Læsetid: 4 min.

Faldet

Henrik Jensens store essay sætter mange ord på hans idé om Første Verdenskrig som kulturelt syndefald, men det kniber med at holde den akademiske distance
Første Verdenskrig får skylden for meget i Henrik Jensens nye bog, og spørgsmålet er, om det kan bære.

Berliner Verlag

9. maj 2014

I dag udkommer i lækkert format historikeren Henrik Jensens veloplagte og velformulerede kulturkonservative tolkning af Første Verdenskrigs mentale efterdønninger i tysk kulturliv.

’Den store Krig’ slog civilisationen og alt det gammelkendte i stykker. Efter mere end fire års krig og ni millioner dræbte soldater så europæerne sig kastet ud i den store åndelige intethed, som (igen) forsøgte at gøre kål på Gud og sønderrev autoriteterne. Men renselsen udeblev.

Der var ellers store forhåbninger. Krigen som lutrende ild eller koldt styrtebad, alt efter temperament, var en gennemgående idé – i hvert fald hos dem, der ytrede sig, og det var hovedsagelig højreintellektuelle, skønt Henrik Jensen gerne vil generalisere billedet. Krigen ville rydde op og rydde ud og gøre plads for noget nyt, skønnere og sandere end det, man havde set i de foregående årtier, som nok var præget af økonomisk fremgang, men også bar præg af bitre klassekonflikter, pøbelens fremtrængen og dekadent modernisme. Krigen ville genskabe det sande, nationale fællesskab.

I stedet fik man skyttegravskrigens rædsler og en krig, der blev global og måtte indstilles efter års myrderier uden nogen som helst politisk afklaring endsige et nyt og bedre samfund. Ud fra et borgerligt, nationalt synspunkt blev det hele bare endnu værre: Kejsere faldt på stribe, republikkerne og demokratiseringen greb om sig, og de socialistiske bevægelser fik på ubehagelig vis vind i sejlene. Ikke sært, at konservative bedsteborgere begyndte at længes tilbage til de gode, gamle dage, før verden gik af lave – Stefan Zweigs verden af i går.

Tesen i Henrik Jensens bog ser verdenskrigen som det store syndefald, hvor victorianske dyder som værdi, pligt, moral og ære forsvandt til fordel for nihilisme, gudløs humanisme og usømmelige kunstneriske eksperimenter og livsformer. Autoriteter, ikke mindst den forkætrede faderfigur, som forfatteren tidligere har beskæftiget sig med, faldt som ofre for krigen, hvor fædrene havde ladet deres sønner dø, og masserne (demokratiet), kvindelighed (ligestilling) og offermentalitet (velfærdsstaten) blev de nye samlingspunkter. Ikke lige Henrik Jensens kop te.

Stormagtpolitisk virvar

De indledende kapitler skal give en grundig oversigt over krigens forløb, hvad der lykkes så nogenlunde, men nogen kompetent indføring i den første verdenskrigs forspil og forudsætninger kan det ikke siges at være; snarere er det en slags causeri over det stormagtspolitiske virvar, der fik Europa til at snuble ind i krigsudbruddet i en proces, alle statsmændene dårlig nok selv kunne overskue, hvis man skal følge fremstillingen. På rad og række anføres alle de gamle klicheer om »det evigt krigeriske lilleputrige Serbien«, aggressive franskmænd og imperialistiske tyskere, og begivenhedsforløbet er »farceagtigt« og »skæbnesvangert uafvendeligt«. Analysen gør ikke verdenskrigen mere forståelig, men den gør det muligt med verdenskrigen at begribe, hvilket civilisatorisk sammenbrud der var tale om i 1914-18. Det ikke er en analyse, der trækker på den nyeste forskning. For mange postulater for lov at blive hængende uden forklaring eller uddybning. Hvorfor skulle det f.eks. være en særlig facet af krigsudbruddets sammenhæng med datidens sociologiske tankeverden, at to af sociologiens fremmeste repræsentanter, Durkheim og Simmel, var assimilerede jøder?

Man kan jo ikke være uenig med forfatteren i, at »man må forsøge at se tingene, som de så ud for og virkede på folk, mens de skete«, og metoden med at tale gennem Rupert Brooke og Carl Zuckmayer fungerer fint, som den også gør i forbindelse med samtidsvidnet med det symptomatiske navn Westfall Thompson. At befolkningerne i de krigsførende europæiske lande kortvarigt befandt sig i en nationalistisk rus i sommeren 1914 er ubestrideligt, men mens krigsudbruddet nok var den udløsende faktor, kommer patriotisme vel ikke af ingenting, medmindre man regner den for medfødt – hvad forfatteren faktisk synes at mene.

Polemisk

Under det store kulturelle granatchok 1914-18 tiltog staten sig en rolle, den aldrig senere skulle give fra sig, psykoanalysen rustede sig til at erstatte kristendommen, individet blev reduceret til offer, og moral blev relativ. Her begynder Henrik Jensens civilisationskritik, og i kapitlet »En anden verden«, hugger forfatteren for alvor til. Det er også her, han bliver polemisk og ikke kan holde den nødvendige distance til stoffet, og det er ærgerligt. Henrik Jensen nærer stor lede ved 1920’ernes nye kunstneriske eksperimenter, der karakteriseres som skamløse og stupide, og fremstillingen bevæger sig ikke som en fremadskridende argumentation, men som en meget lang række forargelsens suk og gisp, der ikke gør forsøg på at forstå – godt hjulpet på vej af en utrolig stor mængde tvungne linjeskift, hvorved det lykkes forfatteren at sige det samme på 35 forskellige måder. Man bliver lettere forpustet, men ikke særlig meget klogere.

I det afsluttende kapitel får forfatterens kulturpessimisme frit løb i en række hurtige betragtninger over Vesteuropas manglende forsvarsvilje, grådige velfærdssystemer, EU, FN, de slet ikke selvfølgelige menneskerettigheder osv. osv. Krigen havde i det hele taget forstærket tendensen til »jeg-svækkelse, narcissisme og fremmedgørelse, der kan identificeres i den moderne bykultur«, ligesom »(smuldringen) af førkrigstidens moral viste sig som en mangel på social fasthed, der efterhånden indarbejdedes i det moderne menneske som en socialkarakter«.

Alt er galt

Henrik Jensens aftenland er gået under, ingen tvivl om det. Få sider før afslutningen siger han det ligeud: Vi lever i en kulturelt og åndeligt set »nedadgående spiral«. Henrik Jensen savner Gud, og han mangler tiltro til mennesket. Der er ikke det, der ikke er galt. Første Verdenskrig får skylden for meget, og spørgsmålet er, om det kan bære.

De få kildehenvisninger er placeret bagerst i bogen for ikke at forstyrre læsningen, men man savner en litteraturliste. Der er kun få faktuelle fejl. Store områder af Østprøjsen tilfaldt ikke Tjekkoslovakiet – det er geografisk umuligt. »Den hollandske by Vlissingen« ligger ikke i Holland men i Zeeland. Begge er de provinser i Nederlandene.

Henrik Jensen: Krigen 1914-1918 – og hvordan den forandrede verden. Kristeligt Dagblads Forlag. 284 sider. 249,95 kroner. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Henrik Jensens højtelskede autoritære, patriarkalske kulturs fallit var ikke en konsekvens af 1. verdenskrig. 1. verdenskrig var konsekvensen af den autoritære, patriarkalske kulturs svigt.