Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Et broderskab i beton og beats

Spillefilmdebutanten Fenar Ahmad har lavet en strålende, musikalsk film om venskaber. En nuanceret, begavet og fordomsfri formidling af en politisk og journalistisk dæmoniseret maskulin ungdomskultur
’Ækte vare’ følger Mikaels tiltagende succes som rapper med dertil hørende hurtige damer og boblende champagne. Men snart begynder problemerne at vise sig – ikke mindst i forhold til hans barndomsvenner, der stadig sidder fast i lokalmiljøet.

’Ækte vare’ følger Mikaels tiltagende succes som rapper med dertil hørende hurtige damer og boblende champagne. Men snart begynder problemerne at vise sig – ikke mindst i forhold til hans barndomsvenner, der stadig sidder fast i lokalmiljøet.

UIP

Kultur
8. maj 2014

Filmanmelderkorpset sidder i Palads’ store Sal 1 og gør sig klar til Ækte Vare. Det er ikke gået nogens næse forbi, at ægte er stavet forkert, og vi forstår sikkert også alle, at stavefejlen er en betoning af den parallelle virkelighed, som vi om lidt skal se på. At udtaler er anderledes derude i Brøndby Strand, at der bliver lagt vægt på andre ting end i vores verden.

Vi er overvejende hvide mænd og kvinder, så dybt forankret i middelklassen, at det føles som at skulle på safari at sidde og vente på Fenar Ahmads debutspillefilm. Ja, det er heller ikke ligefrem en location, der er blevet skamredet i dansk film. New Yorks gader er langt mere velkendte for os end Vestegnens boligbyggerier.

Lyset dæmpes. Filmen begynder. Vores spørgsmål afventer besvarelse. Hvad er det, der skaber konflikterne derude? Hvad det er for en udsigt, de ser fra betontårnene? Hvad drømmer og frygter de? Hvad er det for en virkelighed, som de farves og formes af? Der er et ’dem’ og et ’os’, men som filmen skrider frem giver det mere mening at tale om et ’vi’. Og sådan burde det jo altid have været.

Svarene på spørgsmålene findes i høj grad i dialogerne, der ramler sammen, som samtaler nu engang gør, når gearet er højt og alle blander sig. I et pludrende hakkende netværk af indskudte sætninger, inside jokes, kærlige fornærmelser og uslebne opmuntringer formidles vennekredsens utidige dynamik. I passager er det umuligt at følge med, og der er det så heller ikke pointen. Der er den sociale musik, relationernes rytmik i sig selv pointen.

Intet manuskript kunne have rummet disse samtaler. Fenar Ahmad måtte under forberedelserne sande, at amatørskuespillerne ikke duede til at realisere hans dialoger, så han gjorde en dyd ud af en nødvendighed. Han fortalte dem, hvad scenerne handlede om, skuespillerne fortalte, hvordan de ville formulere dette, og så improviserede de scenerne. Sådan kan det gå, når man finder sine skuespillere blandt almindelige mennesker i miljøerne. Men der er vundet mere, end der er tabt på den beslutning. Ganske vist rammer holdet ikke altid helt rent i mimik og reaktioner, men til gengæld lever de et trodsigt, morsomt, kærligt og spontant liv dér oppe på lærredet.

Den forsømte vennekreds

Vi følger hovedpersonen Mikaels tiltagende succes som rapper, mens hans barndomsvenner sidder fast i lokalmiljøet. Den garvede voksenstjerne Apollo opdager Mikaels talent under en gade-rap og tilbyder ham arbejde. Men det er for Apollos egen skyld, da han står i stampe med sin nye plade og har brug for nogle bedre tekster.

Ikke desto mindre lyser Mikaels stjerne stadig stærkere, mens han begynder at fungere som makker for Apollo til koncerter landet over. Snart følger de hurtige damer og den boblende champagne. Og med mindelser om Faust-legenden, så begynder aftalen med Apollo at skabe problemer for Mikael i hans egentlige virkelighed, ikke mindst i den stadigt mere forsømte vennekreds.

Kian Rosenberg Larsson spiller hovedpersonen Mikael, og det gør han med en genert ro og selvsikkerhed. Rasmus Hammerich finder sin egen rumlende ro som Apollo. Og Ali Sivandi – der spiller Mikaels nærmeste ven, Tariq – glimrer med nonchalant rastløshed, offensiv energi, aggressiv varme og stærkt timet komik.

Rappens væsen

Under navnet Gilli er Kian Rosenberg Larsson allerede en lovende rapper herude i virkeligheden. Det strålende soundtrack til Ækte Vare har allerede været ude i nogle uger og har fint demonstreret Gillis talent for omskiftelige flows, melodisk rap og intense spændingsopbygninger. Det nyder filmen også godt af, ja, den fyrer i det hele godt op under musikkens muligheder for at fortælle om en ny generation og deres lyster med et stærkt syntetisk og mavepumpende ekstatisk soundtrack.

Der gøres også en dyd ud af rappens væsen, som forløses live og får lov til at udvikle sig fra de tidlige studieindspilninger til koncertsituationerne. Og så overtager musikken også fortællingen i flere forløb, i en slags narrative, men ordløse musikvideoer. I et par klubscener rammer de komprimerede produktioner som en ekstatisk damphammer. Klubben er det forjættede land – fortalt i overmættede farver– som det lykkes Gilli at få sine vestegnskumpaner ind i, trods dørvogternes skepsis. De fester, det er evident, men disse ordløse, beat-gennembankede sekvenser har også fortællende forløb. To kulturer støder sammen, fjendskaber grundlægges. Lige som en senere tredje musikvideofortælling former sig som et uskyldstab.

Det er også rappen, der formidler Brøndby Strands betingelser. Tidligt slås det fast af forskellige rappere, at der ikke er mange chancer for drengene i miljøet. At krudt og kugler, anabolske steroider og kokain overvejes som exitstrategi. Men det taler til Ækte Vares fordel, at den ikke fokuserer på volden og kriminaliteten. Det er omstændigheder og nogle gange nødvendighed, men det får aldrig lov til at overtage fortællingen, som har et meget mere almengyldigt ærinde: At fortælle hvordan social mobilitet kan tyndslide rødder og venskabsbånd – selv når de er fæstnet i beton og beats.

En moderne ’Zappa’

Det er en kompakt dannelsesfortælling, begrænset til en meget kort periode i Mikaels liv. Det er oplagt at sammenligne med Eminem-filmen 8 Mile om en anden aspirerende hvid rapper i et overvejende farvet kvarter. Og rappens betydning vejer lige så tungt i Ækte Vare. Det kan være vejen ud, og det er i hvert fald vejen til at have en stemme og få sine frustrationer luftet. Men konflikterne er nogle helt andre i Ækte Vare og kan faktisk bedre sammenlignes med Bille Augusts klassiker Zappa, hvor hovedpersonen Bjørn også lader sig lokke af en diabolsk forførende antagonist og den luksus og den voksenverden, som denne har adgang til. Med et dundrende uskyldstab til følge.

Dannelsesfortællingen formes også i billed- og lyduniverset, hvor der arbejdes med fødselsmetaforer. En bilvask antager med sine olmt skurrende og klaprende lyde karakter af en klaustrofobisk smertefuld proces. Lige som Mikael forlader en gangtunnel med en sugende lyd af at forlade en lukket tilstand for at komme ud i det fri.

Imens Mikael kommer i fint hvidt selskab, så arbejder vennerne videre på deres egne hiphop-drømme, som måske aldrig bliver til noget. Men de gør det i det mindste. De finansierer deres liv med småindbrud, og de holder deres antiautoritære frihedsidealer i hævd. Imens bliver Mikael mere og mere Apollos hjælper.

Efter et skænderi, der skyldes, at Tariq mener, at Mikael er blevet Apollos skødehund, tager de to bedste venner diskussionen uden for Tariqs families lejlighed. De taler direkte om konflikten, men får også – nede i subteksten – fortalt hinanden, at de jo bare grundlæggende er bedste venner. Diskussionen smælder frem og tilbage i et lavmælt, men muskuløst leje. Så er den løst. Alt er på plads, alt er tilgivet. Og Tariq siger – med sublim timing – »kom lad os gå ind og spise noget mad«. Det er derfor mænd (eller det maskuline) er fede, tænker denne anmelder uvilkårligt. Og det er derfor, at Ækte Vare er så fed, fordi den også viser, hvad maskulint kontante, grovmundede og fysisk betonede venskaber er værd. At de kan være bundsolide, fordi der med jævne mellemrum luftes ud.

Ækte Vare lykkes fremragende med at fortælle om en ung mands kamp for at realisere sit potentiale og om den pris, han risikerer at betale for det. Og det sensationelle ved filmen er, at fortællingen vinder sin egen almene gyldighed på bekostning af socialrealismen. Det bliver mindre vigtigt, hvor disse rødder kommer fra. Selvfølgelig er det definerende for de forhindringer, de står over for. Men de personlige relationer, aspirationer og konflikter har en dybde, som gør dem til det essentielle i filmen.

Brøndby Strand fremstår som en hårdere verden end den, middelklassen har sikret sig med næb og klør, men den besidder en lige så stor varme og lige så genkendelige relationer. Det lyder måske som en banal pointe. Men betydningen af en nuanceret og fordomsfri formidling af en politisk og journalistisk dæmoniseret maskulin ungdomskultur kan virkelig ikke undervurderes i disse dage. Vi har hamrende meget brug for den, fordi den knuser fordomme og stereotyper. Og Fenar Ahmad lykkes strålende med sit forehavende.

Lyset tændes under afslutningsscenen, der former sig som en karaoke-musikvideo med tekst på lærredet. Anmelderstanden bliver oplyst. Ja, vi er allerede blevet oplyst gennem halvanden time. Dannelsesniveauet og den kulturelle viden er blevet hævet i salen – eller i hvert fald hos denne anmelder.

’Ækte Vare’ Instruktion og manuskript: Fenar Ahmad. Dansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her