Egentlig er byen i bogen anonym, men der er ingen tvivl om, at der er tale om Nibe ved Limfjorden. Med et fint forgrenet gadenet og et væld af topografiske bestemmelser som Lille og Store Algade, Lille Tranegade, fjorden, bager Frimer, biografen, købmandsgården, slagteren i Voldborggade, Skalskoven, Tyvdalen, kirkegården, lossepladsen toner Nibe utvetydigt frem i Louis Jensens nye bog om drenge skrevet for voksne.
Det er egentlig ikke afgørende, hvilken konkret dansk provinsby, handlingen i Louis Jensens bog udspiller sig i. Universet er alment og genkendeligt. Alligevel er præcisionen midt i det almene så vigtig for at få historien til at leve, og den behersker Louis Jensen bedre end nogen anden. Når han skriver om sin barndom i Nibe og er helt specifik i detaljerne og skriver om sansninger og lugte, så de står ud fra siderne, så skriver han også om min barndom, som udspiller sig et helt andet sted og årti.
Louis Jensens barndomsby lever sit eget liv lidt ligesom det Viborg, Peer Hultberg i Byen og verden lader være en slags hovedperson. Og som Peer Hultberg er Louis Jensen en mester i de små prosastykker. Det har han demonstreret i sine voksenbøger og ikke mindst i sine formidable børnebøger, særligt serien med Hundrede historier, som altid har været pligt- og lystlæsning for mine børn.
Hvordan et barn tænker
Den nye bog består af 83 små stykker og fantastiske fortællinger om en drengegruppe, der som sagt vokser op i en dansk provinsby i en ikke så fjern fortid. Hvordan drengene ser og sanser verden, hvordan de færdes rundt i byen og ud i dens periferi er gjort til det centrale. Den handler i et enkelt og ligetil sprog selvfølgelig om drengestreger og -bander og om lederen Fritz og alt det han sætter gang i, men først og fremmest handler bogen om, hvordan verden bliver til set fra drengeperspektiv og den særlige måde de oplever og sanser verden på. Og bogen slutter, da en af drengene forelsker sig og Fritz dør af en blodsygdom.
Men det hele handler om, måden Louis Jensen skriver på. Og den særlige topografiske nidkærhed og fornemmelse, som gennemsyrer bogen og bruges til at vise, hvordan et barn tænker, indtager verden og bliver til på. Eksempelvis i stykket »Plantagen«:
»I kanten af byen, men alligevel så langt væk, at det næsten var som at komme til et helt andet land, lå Sandmandens Bakker. På den anden side af Sandmandens Bakker, væk fra byen, lå en plantage, men det ord kendte drengene ikke. For at komme ud til skoven, som var firkantet, skulle drengene passere en åben græsmark og et elektrisk hegn.«
Når en af drengene bevæger sig derud og står i udkanten af den fjerneste del af skoven og kigger ud over markerne, så kan »han ikke rigtig forstå græsset, træerne eller huset. Det lå uden for hans verden (...) Det udenfor var ganske vist også verden, men på en anden måde. Det var anderledes, fjernt og mærkeligt.«
Det anderledes efterlader drengene ubevægelige og tavse. Og efter en stund vender de om: »uden at sige et ord, det var for mærkeligt, og gik hjem.«
Tegne Jylland i én streg
I sådanne stykker skaber Louis Jensen ikke bare verden, men beskriver også præcist det, der i en tidlig fase skaber et menneske. I en af bogens centrale tekster, der er en metatekst for bogens projekt, beskriver forfatteren, hvordan drengen elsker at tegne Jylland.
»Til sidst kunne han hele Jylland i én streg, næsten i en streg, og hvis det passede ham, meget hurtigt. Men som regel passede det ham at tegne så langsomt, at han kunne mærke blyantens møde med papiret. Det var en stor fornøjelse at se, hvordan det hele dukkede frem. Det var ham, der gjorde det. Han skabte hele verden. Og han kunne gøre det igen og igen.«
Louis Jensen har i sine tekster en særlig sans for det rum, hvor noget endnu ikke er afgjort, noget gådefuldt, en hemmelighed. Det er barnets tilværelsesform i sin rene essens. Som i det første stykke »Havmanden«, hvor barnet holder fast i den fryd og rædsel som historien efterlader. Eller i en af bogens sidste, hvor drengene i en indianerhule laver et mønster af grankogler:
»Mønstret fortalte endnu mere, men det var ikke muligt at forstå, hvad det var. Det allersidste var en hemmelighed.«
Louis Jensen beskriver et barns sansning og erfaring af verden før det bliver lukket af en entydig fortolkning. Nogle gange er disse helt konkrete rum, gemmesteder, under bolværket eller andre steder, hvor barnet har lov til at udfolde fantasien fri af alle begrænsninger. Det er her magien består.
Magien findes også i det herlige lille stykke »Tændstikker«, hvor drengen samler brugte tændstikker fra gaden og laver huse af dem: »Hver tændstik blev lagt omhyggeligt. Men det vigtigste var ilden. Den var jo for længst væk, men alligevel var der noget tilbage. Et ekko. Det var det, drengene samlede op og puttede i lommen.«
Z som et lyn
Men mit yndlingstykke er nok alligevel »På samme måde med Zatopek«, hvor Louis Jensen beskriver virkningen hos drengen af et fremmedagtigt navn på en udenlandsk fodboldspiller. Navnet Zatopek indgyder en særlig respekt, som Nielsen eller Sørensen slet ikke kan hamle op mod.
»Der var en aura af storhed og dygtighed omkring deres navne, og når drengen hørte, at nu løb spilleren med sit mærkelige navn ned mod baglinjen, så var han klar over, at nu gik det galt (...) Der var noget stort over det hele. Og på samme måde med Zatopek. Han løb fra dem alle sammen. Det lå delvist i navnet. Det store Z var et slags lyn. Det var derfor, ingen kunne følge med ham.«
Det er barnets logik, men formidlet af den voksne forfatter. Louis Jensen er så dygtig til at pendle mellem barne- og voksenlogik eller til at oversætte barnelogik til voksen litteratur. Jeg vil fortsat leve i og med denne lille fryd af en sansenær bog, og jeg er ret sikker på, at den bliver en nyklassiker inden for genren ’bøger om drenge’.
Louis Jensen: ’Elefanterne holdt hver gang med Tarzan – En bog om drenge’, 152 sider, 200 kroner, Gyldendal
