Læsetid: 4 min.

Kan man flette diamanter?

Dansk Danseteater glitrer og glimrer i Tim Rushtons nye helaftensværk ’Black Diamond’. Men det er lige ved, at man ville ønske, der bare var en lille urenhed i denne sjældne danseædelsten
Det flettede dobbeltmenneske skaber sin helt egen skønhed i Black Diamond. Men derudover måtte Dansk Danseteaters nye helaftensforestilling godt bryde perfektionen og røbe en hemmelighed.

Søren Meisner

5. maj 2014

Den smukkeste scene i Black Diamond rummer et billede, som øjet ikke umiddelbart kan forstå. Det er en skikkelse, der ligger på gulvet – et væsen, der ligger på siden og tilsyneladende har flettet alle sine arme og ben sammen. Det ligger bare. Og det er meget længere end et menneske.

Da skikkelsen folder sig ud, viser det sig, at den består af hele to kroppe – en kvindekrop og en mandekrop. De er begge klædt i stramt, lyseblågråt stof, der også dækker deres ansigter. Og de fletter sig ud af hinanden – og ind i hinanden igen – med en nysgerrighed og en akrobatisk finurlighed, der er dybt poetisk. De dvæler ved alverdens bevægelser, hvor de er så synkrone, som man kan blive det. Men så sparker de begge fra – og danser hver for sig. Og for hinanden.

I denne scene ligger kernen i Tim Rushtons nye værk for Dansk Danseteater. For her er den optimale forundring over kroppens urenergi og urdrifter og dens spontane æstetiske sans for synkron skønhed.

Fjer og pigge

Den sorte diamant i Black Diamond er altså en menneske- fascination af den mest magiske art. Men diamanten opstår også konkret i den flotte, mangefacetterede bagvæg, som scenografen Johan Kølkjær har skabt af sort metal, der hænger og lyser. Øverst er en balkon, hvor urskikkelser passerer: eventyrskikkelser med fjer og flæser og pigge og enhjørningehorn. For kostumedesigneren Charlotte Østergaard har leget med alverdens former, så både mænd og kvinder spurter rundt i forunderlige kjoler og slæb og kutter og biavlermasker. Alle blafrende gevandter fanger lyset – vidunderligt organisk og overraskende. Og både mænd og kvinder kan sagtens ligne drivende havfruer i sort…

Fra Jesus til Glass

Forestillingens gennemgående figur er dog klædt i det allermest mandligt almindelige: et jakkesæt. Men helt i hvidt. Som en symbolsk Jesus-skikkelse vand-rer denne mand observerende og overbærende rundt på scenen – med en kærlig reference til Jesus-skikkelsen i Neumeiers ballet over Bachs Matthæuspassion.

I Black Diamond stammer musikken dog ikke fra én kilde, men en collage af alt fra Trentemøller over Balanescu til Philip Glass. Stemningen skifter derfor fra det rockpumpende til det entonede og monotont sitrende og siden til det gentagende og inciterende knipsende. Koreografisk er det nok forestillingens mindst indlysende valg; ét musikværk ville i hvert fald have skabt en stærkere enhed om koreografien. Nu fungerer musikken snarere bare som baggrundsstøtte for dansen. Samtidig skaber musikovergangene en distance mellem koreografien og tilskueren. Der er noget fjernt over denne dansefortælling. Det virker, som om vi gerne må se Tim Rushtons sorte diamant, men helst ikke røre. Og derfor bliver vi heller ikke selv berørte. Men vi bliver imponerede.

Femibrutal dans

Dansk Danseteaters 12 dansere kunne ikke danse denne heftige og krævende helaftensballet flottere. De følger Tim Rushtons krav om et glid i bevægelserne og en duvende lethed, samtidig med at de er bomstærke. Den letfodede Maxim-Jo Beck McGosh er fortsat den eneste danske danser i kompagniet – legende, smilende og stædig i benene. Og glad.

I Black Diamond er det dog endnu engang Ana Sendas, der får rollen som Tim Rushtons muse. I første akt har hun den vildeste solo – med eller uden mænd som klatrestativer – hvor hun viser sin fintslebne og femibrutale dans. Hendes hænder glider rundt om hendes ansigt i et stumt sprog af undren, mens fingrene driller og fortæller historier. Ana Sendas har en skøn indbygget modsathed i sit lidenskabelige, portugisiske temperament: Hun kan sprinte af sted, og så kan hun alligevel pludselig standse brat op, så kun hænderne dingler en anelse. Og hun kan glide ind i en omfavnelse med største hengivenhed, hvorefter hun pludselig skubber manden væk og danser videre alene. Hun er hamrende sexet, men alligevel er hendes passion for at danse større end hendes passion for at omfavne mændene, og det skaber en ret pikant spænding. Er hun selveste ildfuglen på flyvestrejf gennem Rushton-land?

Hemmelighed søges

Black Diamond fik premiere på Vejle Musikteater, og forestillingen danses på det Kongelige Teaters Gamle Scene 9-11 maj, inden den går på international turné fra Tyskland til Kina. Dansk Danseteater står altså stærkere end nogensinde. Men med Black Diamond rammer kompagniet også den form, der kan være frygtelig farlig i sin perfektion: en så abstrakt og glittet form, at diamanten næsten bliver for fuldendt.

Det er i hvert fald lige ved, at man ville ønske, denne sorte diamant bare havde en lillebitte urenhed. For så ville den afsløre en hemmelighed.

’Black Diamond’. Koreografi: Tim Rushton. Scenografi: Johan Kølkjær. Kostumer: Charlotte Østergaard. Lysdesign: Jacob Bjerregaard. Dansk Danseteater i Musikteatret Vejle, fredag. Danses også 9.–11. maj på Det Kgl. Teater og herefter international turné

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu