Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Dunkle engle i solskinsstaten

I Los Angeles løfter man ikke øjenbrynene over hvad som helst, men når der er historisk hedebølge og alt er i brandfare, så rejser loven børster. Fredag blev en todages musikfestival med udelukkende dansk musik aflyst af brandmyndighederne. Men katastrofen blev behændigt vendt til succes
Malthe Fischer fra Lust For Youth (tv.) og Jakob Tvilling Pless fra Iceage uden for spillestedet The Globe i Los Angeles.

Søren Rye

Kultur
26. maj 2014

Byen, hvor Michael Jackson fik ombygget Westlake Recording Studios, så han altid kunne have øjenkontakt med sin chimpanse Bubbles, når han indspillede sine vokaler. Byen, hvor singersongwriteren Elliott Smith stak sig selv ihjel. Hvor Walt Disney byggede Snehvide-huse til sine medarbejdere komplet med falsk revnet skorsten og skæve ruder. Byen, hvor de hjemløse sover under veltrimmede palmer i Venice Beach og har rullekufferter. Eller rullestole. Hvor der altid er minimum fire politihelikoptere i luften, fordi megabyens flade struktur gør det umuligt at gemme sig for dem. Gangstarappen opstod her og lovede – og forudsagde – bål og brand over etablissementet. Det er byen, hvor Rodney King blev gennemtævet af politiet for åbent videokamera, og hvor betjentene siden blev frikendt – og af samme grund var det her, at Los Angeles Riots i 1992 satte ild til byen.

Jo, i Los Angeles, Californien, skal der noget til, før der bliver løftet øjenbryn. Men en netop overstået hedebølge og varmerekord kan gøre udslaget. Onsdag var den varmeste 14. maj i 124 år i Downtown L.A. med 37,2 grader. Og dagen efter tangeredes den gamle rekord for 15. maj med 38,3 grader.

Fejring af dansk undergrund

I Church On York i Highland Park-distriktet var man i gang med at gøre den omdannede kirke klar til 13 danske bands invasion, da brandmyndighederne ankom. Måske var det på grund af brandene, der havde hærget i de forgangne dage, ikke mindst den i San Diego, som åd hjem og tilførte smoggen en svag røglugt nordpå i L.A. Ja, indfødte hævdede, at de kunne skelne en ny brun nuance tilføjet de andre skidne farver, som hviler over byen.

Måske var det bare historisk dårlig timing. I hvert fald lukkede brandmyndighederne festen, inden den overhovedet kom i gang. Eller sådan så det ud den tidlige fredag eftermiddag, indtil arrangører og alle andre forhåndenværende kræfter resolut satte ild i deres smartphones. Mens solen hamrede ned over kulturkirken, og gartneren kom for at levere de nye buske til det netop lukkede, unge spillested, så blev hver en sten vendt i L.A.’s musikalske netværk. De slukørede danske musikere holdt sig i skyggen, mens en potentielt økonomisk katastrofe og enorm skuffelse blev vendt til succes.

De danske musikere – alle tilknyttet københavnerselskabet Posh Isolation – skulle have spillet deres punk, postpunk, rock, metal, noise, electronica, techno og industrial under titlen 13 Torches For A Burn over to dage i Church On York. En bemærkelsesværdig begivenhed i dansk musik, fordi en seriøs, amerikansk booker af egen fri vilje havde inviteret en større delegation til megabyen. Ikke bare et enkelt band eller to på kulturministeriel visit med udlandsdanskere som eneste publikum, men en fejring af dansk undergrundsmusik med et stort lokalt publikum i anerkendelse af, at der sker noget ganske særligt i vores mikroskopiske smørhul. Hvilket udlandet er mindst lige så opmærksomme på, som vi selv er.

Løsningen på lukningen af Church On York? Man maste de mange bands og solokunstnere sammen i én aftens kerneeksplosion på spillestedet Los Globos – et latinsk inklineret, men bredspektret spillested i det hippe Silver Lake-distrikt, der kan beskrives som en slags Megavesterbro med svulstige asfaltvener og underskønne bakkelandskaber.

Jernhård moshpit

Så lørdag går det løs. På Sunset Boulevard bliver der fra middagstid slæbt udstyr op på førstesalen, op i en stor sal med spejlvægge, discolys og rød læderpolstring, der leder tankerne hen på mere lumre etablissementer. Trommesæt monteres, kabler trækkes, guitarforstærkere fyres op, en ekstra scene i et mindre rum bliver sat op, så den stramme pingpong-tidsplan kan overholdes. Udenfor bliver der hængt et hvidt banner op med aftenens 14 navne (et ekstra er blevet tilføjet) sprayet i sort. Stedets leder vil vide, hvad det er for en crowd, der kommer. »Halvt hipstere, der har travlt med deres telefoner, halvt dedikerede,« lyder svaret. Om der bliver noget pogo (punkens vilde aggressive dansestil), vil lederen vide. »Ikke noget af det her?« og så skubber han blidt til Church On Yorks repræsentant. »Noget,« lyder svaret. Hvorefter lederen skærer sikkerhedsstaben ned fra fem til tre mand.

Det kunne have været en fejl. For da kvartetten Sexdrome ud på aftenen istemmer med noget, der føles som en seismisk rasende orgasme, sender det så voldsomme chokbølger gennem publikum, at gulvet i en diameter på syv-otte meter bliver forvandlet til en jernhård moshpit. Røgmaskinerne skyder med noget, der ligner tåregas perforeret af politiprojektører. I front for Sexdrome spankulerer Posh Isolations ene leder, Loke Rahbek, provokerende frem og tilbage foran publikum. Han growler rasende udbrud i mikrofonen som en løve i et bur, mens bandet flår Los Globos i stykker med deres dundrende undergangshardcore. Lynsnart kaster den ranglede lederskikkelse sig ud i mængden, der grådigt lukker sig om ham. Han kæmper sig tilbage til scenekanten, men bliver flået nådesløst baglæns ned i kødklumpen igen. Mikrofonen giver op. Men moshpitten straffer ikke kun, den tilgiver også, så Rahbek når tilbage på scenen. Mikrofonen bliver udskiftet, mens forsangeren tirrer publikum, hans ansigt forvredet i ekstatisk vrede og blind lyst. Så fortsætter infernoet omkring den diabolsk erotiske toreador i bar overkrop.

Tidligere på aftenen har Rahbek præsenteret en mere introvert side af sig selv i soloprojektet Croatian Amor, hvor han alene med maskinerne undersøger en sodsværtet symfonisk melankoli. Og som afslutning på aftenen bidrager han også med syntetisk romantiske melodier i dansk-svenske Lust For Youth.

Forskelligartet punk

I det hele taget er diversiteten i denne skare afgørende for dens løfte om levedygtighed. Mørket, melankolien, vreden, de offensive lydstyrker, glæden ved 70’ernes og 80’ernes mere sortrandede udtryk og den blege kulør har de til fælles. Men denne lørdag aften står det klart, at det foregår i vildt forskellige tempi og temperamenter.

Det er tydeligt, når man har rykket til en groft kværnet, men rytmisk sofistikeret industrial techno fra duoen Age Coin. Har været i kløerne på kvartetten Lower og deres muskuløst senede rock. Hørt kvartetten Communions forsøge at vriste ny mening ud af britisk inspireret melodisk guitarrock. Erfaret hvor manende en skikkelse Puce Mary kan være, når hun griber mikrofonen og sender besværgelser gennem sine støjkonstruktioner. Hvor meget Iceages forsanger, Elias Bender Rønnenfelt, kan minde om Nick Cave og stadig være sin egen, når han river sig fri af punken i et andet, stadig mere spraglet og interessant projekt, Marching Church. Eller når trioen Girlseeker med Alexander Fnug Olsen i front sprænger rammerne for komposition, kejtet vokal og melodiske sammenfiltringer af elguitar og plastiksynthlyde.

Punk er ikke noget særsyn i L.A. Som man kan se i den første og tredje del af Penelope Spheeris formidable dokumentarserie The Decline of Western Civilization om den lokale punk/hardcore-scene i henholdsvis sen-70’erne/start-80’erne og sen-90’erne, så kender byen en del til genren og kulturen. For pokker, det er jo her, at Black Flag, NOFX og Suicidal Tendencies har huseret.

Ikke desto mindre er det største trækplaster denne lørdag aften Iceage, fordi de har formået at renovere punken på egne præmisser. De er spydspidserne i The New Danish Way of Fuck You, som hele denne opsætsige scene gerne kaldes, fordi de – sammen med deres ligesindede – har givet fingeren til konventionerne fra en skandinavisk romantisk, ekstatisk, nihilistisk, sexet, apokalyptisk, narkotisk, kort sagt komplekst egensindig vinkel. Det er dunkle, ofte erotisk betonede engle, der smadrer eller har smadret deres uskyld i sammenstødet med rockens forfaldsmyte.

Inderlige protagonister

Med over 500 betalende gæster i Los Globos er fusionen af todagesfestivalen til én dags amok en succes. Rykindet af artsfæller med disharmoniske frisurer, for store solbriller og for stramme jeans har ikke svigtet.

Det er den danske delegations styrke, at den har en sund biodiversitet og sin egen gråvejrstunge stil. Inderlige protagonister i kamp for at formulere begæret, angsten, vreden, kedsomheden i den vestlige civilisation. Og den stedlige forankring, der giver disse musikere karakter, gør dem også sexede – selv om en af bartenderne brokker sig over, at folk denne lørdag aften er alt for alvorlige. Men sex er jo også alvor. Og formuleret musikalsk blæser den uden problemer hul i den mentale smog.

’13 Torches For A Burn’: Sejr, Deeplands, Marching Church, Croatian Amor, Hand of Dust, Age Coin, Sexdrome, Puce Mary, Communions, Mischa Pavlovski, Lower, Girlseeker, Iceage, Lust For Youth. Alt sammen på Los Globos, Los Angeles, lørdag den 17. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

odd bjertnes

Posh har i adskillige år allerede været det eneste dansk-producerede musik af nogen betydning overhovedet.
(Musik: altså modsat poesibog med rytmebox ^^ )