. Også indhold fra mails, chatprogrammer, videoer m.v. kan NSA angiveligt få adgang til. Alene i Danmark har NSA i samarbejde med lokale efterretningstjenester (sandsynligvis FE) indsamlet 23 millioner metadata i en 30 dages periode ifølge et lækket dokument beskrevet i bogen. Det internet og den informationsteknologi, der skulle sætte borgerne fri i det digitale århundrede, er blevet amerikanske myndigheders vigtigste kilde til informationer om vores gøren og laden, og intet sted er sikkert. Kun hvis man har adgang til og kan finde ud af at anvende avanceret krypteringsteknologi, kan man håbe på et digitalt frirum, men dokumenterne viser, at NSA udfolder ihærdige bestræbelser på at lukke de huller, som opstår løbende. Det sker bl.a. via et vidtstrakt samarbejde mellem NSA og nogle af de største amerikanske it-virksomheder.

De kontrolmekanismer, som skal sikre, at efterretningstjenesterne ikke går for vidt, står heller ikke i et heldigt lys. De FISA-domstole, der skal føre kontrol med visse dele af NSA’s overvågning, opererer i dybeste hemmelighed, hører kun argumenter fra regeringen og giver så godt som altid regeringen medhold. Dokumenterne viser også, at ledende medarbejdere i de amerikanske efterretningstjenester har løjet over for Kongressen vedrørende omfanget af NSA’s overvågning af den amerikanske befolkning. Disse dele af Snowdens læk er klassisk whistleblowing, og selv om de gør ondt på den amerikanske regering og landets selvforståelse, er det den slags oplysninger, som journalister i frie samfund må og skal dokumentere.

Men når man har fordøjet de omfattende afsløringer, melder spørgsmålet sig: Og hvad så? Før Snowdens afsløringer levede vi alle i lykkelig uvidenhed om NSA’s og dets europæiske akolytters massive overvågning. Medmindre man er involveret i terrorisme, vil den almindelige borger sandsynligvis intet mærke til, at NSA’s mange programmer lagrer og kan få adgang til ens data. Der er desuden intet i Snowdens læk, der tyder på, at NSA har brugt de abnorme mængde data til at ramme politiske modstandere eller almindelige borgere, som det var tilfældet med Stasi og KGB i DDR og Sovjet. De fleste af os deler i forvejen velvilligt dybt fortrolige data om vores privat-, arbejds- og sociale liv med vores teleselskaber, internetudbydere og sociale medier som Facebook, Twitter og Snapchat. Er spørgsmålet om privatlivets fred i en digital tidsalder ikke blevet abstrakt og ligegyldigt for vores konkrete dagligdag og demokratiets fortsatte funktion?

Det spørgsmål besvarer Greenwald benægtende ved dels at vise, hvordan overvågning får mennesker til at opføre sig markant anderledes, end når de befinder sig i et privat rum. Når vi er overvågede, bliver vi mere konforme, vi udtrykker os ikke, som vi ellers ville gøre, og vi udfordrer ikke autoriteter eller vedtagne sandheder. Overvågning er derfor ikke bare værdifuldt i forhold til at få konkrete informationer om mulige terrorister eller kriminelle. Det er også en måde at konsolidere magt på, og det medfører en chilling effect på dissens og politisk pluralisme.

Den sidste del søger Greenwald ikke helt vellykket at koble på myndighedernes ageren over for eksempelvis Occupy Wall Street-bevægelsen. Mere overbevisende er Greenwalds paralleller til USA’s nære fortid, hvor overvågningsskandaler i 70’erne førte til nedsættelse af Church-kommissionen, der viste, at FBI foretog en systematisk overvågning af bl.a. borgerrettighedsforkæmpere og andre politiske grupper.

Det ville være naivt at tro, at et system, der uden effektiv kontrol opererer ud fra en devise om, at alle mennesker i hele verdens fortrolige informationer skal være tilgængelige, og hvis muligheder for at realisere denne vision løbende styrkes i takt med den teknologiske udvikling, ikke på et tidspunkt i den overskuelige fremtid vil misbruge sine beføjelser. En statsmagt, der ingen tillid nærer til borgernes ageren i det private rum, men beder om blind tillid til egne overvågningsaktiviteter, er uforenelig med en demokratisk retsstat. Den pointe formår Greenwald klart at demonstrere.

Glenn Greenwald: ’Overvåget – en insiderberetning om Edward Snowden, NSA og den amerikanske overvågningsstat’. Informations forlag, 296 sider, 299,95 kr. Udkommer den 13. maj.

Jacob Mchangama er chefjurist i tænketanken CEPOS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Heinrich R. Jørgensen
Henrik Christensen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Willy Johannsen

Glimrende anmeldelse. Det er altid spændende, når agenter fortæller, som dengang med Gordiejskiv om KGB, og nu Snowden om NSA. Forskellen er selvfølgelig lige præcis den, som Jacob Mchangama gør opmærksom på:

Men når man har fordøjet de omfattende afsløringer, melder spørgsmålet sig: Og hvad så? Før Snowdens afsløringer levede vi alle i lykkelig uvidenhed om NSA’s og dets europæiske akolytters massive overvågning. Medmindre man er involveret i terrorisme, vil den almindelige borger sandsynligvis intet mærke til, at NSA’s mange programmer lagrer og kan få adgang til ens data. Der er desuden intet i Snowdens læk, der tyder på, at NSA har brugt de abnorme mængde data til at ramme politiske modstandere eller almindelige borgere, som det var tilfældet med Stasi og KGB i DDR og Sovjet.

Var NSA-oplysningerne blevet misbrugt hjemme i USA, ville det være bedre end at vinde "el Gordo" i det spanske julelotteri med tanke på amerikansk retspraksis. Og mig bekendt er der heller ingen andre steder, det er gået ud over uskyldige.

Selvfølgelig virker det umiddelbart ubehageligt at blive overvåget, med det er vi jo i forvejen blevet i årevis siden Google blev den foretrukne søgemaskine, og ingen undlader jo at bruge den af den grund. Hele forskellen ligger jo ganske enkelt i det spørgsmål: Får det ubehagelige følger eller ej? NSA har nu engang ikke de samme beføjelser som FSB, for at nævne et eksempel.

Espen Bøgh

Mistænkeliggørelsen af Edward Snowden og Glen Greenwald for valget af Hongkog som mødested er under lavmålet.

Opholdet i Rusland er foreløbig kun midlertidigt, - men hvor i verden ville Edward Snowden ellers kunne leve sikkert for USA(?), næppe ret mange stede, og heller ikke i de Sydamerikanske lande som har tilbudt ham asyl, - da fortidens Amerikanske indflydelse er begrundelse nok til at være skræmmende.

Så får vi igen historien om, at de indhentede oplysninger via telenettet kun, enten indsamlet i en måned og eller kun beholdes en måned hvorefter det kasseres, som den store fyldestgørende sandhed, - men det ved forfatteren bare intet sikkert eller konkret om.

Vist bliver meget kasseret efter sortering ud fra nogle bestemte kriterier, - som passer til Amerikanske ønsker og behov om viden omkring bestemte personer i de enkelte samfund, som enten kan bruges i den nære nutid eller i fremtiden mod disse personer, når behovet herfor i den Amerikanske politiske optik.

Det er derfor ikke nok eller tilstrækkeligt, at lave aftaler med Amerikanerne om internettet og retten til privatsfære for borgerne; "det er som at slå vand på en gås", - der preller ganske enkelt af.

Det eneste der hjælper er en balkanisering af internettet, som Amerikanerne så må leve med deres selvforståelse.

Det skyldes der ikke kommer en nævneværdig revision af NSA og andre agentures virke imod venner og nære allierede.

Kjeld Hansen

Nets skandalen er resultatet af blind tillid. Forleden kunne man læse på ing.dk, at mange kommuner ikke aner, hvor deres data befinder sig henne. Og en ting er så sikker som armen i kirken. Hvis først data er langt ind digitalt og det hele udbydes til private udbydere, så er der lukket op for alle sluser. At kopiere alle de vitale data over borgerne i det digitale Danmark kan gøres kan af rette person gøres i en håndvending og er de først sluppet løs i cyberspace er der ingen vej tilbage.

- Bare at samkøre det ene register efter det andet vil før eller siden ende galt.

Men vi tror bare blindt på alle de digitale lyksaligheder, for der er jo penge at spare siges det og som borger kan du ikke stride imod, at du ender med at blive udstillet mere end nøgen for hele verden.

- Men hvor bliver mennesket af i denne digitale verden?

Hvad mon der sker den dag nettet opdager, at vi mennesker ikke er andet end en udgift?

Peter Jensen, peter fonnesbech og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Thomas Borghus

Willy. Jeg ville ønske du var rigtigt på den, det er du desværre ikke. NSA anvender metadata - også til at slå folk ihjel.

Du kan eventuelt google: "At a recent debate concerning the National Security Agency’s bulk surveillance programs, former CIA and NSA director Michael Hayden admitted that metadata is used as the basis for killing people." ..

Vibeke Rasmussen

"De dele af bogen, der handler om Greenwalds journalistiske infights, kunne med fordel være droppet, så Greenwalds person ikke kom til at skygge for den langt vigtigere historie om NSA’s omfattende overvågning."

Det er noget, Glenn Greenwald også er blevet kritiseret for på Firstlook. Hér svarer han på den kritik samt på insinuationerne om, at han kun tænker på egen vinding ved nu at offentliggøre de dokumenter, han har adgang til, i bogform:

"Glenn Greenwald 08 May 2014 at 5:42 pm

["The answer is quite obviously “no.” Glenn is not profiting from publishing the documents. He is profiting from publishing his analysis of the documents."]

Two points about this:

(1) The book has 5 chapters. Only one of them (Chapter 3) is document-focused. The first two chapters are the story of how I met Snowden, what we did in Hong Kong, what we talked about, how we did the reporting. The fourth chapter is an argument In Defense of Privacy and Why Surveillance is Menacing. The fifth (and last) chapter is about media critiques and how journalists responded to the story. So the vast majority of the book is my own writing, my own story, and my own arguments and analysis completely independent of the documents.

The chapter on the documents is an overall effort to put all these revelations in a context and to tell the story of surveillance from a birds-eye view instead of a story-by-story basis. And, as I indicated, all of the new documents are immediately going online for free, rendering the claims that we’re profiting off the documents obviously invalid.

(2) All sorts of people – journalists, activists like Noam Chomsky, human rights workers, and all kinds of other people – write books all the time, and they get paid to do it. Writing a book is an incredibly labor-intensive, soul-draining process. It’s nice that some people are independently wealthy and don’t need to be paid for the work they do, but that isn’t the case for me. Virtually all authors are paid to write the books they write, and I’d bet that those complaining here also don’t work for free."

https://firstlook.org/theintercept/2014/05/08/keith-alexander-unplugged-...

Kristian Løwenstein

Som altid er MC både skarp og lidt naiv på en og samme tid.

Det kan muligvis være en arbejdsskade som følge af årene i en af de der ideologisk lufttætte tænketanke, hvor kloge mennesker ofte mødes for at bekræfte hinanden og deres privilegerede verdenssyn i stedet for at forholde sig kritisk til deres egen selvforståelse og prædispositioner, og hvordan de præger de kategorier og grupper de udvælger til deres samfundsanalyser og undersøgelsesmodeller.

Eksempelvis skriver MC: "... Medmindre man er involveret i terrorisme, vil den almindelige borger sandsynligvis intet mærke til, at NSA’s mange programmer lagrer og kan få adgang til ens data. Der er desuden intet i Snowdens læk, der tyder på, at NSA har brugt de abnorme mængde data til at ramme politiske modstandere eller almindelige borgere, som det var tilfældet med Stasi og KGB i DDR og Sovjet."

Ja, hvis du er en del af den der konstant flydende, men alligevel mærkeligt fasttømret gruppe af "almindelig borgere", og ser dig selv som det naturlige normative udgangspunkt for de fleste politiske, økonomiske, sociale og kulturelle diskussioner, så kan der måske være lidt om snakken,

men hedder du Ahmed eller Fatima http://www.theguardian.com/commentisfree/2013/jun/19/nsa-surveillance-mu... og bærer rundt på en lidt anderledes bagage https://www.aclu.org/blog/tag/nypd-muslim-surveillance

og du generelt også har behov for at krydse grænser i bil eller fly regelmæssigt http://www.tomdispatch.com/blog/175647/todd_miller_locking_down_the_borders

så er du "sandsynligvis" havnet i en af de ekstra særlige "forfatningsfrie zoner" og du begynder måske i stigende grad at undre dig over forskellen mellem "hvide terrorister og andre": http://www.juancole.com/2012/08/top-ten-differences-between-white-terror...

