Striden mellem Harvey Weinstein, magtfuld amerikansk filmstudiechef, og Olivier Dahan, instruktør bag den aktuelle Grace Kelly-film, er blevet vendt og drejet på mange meter spalteplads i underholdningsbranchens nyhedsmedier. Hvis jeg havde været i tvivl om kernen i kontroversen, var det kun, indtil jeg på en pressetur i London i sidste uge, på et forkert tidspunkt kom til at stikke hovedet ind i det lokale, hvor pr-maskineriet holder til:
»Harvey is pissed because ’Grace of Monaco’ sucks,« sagde den ene publicist til den anden, og så var det ligesom på plads.
Få af de pressefolk, der i denne uge har set filmen på filmfestivalen i Cannes, har været voldsomt uenige med Harvey Weinstein. Men næppe mange af dem mener, som han ifølge jungletrommerne gør, at den forholder sig for ambivalent til sit emne.
Ambivalent er ganske vist et velvalgt ord i en vurdering af Grace of Monaco, dog mest på grund af det problematiske ved at filmen både vil være moderne Hollywood-eventyr og give et kritisk indblik i Grace Kellys betydning for Monaco og vice versa. Derfor ramler filmen så klodset ned mellem de to stole, at man næsten synes, det er synd. Især for Nicole Kidman, der havde brug for et comeback med rollen som Grace.
Maggiterning af myter
Historien giver ellers anledning til at udforske de dynamikker, der er i spil, når glamour og storytelling spændes for en magtpolitisk dagsorden. Allerede i sin samtid havde Grace Kelly noget nær ikonstatus gennem datidens celebritypresse, der tjente på at ophøje stjernerne. Med roller som jetsettere i Hitchcocks Skjulte øjne og Fang Tyven smeltede hendes on screen-persona sammen med forestillingen om skuespilleren. Også takket være de kostumer, hvormed den otte gange Oscarvindende designer Edith Head målrettet skabte den glansbilledlignende overklasseskønhed med den køligt erotiske udstråling.
Tættere end Grace Kelly kom man ikke på en maggiterning af mytefremmende potentiale, hvis man var en politisk prins med et behov for at sikre sin og sit lands position i efterkrigstidens Europa. I hvert fald er det den vinkel, Grace of Monaco lægger, da vi i filmen møder fyrsteparret i 1962.
I Rivierastaten raser en diplomatisk krise med franskmændene, hvis statsleder, Charles de Gaulle, vil tvinge de rige monegaskere til at betale skat i Frankrig.
Ægteskabet mellem Rainier og Grace Kelly i 1956 har affødt to børn, men ikke nogen nær relation. Han er presset. Hun er frustreret over, at Monacos Røde Kors hellere vil holde bal end at forbedre vilkårene for udsatte børn. Hun er fremmed i sin nye, royale position. Da Hitchcock lokker med en hovedrolle i Marnie, melder dilemmaerne sig.
Olivier Dahan, der fik så meget ud af Edith Piafs historie i den indholdsmæssigt såvel som visuelt mørke og kornede Spurven, har taget en drejning mod Danielle Steele-drama med ubegribeligt mange tæt framede nærbilleder af en længselsfuldt sukkende Nicole Kidman. Hun får for lidt modspil af Tim Roth, der ikke ved, hvad han skal stille op med fyrstens forkælede dilemmaer og må ty til bekymret-bryske blikke og intens filterfri rygning med hovedet let på skrå. Imens lyder Graces replikker alle som noget i retning af: »Alt hvad jeg gør er forkert. Alt!«
Hvad angår kostumer, riviera-locations og lånte Cartier-smykker er Grace of Monaco et udstyrsstykke. Men filmen forløser ikke den tematik, Arash Amel slår an i sit manuskript. Parrets private rådgiver, Frank Langella som katolsk præst, afslører sig som spekulanten bag ægteskabet, da fyrsten »manglede en prinsesse«. Og det centrale spørgsmål er, hvorvidt Grace vender tilbage til Hollywood eller mobiliserer sit filmstjernearsenal af skuespiltalent i et charmefremstød for Monaco:
Var Rainiers ægteskab med Grace Kelly mest af alt et pr-forhold? Og var det medvirkende til, at Monaco kunne sikre sin fremtid som opulent skattely?
Historier kolliderer
Desværre fortaber Grace of Monaco sig i en vaselineindsmurt happy ending, der kolliderer fatalt med den moraliserende historie, den egentlig vil fortælle.
Dahan og Amel bevæger sig ind på en mekanisme, der er i spil, når et idealiseret billede af en tilbedt person bliver en prisme for den måde, vi ser verden på. Et vellykket eksempel er mytologien om John F. og Jackie Kennedy, der i ægteskabet mellem Kennedy-navnet, associeret med gangsterpenge fra 1920’erne, og Jaqueline Bouviers overklassebrand konstruerede hans præsidentembede som et Camelot. Senest har den syriske diktator Bashar al-Assads hustru Asma som bekendt med mindre held forsøgt at promovere familien som demokratisk rollemodel i en artikel i Vogue, der blev tilbagekaldt.
I Monaco i dag bærer prinsesse Graces kontrafej stadig myten om europæisk aristokrati, mens det to kvadratkilometer store fyrstedømme har verdens formentlig største koncentration af kasinoer og ludere i luksusklassen. Så havde Marnie måske alligevel været et bedre bud på en happy ending for en ægte Hollywoodprinsesse.
Grace of Monaco. Instruktion: Olivier Dahan. Manuskript: Arash Amel. Amerikansk-fransk film.
