Læsetid: 3 min.

Når nethinden kampsveder

Man skal samle sine sanser op fra gulvet igen efter at have været vidne til Hotel Pro Formas trekantsdrama om at blive ført bag lyset. En hørespilskoncert, hvor den tyske komponist Nils Frahm viser sin evne til at vriste stemninger ud af klaveret
Musikken spiller en stor rolle i performancestykket ’Latter i mørket’. Den neoklassiske musiker og komponist Nils Frahm (tv.) er rejst hertil for at spille live til samtlige forestillinger. 
 Til højre den unge elsker, spillet af Johannes Lilleøre.

Claudi Thyrrestrup

13. maj 2014

 

Synsnerverne er beskadiget på det sted, hvor de går ind i hjernen. Muligvis kan denne kvæstelse heles, muligvis kan følgen blive fuldstændig blindhed.«

Velkommen til Hotel Pro Forma, hvor du som tilskuer siddende i mørke udstyret med hovedtelefoner er med på en lytter til en grum beretning om begær, svig og blind fornedrelse.

Det er performancepioneren Kirsten Dehlholm, som har lavet den hyperæstetiske iscenesættelse af Nabokovs roman Latter i mørket. En treleddet sansemetamorfose, hvor skelettet af fortællingen fortolkes på skift gennem tre forskellige medier.

Fortællingen er et bizart trekantsdrama om at blive ført bag lyset, som tematisk er nært beslægtet med Nabokovs berømte roman Lolita. Men derudover har vi også at gøre med en slags moderne Narcissusmyte: et ekko af en muse svinder ind, indtil kroppen er helt væk, og kun stemmen er tilbage.

Og det indbyder i den grad til lydlige fortolkninger. I Kristian Hverrings lyddesign er det kødelige begær kun et tungt, skælvende åndedræt transmitteret direkte til hjernebarken gennem hovedtelefonernes skumgummipuder. Siddende dér i mørket føler man næsten sin egen synsnerve blive flået itu ved lyden af et voldsomt bilsammenstød med glasskår og sammenkrøllet metal flyvende i alle retninger. Nethinden kampsveder.

Det er vægten på det soniske, der berettiger det charmerende portmanteau-ord ’hørespilsperformancekoncert’, som betegner den genrekrydsende oplevelse. Koncertdelen kommer ind i billedet, fordi Dehlholm med assistance fra det tyske kulturinstitut simpelthen har hentet den neoklassiske musiker og komponist Nils Frahm hertil for at spille live til samtlige forestillinger.

Med en serie musikstykker komponeret til lejligheden fungerer Frahms bidrag ikke som en baggrundsstøtte for fortællingen, men helt på lige fod med de øvrige medier, som stykket med stramt overblik bringer i spil. Musikken spiller så stor en rolle, at det berettiger til at lade en musikskribent forholde sig til et performancestykke.

Stikkende anslag

Den unge tyske musiker er kendt for sin muskuløse og fysiske brug af den gamle finkulturelle produktionsenhed, som klaveret også er. Derfor er det spændende at se, hvordan Frahm angriber en så abstrakt iscenesættelse, der opererer med at skabe spændinger mellem distance og nærhed.

I Latter i mørket ser vi ham fra hans mere viltre og brusende side. Mandens baggrund som electronicaproducer er tydelig, når han lægger ud med at lade en mørk, forvrænget synthbas pulsere langsomt og truende.

I simple, stikkende anslag overfører han hele sin muskelkraft til mødet mellem instrumentet og kroppen. Frahm krumbøjer sig over klaviaturerne, så man ser de små muskler langs skulderbladene spille under kostumets stof. Et kostume, der for øvrigt ligner en slags lynlåsbetjent scifi-udgave af en afghansk mandsdragt, og som er skabt af kostumieren Henrik Vibskov.

Udklædningen ansporer én til at opfatte Frahms funktion et sted mellem udenforstående kommentator og medaktør i handlingen. Han er placeret bagest på scenen, hvor han sidder med siden til publikum ved et retrofuturistisk stuemøbel af forskellige analoge og elektroniske klaviaturer stablet oven på hinanden. Musikeren er ikke gemt af vejen bag et scenetæppe, men han bliver heller ikke udstillet i en slags Verfremdung-pointe.

Udfordrende sanseleg

Den subtile rolle som mellemmand understreges af, at Frahms musik også griber ind i stykkets lydside i en leg mellem kompositioner, reallyde og konkretmusik. For eksempel, når han hiver en rulle pakketape frem og lader cellofanets høje flænsen fiksere en skrueknap. Ellers når scenografiens knagende, kæderaslende træktaljer går i ét med en knirken fra bræddegulvet, hvor aktørerne i en søvngængeragtig koreografi stavrer primitivt omkring på høje, japaniserede træsåler.

Når Frahm i stykkets tredje del får salen for sig selv, spiller han så desperat som en, der ikke kan se en hånd for sig. Tangentanslagene falder famlende og febrilsk, usikre som tonerne fra en mekanisk spilledåse. Og så genoprettes harmonien for en stund, da hans højpræcisionsfingre lader en skylle af sval elfenbens-arpeggio tegne duvende cirkelmønstre.

Det er omsorgsfuldt, at Nils Frahm eskorterer én ud af stykkets mørke univers, efter man er blevet frataget sansernes fulde brug. Men hvis der også var en ulempe ved det, var det, at man sådan overladt til sig selv og sine egne associationer blev hægtet af narrativet. Eller i hvert fald skulle koncentrere sig for at finde lighedspunkter mellem klangene og stykkets handling.

Men Latter i mørket er en spændende udforskning af, hvad de forskellige medier kan. Stykket glimrer ved et frygtløst højt abstraktionsniveau, hvor kunstformerne bliver slynget op i luften uden bekymring for, hvordan og i hvilken rækkefølge de bliver grebet af tilskueren. Og det sætter en tyk streg under Nils Frahms specielle evne til at fremmane stemninger i en overrumplende og udfordrende sanseleg med den menneskelige forestillingskraft.

’Latter i mørket’ spiller på Republique indtil den 24. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu