Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Lir eller stillingtagen

En politisk poet og en festabe med Simon Spies som skytsengel tørner sammen i denne uges danske rapudgivelser. Vakili vil lave tingene om, mens Kidd helst undgår spørgsmålet
Kultur
19. maj 2014

Det var et af de mest storslåede øjeblikke i nyere dansk popkulturhistorie, da rapperen Kidd storsvedende og tømmermandsramt i 2012 tog livet af sin egen mediepersona i et tv-talkshow. Han ville ikke længere lave musik under navnet Kidd, sagde han – den selvsmagende rapper havde bare været en rolle, han havde påtaget sig.

Som en sand popkunstner har den unge skotsk-danske Nicholas Westwood Kidd gjort lynkarriere med sin bevidst idiotiske vals på knivsæggen mellem mediernes forventninger og egne kunstneriske fordringer.

Og hvis man skulle tro på et af musikjournalistikkens yndlings-narrativer, så ville det være en mere moden Kidd, vi mødte på comebackalbummet Kiddæssancen. En Kidd, der har indset indholdsløsheden bag berømmelsens trylleskær. En Kidd, som vil finde sig selv. Og så videre, og så videre.

Bare mig, bare mig

Men sådan hænger det bare ikke sammen, belærer hvalpen os i brovtende toasterstil: »Hvem er egentlig Kidd?/ bare mig bare mig/ hundred klik til/ la’ det bli’ ved.« Kidd er bare Kidd. Den ultimative cirkelslutning. »Jeg vil bare leve sådan heeer/ mit liv skal være sådan heeer,« bjæffer han affekteret og kærtegner en ung og spændstig maskinkrop af trapbeats og skinnende 90’er-synths.

Vi får aldrig at vide, hvad essensen af Kidd er. Og det er hele pointen. »Jeg er dybt overfladisk,« som Andy Warhol engang sagde. Kidd drikker Asti, læser Information og spiser chips fra en pose prydet med hans eget portræt. Han cruiser rundt til kendisfester, hvor smilene stivner til grimasser, men det er okay, for »jeg har stadig Medinas nummer på min telefon«.

Det er svært at sige, om Kidd er en parodi på hiphop eller bare en parodi på sig selv – og hvor grænsen i så fald går. Men Kiddæssancen er ikke mindst en eksplosiv festplade takket være den håndfuld forskellige producere, der placerer de svedige bassdrops så præcist, at energiniveauet holdes højt. Væk til en weekenddrøm, hvor boblerne holder døden fra døren, og hvor idioti er den eneste redning fra de sorte felter af meningsløshed. Mange har begrædt, at der ikke er mere substans i den åbenlyst begavede festabe. Og Kidds egentlige provokation består nok i, at han som ungdomsgenerationstalsmand insisterer på at formidle de værste ligegyldigheder om rigdom, sex, fest og berømmelse. Og for at det ikke skal være løgn, med en kynisk bevidsthed om, hvor fuldfede klicheerne er.

»Okay okay står nu bag en mikrofon/ men står i samme evige situation/ skrive noget dybt og noget vigtigt/ tale imod samfundet sødt og forsigtigt/ ja ja jeg lover ik’ at jeg tar’ stilling/ men livet lige nu har fået evig festbevilling«.

Kidd anerkender, at det forpligter at stå med en mikrofon i hånden, men han nægter at efterleve det. I stedet tager han hiphoppen helt ud på et overdrev, hvor den kan betragte sig selv i spejlet og flække af grin over det, den ser.

Mikrofonen forpligter

For Babak Vakili indebærer mikrofonen også et ansvar, og på Ord Er Som Vind har han valgt den stik modsatte strategi. Den unge cand.polit. og efterkommer af revolutionære iranere forsager hiphoppens fattigfine materialisme, »der groft sagt kun handler om pik og patter«, som han udtaler i pressematerialet.

Som en af de få rappere herhjemme, der ikke er berøringsangst over for eksplicit politiske emner er Vakili på en beundringsværdig mission for at genrejse den samfundskritik og emancipation, som genren engang også rummede.

Selv om pladen er hans debut, har Vakili længe huseret i rapmiljøet, hvor han har en håndfuld ep’er bag sig. Han er blevet portrætteret i en dokumentarfilm og har sågar lavet en valgsang for Enhedslisten – selv om det er græsrodsaktivismen, der står hans hjerte nær.

Og Vakili er stadig nede med oprøret og imod systemet. Til et bagtæppe af samples af mellemøstlige strygere og strengeinstrumenter politiserer han verbalt den uartikulerede samfundskritik i bandekulturen og i de unge indvandreres afmagt og frustration. »Han vil virke rå, imod systemet/ og han hader Pia K. uden at vide hvorfor«.

Hvor lyrikken nogle gange lider under lidt uopfindsomme enderim, så er Vakili klart bedst, når han skruer op for tempoet og ikke lader ordene flyve i vinden, men spytter dem i staccato som et automatvåben:

»Hør de siger landet bløder/ af illegale polakker og bandeledere/ pizza taxa bistand/ al-Aqsa-terrorist på jagt efter Danmarks jøder/ så alting på skinner, toget det kører/ stemmer fra mennesker der undrer sig dør/ derfor at stilhed er noget man kan høre/ derfor Vakili han bomber dine ører.«

Men tit er metaforerne også så højtflyvende, at man som lytter nær får højdeskræk. »Bastard af lyset/ en af skyggernes børn.« Sprogblomsterne folder sig ud som en mælkebøtte i asfalt- junglen på et nørrebrosk gavlmaleri.

Selv om Vakili afviser rollen som præmieperker, er der måske alligevel en rollemodelsproblematik på spil, hvor ansvaret som talsmand for en minoritet vejer så tungt på skuldrene, at det lægger en dæmper på kreativiteten og vildskaben? I hvert fald er der en tendens til, at rapperens idiosynkratiske finurligheder udviskes til fordel for det alment gældende. Kontrasten er slående, når »Ord Er Så Lette« viderebringer den smukke personlige indsigt, at revolutionær politik ligesom kærlighed handler om at give slip og turde tro på det nye.

Vakili har allerede skabt sig sin egen platform, hvorfra han taler med klar og tydelig stemme. Det kreative skal der måske arbejdes lidt mere på, før stemmen helt brænder igennem. Men når Vakilis ord flyver, så spidser man ører.

Kidd: ’Kiddæssancen’ (Cheff Records/ArtPeople). Udkommer i dag

Vakili: ’Ord Er Som Vind’ (Target). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her