Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En kølig dråbe mod huden

Camilla Christensens brudstykkeminder har deres styrke i det betydningsløse, fysisk konkrete
Kultur
30. maj 2014

Behøver du at snakke om din mor hele tiden? spørger en kæreste midt i, bogstaveligt talt lige i midten, af Camilla Christensens nye bog, nemlig i det syvende af i alt tretten erindringsstykker.

Og ja! kunne jeget alias fortælleren, alias forfatteren, svare, for bogen fremtræder som et dybt personligt forsøg på at gå tilbage for at forstå, og muligvis i bedste fald forsone sig med tab, der ikke kan overvindes.

Jo, der mistes meget i disse tekster: I barndommen en kær kammerat, men også en fundamental følelse af sammenhæng og tryghed; i voksentilværelsen ikke bare moren, men også elskere, mænd, og stederne, de og jeget først delte – og senere delte på den måde, man gør når, man skal skilles; i moden alder en far, som hele tiden spurgte, hvor gammel han egentlig var!

Verden består, men tiden løber, og den slider på os. Tilsyneladende tærer den også slemt på hukommelsen. Camilla Christensens prosa har i hvert fald karakteristiske huller og dunkle punkter. Mere ved jeg ikke, lyder en meget sigende sætning, der da også er løftet op til titel, og andetsteds konstaterer forfatter-fortælleren, at der trods ihærdige rekonstruktionsforsøg bare ikke kommer mere: »Jeg ved ikke mere«.

Læg for resten mærke til forskellen på de to udsagn. Det sidste, »Jeg ved ikke mere« tæller, hvad bogstaver angår, 3-3-4-4. Men det første, titlens »Mere ved jeg ikke«, tæller 4-3-3-4. En materiel sproglig effekt, som svarer til bogens møjsommelige bestræbelse på at komme tilbage efter tabene.

»Jeg kan ikke huske de ture, men jeg husker dem,« lyder en paradoksal formulering, som vel siger så meget som, at hukommelse og erindring er to forskellige ting. Detaljer, navne og data kan forsvinde for altid, men stemninger kan måske genkaldes og kittes sammen til en personlig fortælling.

Denne erindrende selvovertagelse fuldbyrdes i bogens sidste tekst, hvor jeget har været på skadestuen og uden omsvøb fået at vide, at hun er lige så forkalket som en firsårig. Dette reagerer hun i første omgang på med kæderygningspanik og basbuldringsmusik, men vender så blikket fremefter og tænker, at når hun her om lidt har passeret den alder, hendes mor nåede, så skal det markeres med maner. Så vil hun »holde fest og invitere alle og enhver og hvem som helst, taxachauffører, overlæger, alle små piger med dinglende ben på spisestuestole, kvinder med sytøj og stikkende blikke, Carl Erik, Svend og den sorte mand med radiobilerne, drenge under badebroer, katte, hunde, alle verdens tøjdyr, Ursula og hendes smukke venner og skeletterne i skabene ikke mindst, og vi skal le og råbe højt og ryge smøger, vi skal drikke os i hegnet, og vi skal danse hele natten.«

Ikke så meget fest

Sådan her slutter bogen, ganske fikst, med en slags komprimeret indeks over dens skikkelser og situationer. Men indrømmes må det, at der nu sjældent er ret meget fest over de enkelte stykker. Bedst fungerer efter min mening de tekster, hvor Camilla Christensen kunstnerisk set giver sig hen og fuldstændig forlader sig på, hvad man måske kunne kalde prosa-pointillisme, altså en teknik, hvor abrupte sætninger, sætningsstumper og led bare kommer fistrende og lykkeligt, poetisk, associativt finder sammen, som i erindringsbrudstykket om den mistede kammerat, med hvem jeget som højt leende seksårig sprang over en sprinkler på plænen:

»Der er en ukendt lethed i den latter, i protesten, overdrivelse, den regelmæssige lyd af dråber, der fejer over blade, i køligheden mod huden, jeg er mig, og de kan rende mig. Dén stod tilbage, en enkelt kølig dråbe mod huden, springet gennem bruset af vand, mylderet af små regndråber, rygradens bøjelige ynde, sensationerne, der fyldte haven, rummet, dagen, mig, en ukendt, overgiven lethed, poserende bevidst.«

Den søndag

Så overgivne virker de senere stykker ikke, hvad der måske kan være rimeligt nok, efterdi de som sagt har en dystrere historie at bringe – om tab, der satte spor, og ar, der aldrig rigtig er helet. Bogens stemning er fanget flot ind i en den scene fra den næstsidste tekst, hvor jeget ved barndomshjemmet finder en stump mursten med lidt mørtel på. Den stammer fra vandposten ude i gården. Kanten var kølig mod hænderne. Vandet var dejlig koldt.

Hvad skete der så den søndag? spørger manden, da han starter bilen. Ingenting, svarer jeget. »Vi svingede ind i skyggen til vandposten, drak af det kolde vand og løb ud i solen igen.« Trofastheden over for et minde som dette gør, at Mere ved jeg ikke trods sin spaghed, dysterhed og tristhed bliver en overbevisende bog.

Mere ved jeg ikke
Camilla Christensen.
Noveller. 108 s.
Kr. 249,95.
Rosinante.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her