Læsetid: 4 min.

Frank og magtens tomme centrum

Dokumentaristen Frank Piasecki Poulsen vil i en ny programserie stille erhvervslivet til ansvar for verdens sørgelige forfatning. Men han rammer ved siden af, når han personificerer kapitalismen uden at have blik for de bagvedliggende mekanismer
I ’Frank går efter magten’ konfronterer dokumentaristen Frank Piasecki Poulsen blandt andet tøjfirmaet Bestseller med problematiske arbejdsforhold i tredjeverdenslande og Novo Nordisk med virksomhedens universitetsdonationer, der kompromitterer fri forskning.

Andreas Caspersen

8. maj 2014

For nylig var den tidligere VS’er Preben Wilhjelm fremme i pressen med en liste over kritiske spørgsmål, som journalister ifølge ham burde begynde at stille til magthaverne. »Hvorfor skal den private sektor ikke bidrage til de sociale udgifter, den påfører samfundet?« lød et af forslagene. »Hvad ville de store virksomheder gøre uden den offentlige sektor?« lød et andet.

Nu er der kommet et program i fjernsynet, der prøver at gøre nogle af de ting, som Wilhjelm efterlyste. Frank går efter magten hedder serien, hvor dokumentaristen og debattøren Frank Piasecki Poulsen konfronterer toppen af erhvervslivet, som ifølge ham skal stilles til ansvar for deres amoralske adfærd.

Æstetiske virkemidler

Som mange andre danskere – i hvert fald mange af dem, der læser nærværende avis – er Frank træt af at få ørerne tudet fulde af, at vækst er det eneste saliggørende. Han tror ikke på, at politikerne kan eller vil gøre noget for få verden på ret kurs, hører vi ham fortælle under intrografikken. Han placerer derimod ansvaret hos det private erhvervslivs tunge drenge: »Hvis de havde en god moral og et blik for fremtiden, kunne de gøre en forskel.«

Frank – der er blevet kaldt Danmarks svar på Michael Moore – er tidligere blevet kritiseret for at dramatisere virkeligheden for at fremme bestemte synspunkter i seerens øjne. Han har tidligere erklæret, at dokumentarfilm aldrig gengiver virkeligheden i 1:1-visning, men tværtimod altid indebærer en udvælgelse, samt en hel del æstetiske virkemidler.

Frank går efter magten giver den da også gas med de æstetiske virkemidler. Grafikken bruger gamle kulturelle figurer som den fede kapitalist med høj hat og cigar i kæften. Og Frank påtager sig rollen som ’den lille mand mod systemet’, vi kender fra Olsen Banden, når han bevidst formulerer sig groft, og når kameraet filmer ham i færd med at cykle rundt på sin gamle havelåge, mens støvregnen får hans hår til at klæbe til panden.

Julekalender-narrativ

De gumpetunge figurer gør programmet så forudsigeligt, at det kun er moderat underholdende. Narrativet, der modstiller ’samfundet’ og ’de store selskaber’ er som taget ud af en tv-julekalender, hvor en ond kapitalist vil ødelægge julen for det lille uskyldige lokalsamfund.

Dertil kommer en trættende følelse af, at samtlige medvirkende egentlig bare leger blindebuk med hinanden. Frank har dannet sig sin mening på forhånd. Det stilistiske greb med research for åben skærm fungerer ikke, fordi Frank netop ikke skræller flere og flere lag af, indtil han når ind til sagens kerne. I stedet ser man Frank rende rundt i et spejlkabinet, hvor magten altid viser sig at befinde sig et andet sted.

Og det er ikke særlig spændende at følge. Programmet har simpelthen ikke de egenskaber, der eksempelvis gjorde et stykke holdningsbaseret journalistik som Naomi Kleins No Logo til en elementært spændende bog at læse.

Vælger vi i stedet at se programmet som kapitalkritik, så er det mangelfuldt og puristisk. For forudsætter præmissen ikke, at Frank på en magisk måde selv er undtaget fra de lovmæssigheder, der under kapitalismen tvinger folk til at handle på bestemte måder? Selv om man hader penge, er man alligevel tvunget til at tjene dem. På den måde arbejder programmet med en rationalistisk og egentlig også neoliberal idé om, at alting afhænger af den enkeltes individuelle valg. At man kan ’gøre en forskel’, som det hedder i neoliberalt lingo, hvis man bare er ihærdig nok.

At kigge på Frank går efter magten er på en måde som at kigge på en iscenesat parade af det fænomen, som Marx kaldte for karaktermasker. De kapitalistiske aktører, som Frank vil stille til regnskab, har ikke selv skrevet de roller, som de har indvilliget i at spille inden for det nuværende økonomiske system. De faciliterer de økonomiske strukturer, der går under navne som markedskræfter, vækst og det teknologiske fremskridt, men de opfinder dem ikke personligt fra dag til dag.

Og hvorfor egentlig blive så overrasket, hvis de pågældende personer spiller spillet, når de først har opnået det, man med et fattigt ord kalder ’magten’? For sådan ser virkeligheden ud for de såkaldte magthavere, så længe kapitalismen er the only game in town. Som Bjarne Corydon har sagt: »Jeg fører den nødvendige politik, og den nødvendige politik er økonomisk vækst.«

Afløb for frustrationer

Seriens andet afsnit slutter med et scenarie, der minder lidt om den Kafka-novelle, der hedder »Foran loven«. I sin stædige søgen efter et sted at placere sin indignation ender Frank med at stille sig op foran Novo Nordisks hovedkontor og indspille en videobesked til den administrerende direktør om at komme ud. Hvilket naturligvis ikke sker.

Og den magt, som Frank gerne vil rette sin vrede imod og anspore til en adfærdsændring, eksisterer måske slet ikke i personlig form. For er problemet med kapitalismen i dens nuværende finansialiserede form ikke snarere, at der ikke sidder nogen i førersædet? At den er en upersonlig logik, der er løbet løbsk og opererer hen over hovedet på os?

Hvis programmet tjener et positivt formål, er det i den udstrækning, at Franks selviscenesættelse som ’den lille mand mod systemet’ gennem en identifikationskraft kan give midlertidigt afløb for de frustrationer, der har ophobet sig hos rigtig mange mennesker i kølvandet af finanskrisen, mens verdens rigeste skummer fløden. Frank går efter magten rummer en håbefuldhed: At verden alligevel ikke er helt fucked, men at systemet stadig godt kan reformeres indefra med få justeringer, hvis enkelte individer bare begyndte at udvise en mere moralsk adfærd.

Men det bliver nok svært at frigøre sig fra tentaklerne af den kapitalistiske vampyrblæksprutte, der suger sig fast til samfundets ansigt, så længe vi selv er en del af den. Medmindre man da afskaffer hele pengeøkonomien som sådan. Og det er vist pt. alligevel for stor en mundfuld selv for en ildsjæl som Frank.

’Frank går efter magten’ vises mandage kl. 21 på DR2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen
Jeg synes udsendelserne er kedelige.
Ikke fordi Frank, hans holdninger eller snak er kedelig.
men fordi tv-konceptet er så gennempu.. emn.. gennemtygget på kryds og tværs, at det bliver kedeligt.
jeg ved snart ikke hvor mange tvværter jeg har set stå udenfor en bygning fuld af folk som ikke gider tale med dem, fordi der ikke er lagt op til dialog men til angreb fra mikrofonholder- og klippeteknikmagt-side.
Det er kedeligt.

Torsten Jacobsen

At kigge på Frank går efter magten er på en måde som at kigge på en iscenesat parade af det fænomen, som Marx kaldte for karaktermasker. De kapitalistiske aktører, som Frank vil stille til regnskab, har ikke selv skrevet de roller, som de har indvilliget i at spille inden for det nuværende økonomiske system. De faciliterer de økonomiske strukturer, der går under navne som markedskræfter, vækst og det teknologiske fremskridt, men de opfinder dem ikke personligt fra dag til dag.

Et besynderligt udsagn. I denne verdensforståelse udgøres samfundet åbenbart at fastlåste strukturer og positioner. Som et skuespil, hvor iscenesættelsen er fastlagt, rollelisten klart defineret, og endda skuespillernes spillestil bestemt af en anden. Den store instruktør.

Måske er livet virkelig et sådant marionet-teater? Tanken er velbehagelig, i det omfang man elsker sine snore, og de scener man har fået tildelt.

Fra et andet perspektiv, er en sådan tankegang udtryk for en falsk bevidsthed. Et begreb man i forskellige former genfinder hos bl.a. Kierkegaard, Brecht, Camus og Sartre: et bevidstløst menneske. Et menneske der endnu ikke er vågnet op. Marionet-dukken kan kun føres fordi den så at sige ikke ved bedre.

Hvis man irriteres over, at sceneklovne som Frank Piasecki Poulsen rusker lidt i dukkernes slappe kroppe, hvis man føler sig kaldet til at påpege snorenes ubetvivlelige realitet, så bør man nok begynde at overveje, hvem eller hvad der egentlig trækker i egne tråde..