Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Cabaret’ er ikke vulgær nok

De morer sig og har en fest i ’Cabaret’ på Aalborg Teater. Men liderligheden bliver væk i Rolf Heims ellers herligt fysiske iscenesættelse. Kun Carsten Svendsens durkdrevne konferencier sætter hormonerne i kog
Kultur
3. maj 2014

Sally Bowles går med bowlerhat i alverdens opsætninger af Cabaret. Men det gør hun ikke på Aalborg Teater. Her har hun Marilyn Monroe-paryk på – eller knaldsort Snehvide-paryk. Og så er hun anbragt i et tyroler-outfit med tylstrut og festligt snøreliv. Det er lidt mystisk.

Rolf Heims iscenesættelse på Aalborg Teater har ellers god sans for Cabarets skildring af 1930’ernes desperation i Berlin – for nazi-frygten og overlevelseskampen. Og forestillingen kommer flot op at koge allerede i første scene, når Carsten Svendsen synger »Willkommen, Bienvenue, Welcome« med altædende sexsult og kynisme under pandelokken. Ondskaben og ydmygelsestrangen lyser ud af Svendsens lurvede undertrøje, og hans konferencier kan snørre både dansemus og publikum ind i sin rå forførelse. Han er brutal, og det gør godt.

Gin og strømpebånd

Men hans Sally Bowles er ikke brutal. Hun er bramfri og slagkraftig og ferm i replikken. Men hun virker ikke liderlig. Og jeg er ikke engang sikker på, at hun egentlig forelsker sig i sin naive, engelske forfatterknøs, der forvilder sig ind på Kit Kat Klub under sin første aften i Berlin …

For Lise Baastrups Sally Bowles er ingen Liza Minnelli. Hun er bare en glad pige med humoren i orden. Men hun er ikke nogen sexbombe, sådan som hun dundrer omkring i stormønstret badekåbe og anstrengte strømpebånd. Hun er kæk og synger med rådyb stemme, og så er hun glad for gin. Men det er svært at tro, at hun og Martin Bo Lindstens nydelige forfatterspire Cliff har andet end et platonisk forhold i det lejede loftsværelse. Der er ingen gnist.

Balder som bord

De andre piger på Kit Kat Klub er ellers perfekte lamsetter, når de danser rundt i Katrine Engbergs strudsefjersdans til Søren Graversens herligt dekadente orkesterlyd. Kostumedesigneren Gøjre Rostrup har givet pigerne byens grimmeste undertøj, så det er en lyst. Og Rolf Heim har iscenesat dansepigerne, så de hele tiden agerer møbler og rekvisitter i Sisse Jørgensens ellers ret tomme trappedekoration. Så grisetterne vender gladeligt balderne mod publikum og fungerer som stole og borde: Her er en luder kun et objekt – en ting. Og i øvrigt er en luder altid til salg. Sådan.

Både Aalborgs Teaters smækre skuespillerinder og den lovende musicalpraktikant Emil Birk Hartmann stritter veloplagt med alt, der stritte skal. Men aldrig har man set så rene ludere. Kun Laura Kolds altædende sømandsluder Fräulein Kost tager sig til skridtet og ømmer sig med jævne mellemrum. Og tak for det.

Ironi eller realisme?

Det er faktisk lidt svært at se, hvad Rolf Heim vil med denne Cabaret. Vil han dyrke natklubbens desperation, eller vil han advare mod nynazismens styrke? I slutningen lader han alle synge Vaterland, men her er det som en flerstemmig skønsang. Er det ironi? Eller er det et forsøg på at få Tyskland i 1930’erne til at virke som Danmark til 1. maj i 2014?

Det er ikke helt til at se det. Men det kradser i hvert fald ikke nok til for alvor at gøre tilskueren urolig. Kun Mads Rømer Brolin-Tanis unge nazist med det uhyrlige ondskabssmil har den skrupelløshed over sig, som kan få tilskueren til at gispe.

Jødehad og rødmen

Jørgen W. Larsens frugthandler Herr Schultz har ellers et perfekt greb om rollen som jøden, der ikke tror på, at det bliver så slemt, som folk siger … Larsen rammer netop den stilfærdighed, som også er et af smertepunkterne i Cabaret – og den overbærenhed, som netop giver forestillingens jødehad endnu mere modspil.

Og i rollen som den hengemte hotelmutter Fräulein Schneider spiller Ulla Henningsen også helt stille. Men hun er så nedtonet, at hun næsten udvisker sig selv. Hun blomstrer kun lige akkurat til en rødmen, da frugthandleren kommer på besøg, men hendes stemme er underligt nok blevet bedt om at hviske i stedet for at give livstrangen fuld gas. Hvad er der sket?

Er det Rolf Heims personinstruktion, der ikke har kælet nok for de enkelte figurers temperamenter? Eller er det Rolf Heims ensembleinstruktion, der bevidst har underlagt alle spillerne forestillingens samlede fremdrift mod Kit Kat Klubbens Willkommen-undergang?

Jeg ved det ikke. Men for mig blev denne Cabaret ikke lurvet nok. Ikke vulgær nok. Og heller ikke farlig nok. Bowler eller ej.

’Cabaret’. Musical fra 1966, efter tekster af John van Druten og Christopher Isherwood. Iscenesættelse: Rolf Heim. Tekst: Joe Masteroff. Sangtekster: Fred Ebb. Oversættelse: Jesper Kjær. Scenografi: Sisse Jørgensen. Koreografi: Katrine Engberg. Musik: John Kander. Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen. Aalborg Teater til 14. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her