MC er med god grund kritisk overfor det kinesiske skønmaleri den danske regering tegner når vi tager til Kina for sælge LEGO og eventyr http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2014/04/24/imrs-kinesiske-skonmaleri/

så det er jo ikke fordi MC ikke er i stand til at forholde sig kritisk til det politiske hykleri på højeste niveau, der står i fuld flor mange steder i verdenen.

Så hvis vi nu forestillede os at der var forskel på at være politisk kinesisk dissident i og omkring Beijing under mere eller mindre konstant vestlig mediebevågenhed,

og så politisk dissident i Tibet der mere eller mindre har været i undtagelsestilstand siden 2008, og generelt lukket land for udefrakommende,

kunne der så også måske være forskel på overvågningsgraden og undertrykkelsesmetoderne afhængig af hvem du var og hvor du var i USA?

mvh

Rune Petersen, Peter Jensen, Jens Jensen, Claus Jensen, Niels Mosbak, Henrik Klausen og Thomas Borghus anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

Nu er Mchamangas fag jo ikke Litteraturvidenskab, så man skal måske ikke forvente så meget. Men dette er en bog, inddelt i kapitler, ikke en blog session eller en news cycle, så hvordan kan det "skygge" for de fire første kapitler, at det femte handler om noget, Mchamanga ikke er enig i?

Mchamangas egne spekulationer omkring Greenwalds eventuelle sårede ego derimod overskygger ganske de alvorligere betragtninger, som nu fik mindre plads i den tilsvarende flade anmeldelse. Og jeg kalder anmeldelsen flad fordi Mchamanga markedsføres som en ekspert, der virkelig føler for dette emne. Det mærker man ikke meget til i ovenstående distancerede anmeldelse.

Løwenstein har allerede antydett Mchamangas selvvalgte uvidenhed i forhold til, hvad overvågningen konkret har betydet for mange almindelige muslimske borgere, så det kan vi lade være, men der er mange flere eksempler, f. eks. James Rosen- og AP-skandalerne.

Hvad der er mest utroligt, og som må så tvivl både om Mchamangas ekspertstatus og oprigtighed, er at han behandler overvågningen isoleret fra, hvad der ellers foregår i "krigen mod terror". "Chefjurist" Mchamanga er end ikke bevæget til at nævne med et ord - medmindre man tolker næstsidste linje meget velvilligt - den massive erodering af civil rights, tortur, korrumperingen af retssystemet (staten kan og gør påberåbe sig "national security" og derved lukke enhver sag ned). Det kan næppe være i god tro.

Jens Jensen

Jeg respekterer virkelig Mchangama, men her er han absurd. Han mangler åbenbart at have følget med i historien. Snowden berettede detajleret, allerede i Juni, hvorfor Hong Kong. Husk lige at han undervejs søgte asyl i 30 lande inden han af nød accepterede Rusland. Husk lige, at da rygtere gik, at han ville søge asyl i Sydamerika, at amerikanerne fik stopped og ransaget Bolivias præsidentens officielle fly.

Det burde aldrig have været nødvendigt for Snowden at blive whistleblower. Det skyldes den dybe forrådnelse der har grebet regeringsmagten og selveste Folketinget og endda de hemmelige domstole siden 9/11. Ulovlighederne overgå selveste terrorlove som Patriot Act og deslignende i en grad, at selv deres ophavsmænd nu offentligt siger fra.

Og at Snowden var efterfølgende forfulgt, således at han skulle søge asyl, kan vi takke Department of Justice og i sær Obama for. Edward Snowden er blot den seneste i en række af whistleblowers der er blevet anklaget under Espionage Act, en lov fra WWI der til lejligheden er blevet støvet af til at undertrykke den grundlovssikrede frie presse og at sikre at ingen fremover vil kunne kigge magthaverne over skuldrene. Obama har forfulgt whistleblowerne hårdere og mere nådeløst end nogen præsident--ikke engang George Bush.

Fy. Mchangama burde have vist bedre.

Claus Jensen

Mchangama (der fik jeg navnet stavet rigtigt), missede tydelligvis denne del af bogen, sikkert fordi den blev overskygget af Greenwalds sårede ego:

"Don't believe the argument that mass surveillance is only a problem for wrongdoers. Governments have repeatedly spied on anyone who challenges their power, says Glenn Greenwald in an extract from his book about Edward Snowden and the NSA, No Place to Hide"

http://www.theguardian.com/world/2014/may/13/glenn-greenwald-anonymous-m...