Læsetid: 3 min.

Hackeren forbrødres med sit indre hulemenneske

Der vokser nye fællesskaber ud af teknologien på mediekunst- og musikfestivalen Click i Helsingør. En festival, der i år hvilede en mørkere og mindre tekno-optimistisk skygge over i kraft af tidens overvågningsskandaler
20. maj 2014

»Det er lidt noget hulemandsmusik,« lyder dommen fra en tilskuer, efter kvintetten Selvhenter lige har flået Kulturværftets lille sal i stumper og stykker.

Det er ellers mere cyborgs end hulemænd, man forventer at møde på Click Festival, Helsingørs festival for ny mediekunst og samtidskultur, der igen i år også kan bryste sig af et fornemt kurateret musikprogram. Hovedvægten er på den internationale spydspids af elektronisk musik, men med afstikkere til andre grænsenedbrydende af-arter som freejazz og punk. Click har vist sig at fungere eksponentielt bedre for hvert år, og det var også tilfældet i år, som var fjerde gang, festivalen afholdes på Kulturværftet i byens obsolete skibsindustriområde.

På Click rejser hackeren og piratkopisten sig som de nye kulturelle helte, der tager teknologien tilbage fra magtmonopolerne. Det er den grundlæggende og i dag stadig hjerneeksploderende fascinerende fortælling om mødet mellem mennesket og maskinen, der står på højkant her.

I kontrast til de teknoutopiske visioner og den naivistiske html-æstetik fra de tidlige internetdage er dronefly og det seneste års overvågningslækager begyndt at kaste en mørk skygge over mange. Dystopia kommer ikke i morgen, det er her allerede, er det gennemgående mørke budskab. Men den aktuelle udvikling gør jo kun festivalens greb desto mere relevant.

Hacker og stammefællesskab

Men helt sort ser det ikke ud. Hackeren kan genforenes med hulemanden i alternative kunstneriske og sociale stammefællesskaber. Det er essensen af ’Do It With Others’-ideen, som er undfanget af London-kollektivet Furtherfield, og som fungerede som konceptuel ramme om dette års Click.

Med D.I.W.O.-tankegangen i baghovedet gav trommeduoen To/To enormt meget mening som en demonstration af summens overlegenhed over de enkelte dele. Fire lemmer fastgjort på to kroppe og et sammengroet trommesæt imellem dem. Så gik Toke Tietze og Tobias Kirstein i gang med en brutal polyrytmisk dæmonuddrivelsesseance med publikum stående i rundkreds omkring sig. En midlertidig og primitiv enhed banket ind i knoglemarven af mutte cyborgs med fingre lavet af trommestikker.

Japanske Ryoji Ikedas sanseomsluttende performance i lyd og billeder var et stykke overrumplende dehumaniseret envejskommunikation. Dumpe rytmiske mønstre dannede en simpel sort-hvid grafisk lydgengivelse i monstrøst storformat. Det skabte tværmedial forvirring om, hvad der egentlig kommer først, og hvad der påvirker kroppen mest umiddelbart – billeder eller lyd.

Lavrisikabel afstraffelse

Så var der mere organisk hygge over Tirza & Michachu. Duoen, der har stjålet hjerter med det sødmefuldt sarkastiske hit »I’m Not Dancing«, leverede et helt igennem chilleren og dansabelt sæt, hvor Tirzas blødt soulede vokal strøg hen over hudoverfladerne til de skæve og klikkende beats fra electronica-alkymisten Mica Levi ved siden af hende. Her bankede der et varmt hjerte i teknokroppen.

Et af de større navne på plakaten på det ellers overhovedet ikke hovednavnshierarkiske Click-program var Chris & Cosey – den nu legendariske britiske electronicaduo, der lancerede en præhistorisk fremtidslyd med det skoledannende 1982-album Trance. Et forbilledligt eksempel på musikere, der kompromisløst udforskede spændingsfeltet mellem menneske, maskine og samfund allerede med performancegruppen COUM Transmission i slutningen af 1960’erne og postpunkgruppen Throbbing Gristle.

Man kan tage stort set hvilket som helst område, der er interessant i musik og kunst i dag – postpunk, noise, elektronisk musik, performance, kønspolitik, avantgarde – og så har de her fremsynede typer for længst været der allerede. Og det var den lille håndfuld valfartende punkertyper også godt klar over.

»I looove you, Coseeey!« råbte en pige med stumfilmspage til sin heltinde Cosey Fanni Tutti, der var i gang med at rive støjflader ud af sin karakteristiske amputerede stump af noget, der engang havde været en guitar.

»Okay. Du kunne også bare have hvisket det,« kommenterede en mand med henvisning til salens sparsomme menneskemængde.

Imens stod en upåvirket Chris Carter og spyede monotone synth-pulsslag. Men trods parrets legendestatus lå koncerten på ingen måde til højrebenet. Der er selvfølgelig faldgruber – ikke mindst på grund af egne forventninger – ved at se sådan et stykke musikhistorie blive vakt til live. Helt fossilerede var Chris & Cosey nu ikke, men det var tydeligt, at det ikke ligefrem var et nervepirrende højrisikospil for det midaldrende par, der slap lige lovlig nemt fra koncerten. I hvert fald formåede de ikke at bringe urmanden frem i 1980’er-technofesten, som min veninde skuffet udtrykte det.

Det hjalp ellers på det, da Cosey begynde at afstraffe sine drumpads med hårde, velanbragte slag.

»Bitch, er du også blevet våd i trussen?« spurgte min sidemand og nikkede begejstret.

Og således blev hackeren og hulemennesket alligevel sendt sammen ud ad en motorvej på vej mod en ukendt fremtid.

Click Festival 2014, torsdag til lørdag, Kulturværftet Helsingør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu