Læsetid: 3 min.

Et mystisk frikvarter

Den uforudsigelige Neil Young har indspillet 11 sange skrevet af andre. På en såkaldt Voice-O-Graph. Det lyder alt sammen meget 1920’er-agtigt. Hvis man er til den slags; det er vor anmelder ikke
Neil Young i Voice-O-Graph indspilningsboksen

Neil Young i Voice-O-Graph indspilningsboksen

Videooptagelse fra Youtube

30. maj 2014

Hvad skal man så lige mene om A Letter Home? Bop bop. Her har Neil Young indspillet 11 sange, han holder af, men ikke selv har skrevet. Det vi på godt dansk kalder fortolkninger. Spændende ser det umiddelbart ud på papiret, men når så Young går i kompagniskab med Jack White (der står opført som reproducer!) og de to gentlemen i sammes studie i Nashville opdager en gammel tingest kaldet en Voice-O-Graph er fanden løs, måske ikke i Laksegade, men helt sikkert på denne skive.

Fordi den der Voice-O-Graph var en indspilningsmaskine, man fra 1930’erne til 1970’erne kunne møde opstillet rundt omkring, gerne ved turistattraktioner, hvor man for et beskedent beløb kunne indspille en vinylplade med nogle mere eller mindre begejstrede beskeder (»Øj, hvor er Empire State Building egentlig stor« f.eks.), som man så kunne sende til familie eller venner, der siden kunne smide lortet på grammofonen og grådkvalte lytte til lyden af ens stemme. Ja, det var i fortiden, min ven.

Det siger sig selv, at lydkvaliteten ikke var noget at råbe hurra for på samme måde som, de pågældende vinylskiver ikke kunne klare mange afspilninger. Og så var der dømt øjeblikkelig pladestøj! At det endvidere var i mono siger sig selv. Og den er selvfølgelig slet, slet ikke egnet til at indspille musik på.

En ringe, perifer udgivelse

Nuvel, en sådan Voice-O-Graph har de herrer i deres umådelige visdom besluttet, at Young skulle benytte til indspilningen af sine nøje udvalgte fortolkninger, og det lyder mildest talt ringe. På den fede måde, jo vist, men som enhver, der har læst Youngs selvbiografi fra 2012, Waging Heavy Peace: A Hippie Dream, vil vide, går det aldrende koryfæ nærmest neurotisk meget op i lydkvalitet.

Så ok, hvis man holder af gamle indspilninger fra første halvdel af det 20. århundrede (gerne helt tilbage til 1920’erne!), er det her selvfølgelig guf.

Men hvorfor så ikke finde sine indspilninger med Blind Lemon Jefferson, Liva Weel og Louis Armstrong frem, hvis man længes efter den der specielle ambiens, man får fra (overspillede) 78’ere?

Det korte af det lange er, at denne anmelder finder A Letter Home irriterende at høre på. At Youngs valg af sange så heller ikke byder på de store overraskelser er en anden sag: Dylan, Springsteen, 2 x Willie Nelson, Phil Ochs 2 x Gordon Lightfoot (!) og Bert Jansch bliver så at sige alle i familien. Ivory Joe Hunters gamle rhythm’n’blues-hit »Since I Met You Baby« er største overraskelse, omend man heller ikke så det Jack White-assisterede livtag med The Everly Brothers guddommelige »Wonder If I Care as Much« komme. Højdepunkter er der ikke rigtig nogen af, det jappes mestendels af fra Youngs side, men bunden skrabes med en skrækkelig udgave af Willie Nelsons evige »On the Road Again«. At man kan opløse så gode sange som »Needle of Death«, »Crazy« og »Early Morning Rain« til irriterende baggrundsstøj er vel også en slags bedrift, men alligevel.

Selv om der er dømt kult fra første sekund, er der vitterligt ikke meget at komme efter, medmindre man er virkelig, virkelig nysgerrig.

Det bliver ikke mindre vildt af, at denne perifere udgivelse endvidere kan erhverves som et fuldstændigt vildt vinylbokssæt til en millionmilliard, inklusive bonusdit og bonusdat.

Var jeg et sundt og normalt menneske, ville det kun fremkalde et skuldertræk, men min indre diskofilius (det svin!) insisterer på at komme i nærkontakt med et eksemplar, så der er vel ikke andet at gøre end at sælge et af børnene til eksperimenter.

I dag hader jeg Neil Young og Jack White!

Neil Young: ’A Letter Home’ (Reprise/Third Man (Warner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer