Ny børnebog
Nu er det nok, stok! er en nonsensfortælling om en stok og en historie, der går amok. Fortælleren hedder Ole, men det rimer ikke på stok, og da fortælleren tilmed kommer af en familie af sokkefabrikanter, bliver han kaldt Sok. Og det er altså ham, der har fået nok af sin stok.
Stokken har vædderhoved og er svær at styre, fordi den har mistet sin mening. Den blev brugt af Soks forfædre til at vogte får, men nu er der ingen får at vogte, og lediggang er roden til alt ondt – stokken er utilfreds med at hænge på knagen, så den går sine egne veje, kommer i dårligt selskab og deltager i stokkeslagsmål.
Der er en historie, men Nu er det nok, stok! handler i lige så høj grad om sprog. Og langt hen ad vejen er det ord, der rimer på stok, og ord, der på metaforisk eller metonymisk vis kan kædes sammen med en stok, der spiller en rolle. ’Lediggang er roden til alt ondt’ og ’Træerne vokser ikke ind i himlen’ er blot nogle af de ordsprog og klicheer, som Peter Mouritzen gør brug af gennem bogen.
Egen logik
Peter Mouritzen har skrevet en lang række bøger for børn og unge. En del af dem gyserfortællinger eller på anden vis uhyggelige og groteske historier, og så er han kendt for sine rimede nonsensfortællinger.
Nu er det nok, Stok! er en blanding af det groteske og nonsensfortællingen, hvor både stok og sprog har fået eget liv. Som nonsensfortælling tematiserer bogen sproget, har sin egen logik og konsekvenstænkning, er styret af sproget og leger med vores forståelse af sprog.
Hos Mouritzen taler stokken derfor stokkisk. Stokkisk har samme antal stavelser som dansk, ’landevejen’ hedder f.eks. ’stokkestokke’. ’Stok’ kan både betyde ’ja’ og ’nej’, ’stok stok’ er både ’god dag’ og ’god nat’. Historien kommer derfor visse steder til at handle om, hvordan sprog er bygget op, hvordan det virker.
Sådan en leg med sprog kan være underholdende og tankevækkende, og Nu er det nok, stok! er visse steder ret morsom.
Stokken skræmmer storkene væk fra deres rede på toppen af rådhuset og forvirrer dermed børnene og får dem til sige: »Stok, Stok Langeben.« Hvilket så igen får den pensionerede lærer Vissenpind til at tale vrøvlsk: » – De små børn kommer med stokken ... nej, det er vrøvl, det er jo omvendt: – De små vrøvl kommer med storken! Ja! Sådan er det. Så sandt som mit navn er Pissenvind.«
Velkendt greb
At lege med ordsprog og vende sproget på hovedet og ’bakke snagvendt’ er et velkendt greb i børnelitteraturen. Desværre opfører historien sig som stokken, der har mistet meningen og retningen i livet og derfor går sine egne veje og laver ballade. Stokken er pigeglad, dasker Rumpetrunte på Cafe Puszta bagi, flytter ind i paraplystativet hos Madam Blå og hænger ud ved Pølles Pølsevogn og bliver fedtet til i sennep og ketchup. Stokken og dermed historien bevæger sig dermed ud ad nogle veje, der ikke altid er lige motiverede, hverken sprogligt eller indholdsmæssigt. Selvom nonsenshumor også handler om sammenstilling af umage ting, kræver den alligevel en vis styring og stringens.
Strittende
Det er sikkert meningen af historien skal stritte, et udtryk, der understøttes af billedsiden. Dorte Karrebæks stil er velkendt, og hendes illustrationer både matcher og højner Mouritzens groteske historie med øjne og tænder på stokke og knager.
Nogle steder er det sjovt, andre steder også mørkt og uhyggeligt. Karrebæk både illustrerer og føjer til historien blandt andet gennem detaljer og rene billedopslag.
Efter tekstens slutning er der yderligere to billedopslag. Det første illustrerer historien og viser, hvordan stokken ligger i sengen og snorker, mens Sok hænger på knagen. Det sidste viser, hvordan stokken har fået arme og ben og går ud ad en rød vej mod sort baggrund med Sok, der er blevet til en stok.
Stokkens vædderansigt har et djævelsk smil. Historien lukker sig om sig selv, mens Karrebæks illustrationer viser sokkefabrikkens slogan fra bogens begyndelse: »Gå pokker i vold med sokker fra Knold.«
Mouritzens historie er strittende som Karrebæks illustrationer. Historien og sproget har som stokken liv, men visse steder skulle nogen måske have sagt: »Nu er det nok«.
Bogen har intertekstuelle referencer til ordsprog og børnesange, men lukker sig om sig selv som sprog og historie, som en fest, hvor værten morer sig, mens man kan undre sig lidt over, hvem de inviterede er.
Peter Mouritzen, ’Nu er det nok, stok!’ Ill. Dorte Karrebæk, Gyldendal, 48 sider, 229,95 kr.
