Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Klogerupsk gardinpræk

Peter Høegs syvende roman har tør humor og sprød ironi, men tynges til jorden af belæring og konstruktion
Kultur
23. maj 2014
Peter Høegs nye roman er en samfundskritisk thriller – men på et tidspunkt taber den tempo og mister flyvehøjde.

Tor Birk Trads

Halvvejs under første gennemlæsning af Peter Høegs nye roman mistede jeg tilliden til den. Eller fik bekræftet den tvivl, som fra begyndelsen havde murret underneden, alt imens jeg nød plottet, personerne, præcisionen i stilen. Hvad der konkret fik min tro på værket til at fordufte, var ganske vist en faktuel detalje, men da den vedrører ting, som jeg tilfældigvis ved noget om, blev irritationen hængende og viste sig også, ved anden, tristere, gennemlæsning, at have et generelt perspektiv. Herom senere.

Genremæssigt har vi at gøre med en samfundskritisk thriller lavet efter den model, som mange vil kende fra Høegs tidligere romaner. En intelligent og snarrådig kvinde kommer eller bringes på sporet af et gigantisk, ækelt komplot og tager heltemodigt kampen op mod magthaverne i det desperate håb, at denne verden trods alt lader sig frelse, blot vi er teknisk ferme, spirituelle og empatiske nok. Susan Svendsen på 43 er fysiker og fandt som purung dyb ro og lykke i visheden om, at naturlovene findes, stort set fungerer og således afbalancerer kaos. Hendes angst forsvandt, idet hun forstod det periodiske system og indså, at der heri lå en garanti, et kort over en højere orden.

Da romanens handling begynder, henligger hendes liv imidlertid i vildt kaos. Sønnen Harald er anholdt for forsøg på udsmugling af antikviteter fra Indien. Datteren, Thit, er løbet bort med en hinduistisk præst. Manden (som gudhjælpemig hedder) Laban er rejst til Goa med en maharajas 17-årige datter og har, efter hvad der forlyder, den indiske mafia i hælene. Og selv er Susan sigtet for drabsforsøg med de bare hænder i et spillekasino.

Fjorten dage efter er de fri, takket være kræfter i det danske samfunds øverste elite. Men på den betingelse, at hun eller de kan fremfinde vigtig viden, nærmere bestemt et referat fra en Fremtidskommission, som Folketinget hemmeligt oprettede i 1972. Til dette hverv er Susan særdeles velkvalificeret. Ikke alene besidder hun en kolossal faktaviden og et imponerende teknisk snilde, hun har også en sikker intuition samt, hvad der er vigtigst, en særlig evne til at fremkalde oprigtighed. Folk åbner rask væk deres hjerte for hende, buser ud med deres dybeste hemmeligheder. Der, hvor hun voksede op, kaldte de det Susan-effekten – heraf romanens titel.

På jagt og på flugt

Såvel fysisk som psykisk kan hun komme ind overalt, og derfor varer det ikke længe, før dette naturvidenskabens svar på Pippi Langstrømpe, eller Vækstcentrets svar på Lisbeth Salander, sammen med sin familie, forfølges af slemme skurke, alt imens de prøver at finde og udspørge medlemmerne af den for længst nedlagte kommission – en præst, en historiker, en nationalbankdirektør plus en geolog med metallurgi som speciale. I en uhyggelig blanding af flugt og jagt afdækkes dels hovedpersonens egen brogede fortid, dels ekspertgruppens hemmeligheder. Dette sker i en stil, der, når den fungerer bedst, udmærker sig ved en karakteristisk tør humor og en afslappet ironi, befriende fornyelser hos Høeg, men i øvrigt skifter mellem korte, beskrivende sætninger og længere, ofte ret tunge udsagn i en slags ’præsens altid’ om, hvad der er tilfældet generelt mellem mennesker, i det danske samfund eller i hele verden. I dette stilleje kan vi så læse, at lyset i virkeligheden er kærtegn, og at menneskenes natur er at åbne sig for hinanden: »Vi bærer de andre i os: Længst inde i en selv er de andre.« Det står der på næstsidste side, hvor mange romanforfattere som bekendt omsider får klemt ud, hvad de egentlig har på hjerte.

Problemet er bare, i hvert fald for denne læser, at bogen på det tidspunkt for længst har tabt tempo og mistet flyvehøjde. De enkelte kapitlers konstruktion er begyndt at virke mekaniske, med de efterhånden forudsigelige uforudsigeligheder, de successive drab på kommissionens kerne samt, som allerede antydet, ikke mindst det obligate, for forfatteren så typiske klogerupske gardinpræk. Jeg skal undlade at røbe, hvordan den knirkende konstruktion af et plot kulminerer til sidst og i stedet prøve at forklare, hvorfor romanen på et vist tidspunkt begyndte at anfægte mig. Det var ikke det sted, hvor det ellers temmelig ukronologisk hedder, at Fremtidskommissionen forudsagde Vietnam-krigen, som, da gruppen blev nedsat, havde varet i halvandet årti. Nej, det var såmænd der, hvor Susan og Laban trænger ind i de allerhemmeligste arkivhvælvinger under Christiansborg. I gangsystemet, får man at vide, har »de« (hvem er de?) efter udleveringen af de islandske håndskrifter gemt »perlerne fra den Arnamagnæanske Samling som der stadig var uro omkring. (…) Blandt andet Njals Saga. De var bange for hærværk.«

Heri er vistnok så meget sandt, at den højrenationalistiske ballademager Hans Hetler engang i 60’erne (altså inden udleveringen) rumsterede med planer om anslag imod Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, hvilket efter sigende førte til, at der sattes alarmer op på vinduerne.

Rigid tankegang

Men Njals saga kan man ikke sådan gemme, for den er overleveret i mere end tyve håndskrifter fra før 1450. At Peter Høeg ikke ved det, kan man tilgive ham. Men at han forestiller sig en dyrebar kulturskat unddraget udlevering og skjult af Danmark i en dyb kælder, må siges at have et generelt perspektiv, eftersom det er eksempel på den rigide tankegang, som gennemsyrer hans produktion: Små er bedre end store. Bedsteforældre bedre end forældre. Kvinder er bedre end mænd. Natur er bedre end civilisation. Følelser bedre end rationalitet. Mærkeligt blot, at denne sjælfulde sort-hvid-tænkning skal formidles så gennemkalkuleret, som det sker i denne og i forfatterens tidligere bøger.

Peter Høeg: Effekten af Susan. Rosinante. 331 sider. 299,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Herskind Katzeff

jeg er ingen fan af peter høg, men når jeg ved at anmelderen ikke kan fordrage ham, burde man så ikke få en anden til at anmelde. venlig hilsen john katzeff

Michael Kongstad Nielsen

Det anede mig. Mere af det samme. Enig med Erik Skyum.