Læsetid: 8 min.

Forfatterne er ikke færdige med sig selv

Den autofiktive tendens i den skandinaviske litteratur er efterhånden ikke helt ny. Men debatten om Daniel Denciks romandebut om en far, der får frataget sine børn, viser, at vi stadig har svært ved at se virkeligheden for bare fiktion
Den autofiktive tendens i den skandinaviske litteratur er efterhånden ikke helt ny. Men debatten om Daniel Denciks romandebut om en far, der får frataget sine børn, viser, at vi stadig har svært ved at se virkeligheden for bare fiktion
23. maj 2014

En mand i København bliver frataget retten til at se sine børn, der bor sammen med deres mor i Sverige. Det skyldes anklager om vold og incest, der dog senere frafaldes. I afmægtighed over situationen, hvor selv breve og gaver bliver konfiskerede, sender han i stedet »en flaskepost« til sine børn. Flaskeposten er en roman. En fiktionaliseret fortælling om sagen.

Da Daniel Denciks roman Anden person ental udkom i februar blev det tydeligt, at forholdet mellem fiktion og virkelighed stadig kan spænde ben for klarsynet. En artikel i Fagbladet Journalisten problematiserede efter udgivelsen, at kulturjournalister landet over havde taget Denciks fortælling om, hvordan det svenske statsamt har frataget forfatteren forældremyndigheden over hans børn, for gode varer. Ingen havde ulejliget sig med at opsøge Denciks ekskone og de svenske myndigheder for at høre deres side af sagen, og sammenfaldet mellem fiktionen og virkelighedens verden var totalt i de interviews, der blev lavet med Dencik, hvor han udtrykte sin forargelse over et inhumant og uretfærdigt svensk socialsystem.

Forfattere bliver ofte interviewet om forholdet mellem deres eget liv og bogens verden, men lige præcis Denciks bog udløste en debat om, hvad journalister egentlig forholder sig til, når de interviewer forfattere. Fiktionen eller virkeligheden?

Vi skulle ellers være vant til det efterhånden. Det med at læse om virkelige personer og hændelser i bøger, der på en gang foregiver at være fiktion og fakta. Det har været de sidste ti års utvivlsomt mest dominerende litterære tendens i Skandinavien.

Faktisk har de mange skandinaviske forfattere med biografisk materiale på hjerte efterhånden også skabt trængsel ved de akademiske døbefonde. Lektorer og professorer har ligesom almindelige læsere kæmpet med at forstå, hvad der sker med forholdet mellem fiktion og virkelighed hos Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal, Josefine Klougart og Claus Beck Nielsen. For nu bare at nævne nogle af de forfattere, der har skrevet litteratur med virkelige personer som forlæg.

Man kunne måske tro, at det var ved at være slut efter et år, hvor både forfatterskolerektor Pablo Llambias og bestsellerforfatter Hanne Vibeke Holst har leget med autofiktionen i deres udgivelser. I sidste uge udkom endda en af de dominerende teorier om tendensen som bog på Gyldendal. Det skulle ikke være første gang, at en epoke er slut, når en akademisk teori har tilbagelagt vejen fra universitet til forlag. Men hvis man spørger forfatteren til Performativ biografisme, lektor i litteratur ved Syddansk Universitet, Jon Helt Haarder, er der ikke noget, der tyder på, at det er slut med autofiktiv litteratur.

»Nej, det tror jeg ikke. Det bliver en tendens, der fortsætter, men en så udpræget bevægelse skaber selvfølgelig både forlængelser og modreaktioner, som vi allerede ser.«

Krydsfelt

Poul Behrendt, der er litteraturforsker ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, har også beskæftiget sig indgående med den litterære tendens, og han ser heller ikke nogen tegn på, at litteraturen er ved at skifte karakter.

»Bare indenfor det sidste år har vi haft så forskellige udgaver af autofiktion som f.eks. Yahya Hassan, Louise Østergaard og Hanne Vibeke Holst. Jeg tror, det kan blive ved rigtig længe, fordi hele respekten for privatlivsbegrebet er blevet nedbrudt som følge af internettet og de sociale medier.«

I stedet noterer både Jon Helt Haarder og Poul Behrendt, at der langsomt, men sikkert er ved at ske en ændring i den måde, vi læser på. Da Peter Høeg i 1993 udgav De måske egnede blev den modtaget som en selvbiografi, fordi den læsende offentlighed endnu ikke havde nogle læsestrategier eller begrebsliggørelser af den litteratur, der lægger sig i krydsfeltet mellem fiktion og virkeligheden. I dag navigerer vi en anelse mere hjemmevandt i de nye litterære vande.

»Læseres og publikums og kritikeres forventninger ændrer sig, efterhånden som det autofiktive bliver en vane og en orden. I sig selv er det jo en oprindelig uorden, et logisk paradoks, som nu er ved at blive til en ny orden,« siger Poul Behrendt. Ifølge ham var det først, da Karl Ove Knausgårds sjette og sidste bind af Min Kamp udkom i Danmark, at det blev umuligt for anmelderne at skrive om personerne i bøgerne på samme måde, som man skriver om romankarakterer, fordi bind seks simpelthen handler om, hvor voldsomt udgivelsen af de fem foregående bind har ændret livet for de karakterer, der indgik i dem. .

Først ved den lejlighed blev ordet autofiktion et begreb, der vandt almindelig indpas i offentligheden. Men fordi det er så relativt nyt for os at anskue litteraturen som et blandingsprodukt, er der stadig mange ting, vi ikke har sans eller ord for.

»Derfor er det noget, der er kommet for at blive uoverskueligt længe. Forfatterne har stadig masser af greb på klaviaturet, som endnu ikke er blevet rigtig forstået eller udnyttet,« siger Poul Behrendt.

Ifølge Poul Behrendt er det dog ikke kun almindelige læsere, der kan have svært ved at navigere mellem fiktionens og virkelighedens riger. Heller ikke dagbladenes anmeldere eller forskere på universiteterne har ifølge litteraturforskeren endnu helt formået at omstille sig til at læse den nye litteratur. »Mange læser stadig bøgerne som autonome ytringer og i den forstand som rene fiktionsværker. De er ikke klædt på til at læse værket som det, det er: en dobbelt meddelelse, hvor forfatteren er med som både faktisk og fiktiv person, på tværs af den streg, kritikken vanemæssigt søger at få trukket i ørkensandet .«

Nyt lys

Men debatten om Daniel Denciks bog er også et eksempel på, hvordan litteraturen i den autofiktive udgave forlader dens naturlige habitat og bevæger sig ind i et krydsfelt mellem kunst og levet liv, hvor kunsten har mulighed for at sætte aftryk på det levede liv ,og det levede liv mulighed for at sætte aftryk på kunsten.

»Det nye er den direkte sammenhæng med den sammenhæng romanen kommer af. Litteraturen griber ind i virkeligheden på en meget direkte måde og åbner nye rum,« mener Jon Helt Haarder.

Ifølge Helt Haarder kan det helt konkret aflæses i den verserende sag om den tidligere Se & Hør journalist Ken B. Rasmussens afsløringer om overvågning af kendte menneskers kreditkort, men også i debatten, der efterfulgte Jørgens Leths selvbiografi Det uperfekte menneske.

»Litteraturen griber ind i virkeligheden, og ved at fortælle historier om virkelige personer fremkalder man ændringer i virkeligheden. Den sag og debat, der fulgte Leths bog, gjorde os opmærksom på ting, vi ikke vidste i forvejen, fordi bogen fremkaldte nye erkendelser.«

En af de centrale pointer i teorien om en performativ biografisme er, at tidens forfattere ikke kun performer et jeg i bogen, men også udenfor: til optrædener, på internettet og i medierne, hvilket gør, at virkeligheden kaster et nyt lys over, hvad der foregår i bøgerne. Et af de klareste eksempler på det er, at den autofiktive bølge kun fortsætter med at knopskyde med den meget omtalte Yahya Hassan.

»Hvis man ser nærmere efter er hans tekst og han selv fuld af positioner. Han står hele tiden et sted, hvor man kan råbe fra. Det ser jeg meget performativt biografisk. Han agerer meget bevidst med sin position i offentligheden. Og netop det, at han agerer udenfor teksterne, gør os klogere på det, han har at sige. Han er både mange og ingen, siger Jon Helt Haarder«

Også Poul Behrendt iagttager klare autofiktive bevægelser i den yngste generation af forfattere: »Josefine Klougart har et spor, der hele tiden kører i en usikkerhed omkring hendes navn og hendes jeg, ligesom Bjørn Rasmussen har det. En række af de private statements, der i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, fremtræder som Rasmussens egne, er i virkeligheden parafraseringer og citater fra andre forfattere. På den måde leger også de her forfattere hele tiden med deres identitet i forhold til læserens forventning.«

Nærhed eller identitetsleg

Men der er mere og andet til den succes den autofiktive litteratur høster. For selvom dørene til privatlivet efterhånden er blevet erstattet af lasede gardiner, er det blevet afgørende for litteraturen at kunne tilbyde et rum for nærvær, når den skal konkurrere med andre og stærkere visuelle medier. Som Poul Behrendt forklarer.

»Den rene fiktion har stadig gyldne dage i filmen. Fotografiet og filmen har uforandret kraft til at skildre ting som virkelige, skønt de aldrig har fundet sted, mens forfattere må skabe en anden form for intensitet, fordi litteraturen ikke længere har samme voldsomme virkelighedseffekt som billedmedierne.«

Men selvom nærvær er i høj kurs afviser henholdsvis redaktionschef Sune de Souza Schmidt-Madsen på Lindhardt & Ringhof og litterær direktør hos Gyldendal, Johannes Riis, at de kigger specifikt efter værker af autofiktiv karakter, når de udgiver danske forfattere eller køber udenlandske manuskripter.

I stedet forklarer de samstemmende, at de kigger efter god litteratur uanset, hvor og hvordan den forekommer. »Vi underkaster ikke vores manuskripter formelle krav,« som Johannes Riis formulerer det.

Sune de Souza Schmidt-Madsen mener slet ikke, at man kan tale om en guldkalv for forlagene. Lindhardt & Ringhofs to største successer dette forår Stoner og Stillidsen har f.eks. ingen autofiktive træk og overordnet, mener Sune de Souza Schmidt-Madsen også, at det er et spørgsmål om, hvordan man læser.

»For fem år siden var der ikke nogen, der talte om autofiktion. Men nu har Knausgård slået så effektiv en milepæl ned gennem vores litteratur, at vi er begyndt at omtale det som en genre. Egentlig har autofiktionen bare været en tendens i en genre, som i virkeligheden hedder romanen.«

For Sune de Souza Schmidt-Madsen er det ikke så vigtigt om værkerne bærer den ene eller den anden genrebetegnelse, men at de afslører virkeligheden på en ny måde, og at de demonstrerer et nærvær. Og det nærvær behøver ikke nødvendigvis komme fra en mand i teksten, der hedder Karl Ove Knausgård.

»Jeg vil elske den næste autofiktionsucces, men det er ikke det, der styrer os. Vi kigger efter bøger, hvor man kan mærke forfatterens nærvær, men det kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Det, der styrer os er, om den slår benene væk under os. Så kan den for den sags skyld foregå på Mars eller under Den Franske revolution.«

Ifølge Jon Helt Haarder kan der dog være god grund til at holde øje med de autofiktive værker, hvis man holder af god litteratur. Han mener, at der er sket noget helt afgørende i dansk og skandinavisk litteratur med den autofiktive bølge, hvilket også er grund til, at hans bog bærer undertitlen En hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur med henvisning til de berømte forelæsninger Georg Brandes startede i 1871, og som markerede begyndelse på det moderne gennembrud.

»Det er en væsentlig strømning i litteraturen fra 90’erne og frem. Med den performative biografisme har litteraturen meldt sig ind oplevelsesøkonomien. Så kan man være kritisk overfor det performative element i forbindelse med den begivenhedskultur og realitytendens, som den også er associeret til, men det har også revitaliseret litteraturen, som noget der er vigtigt og noget, der har noget at sige om og til samfundet.«

Jon Helt Haarder: Performativ Biografisme, Gyldendal, 299,95 kroner, 320 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu