Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Hvis ens nysgerrighed dør, så er man færdig …’

… lyder det blandt andet på det tredje udspil fra Jørgen Leth, Frithjof Toksvig og Mikael Simpson, trojkaens til dato fineste og mest dybtstikkende. Digteren Claus Høxbroes samarbejde med rapperen Stik Op er mere på det jævne
Der slås ikke det store filosofiske telt op på Jørgen Leth, Frithjof Toksvig og Mikael Simpsons nye udspil, ’Ingen regning til mig’. Derimod tages livets mere banale fænomener under behandling, ofte ømt og gerne humoristisk.

Peter Hove Olesen

Kultur
17. maj 2014

Spoken Word

Det tredje udspil fra trojkaen Jørgen Leth, Frithjof Toksvig og Mikael Simpson (de to foregående udsendtes under ’bandnavnet’ Vi Sidder Bare Her, denne gang bekendes der så kulør uden vildledende aliasser) hedder Ingen regning til mig, og det er på alle niveauer det bedste, jeg har hørt fra den kant til dato. Og det sagt af én, der virkelig godt kunne lide trioens to første udspil, men i denne ombæring synes tingene til perfektion at gå op i den der famøse højere enhed for den talende og hans to musikalske kumpaner.

Som i de foregående tilfælde er processen den, at Leth møder op i studiet, sætter sig på en stol og så freestyler om løst og fast, stort og småt, livet, døden, kunsten, kærligheden og hele spændet derimellem.

Rørende og opmuntrende

Der slås ikke det store filosofiske telt op, tværtimod er udgangspunktet ofte bittesmå om end knivskarpe iagttagelser fra et liv, der til forveksling ligner mange andres, men som efter en tur i Leth-maskinen ikke desto mindre får en særlig dybde.

Derefter klippeklistrer d’herrer Toksvig og Simpson så optagelserne sammen til noget meningsfyldt glidende for endelig at forsyne Leths refleksioner med musikalsk akkompagnement. Enkelt og svært.

Leths karakteristiske stemme er et både udtryksfuldt og behageligt klingende instrument; manden er efterhånden blevet 76 (hvad han fabulerer både charmerende og lettere forundret over i en helt fantastisk skæring kaldet »Kalkunhals«), hvad der giver stemmen en smuk patina og de videregivne erfaringer og betragtninger tyngde. Der er noget både rørende og opmuntrende over således at møde et menneske, som er kommet lidt op i årene uden at sætte hverken nysgerrighed eller begejstring over styr og i øvrigt ikke er bange for at gå i kødet på nogle af livets mere banale fænomener (f.eks. hvide servietter eller grædende mænd, og hvordan man henvender sig til Gud) for derefter at vende og dreje dem, ofte ømt og gerne humoristisk.

Toksvig og Simpson har begge succesfulde solokarrierer kørende, førstnævnte laver vidunderlig lavmælt electronica under dæknavnet Ekko og sidstnævnte har stor succes som moderne singer/songwriter under eget navn, men i samarbejdet med Leth deponeres egoerne i garderoben, og de skaber til hovedpersonens underspillede rytmiske tale en stoflig og meddigtende baggrundsmusik i ordets allerbedste forstand. Faktisk er musikken af så høj kvalitet i sig selv, at den medfølgende bonus-cd, hvor man kan høre deres lyddesign uden Leths legende sproglige tilgang til verden, snildt kan stå på egne ben. Skulle De have nogen som helst interesse i at tilbringe en lille times tid i virkelig godt selskab med et menneske, som har levet og reflekteret, besidder et åbent sind samt et smukt sprog at formidle indtrykkene med, anbefales Ingen regning til mig hermed på det varmeste, for det er en sjældent givende og generøs udgivelse, man gerne hører igen og igen.

Cool stikord

Der er så mere tryk på digteren Claus Høxbroe og rapperen Stik Ops Lobbyarbejde, hvor de leverer 11 eksempler på hvad de kalder »rapbeatpoesi«. Mere tryk på, jovist, men også mere på det jævne. Her losses der i stor stil beats på lortet, hvilket muligvis letter tilgangen for den tungnemme, men også ofte kommer til at fungere som labert fyld omkring en håndfuld sproglige udsagn, der generelt ikke svinger sig så højt op, at lytteren for alvor lader sig engagere. Stor poesi kan disse stikordsbetragtninger fra et moderne storbyliv ikke kaldes, mindre kunne måske også gøre det, men generelt lader Høxbroes poetiske åreladninger mig kold og rykker ikke på indtrykket af en discountversion af Dan Turèll bollet op med hipsterreferencer og cool stikord. Her drikkes og rejses meget, men det flytter sig ikke mange meter af den grund.

Hverken sprogligt eller musikalsk overskrides der grænser, og som rapper hører Stik Op (med det borgerlige navn Jakob Haahr-Pedersen) til i den lette ende, drævende uden at være dårende. Han kan minde lidt om Per Vers, men uden dennes ustoppelige flow eller ofte overraskende og overskudsagtige rim; tværtimod er der generelt noget både forudsigeligt og firkantet over hans sproglige udsagn, der som tommelfingerregel formidler noget, man godt vidste i forvejen … uden at føje nyt til. Det bedste ved udgivelsen er de musikalske kulisser, jazzet og tilrøget triphop, ja, numre som »Ruiner« eller »Bogen i skuffen« gad man godt høre uden distraherende snak, og generelt har de tre forskelligartede producere løst hver deres opgave med en tæft og opfindsomhed, der overgår de tilhørende tekster, både hvad angår form og indhold.

Som helhed er Lobbyarbejde en kompetent, men også lidt kedelig udgivelse, der ikke indbyder til genlytning. Omslaget er til gengæld virkelig flot.

Jørgen Leth, Frithjof Toksvig og Mikael Simpson: ’Ingen regning til mig’ (Target).

Høxbroe & Stik Op: ’Lobbyarbejde’ (Target).

Begge er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her