Læsetid: 4 min.

Parisersalonen er taget på sommerferie

Seksuelle afvigelser i det parisiske overklassemiljø er temaet i det nyeste bind otte af Marcel Prousts storroman ‘På sporet af den tabte tid’, med det mondæne badehotel i Balbec som omdrejningspunkt
Seksuelle afvigelser i det parisiske overklassemiljø er temaet i det nyeste bind otte af Marcel Prousts storroman ‘På sporet af den tabte tid’, med det mondæne badehotel i Balbec som omdrejningspunkt
9. maj 2014

Nyoversættelsen af Marcel Prousts romanværk På sporet af den tabte tid skrider mageligt og planmæssigt fremad, senest med ottende bind af de planlagte tretten, nemlig fortsættelsen af den del, der bærer den ildevarslende titel Sodoma og Gomorra. Temaet er dermed angivet som udforskningen af den homoseksualitet, der trækker sine spor i det parisiske overklassemiljø, som den stadig unge Marcel er så forgabet i, smidig og elegant som en fisk i vandet, her med det mondæne badehotel i Balbec som værested og udgangspunkt – modelleret efter det stadigt eksisterende storhotel i Cabourg ved kanalkysten.

Vi er i automobilismens barndomstid, hvor nye hestekræfter konkurrerer med de naturlige og chauffører erstatter kuske for de meget mobile aktører i de lige så konkurrerende saloner, som de langtidsferierende parisere fordriver tiden med. Endnu vigtigere for bogens komposition er imidlertid det lille jernbanetog på de korte afstande mellem småstationerne, hvor den ene selskabsgæst efter den anden samles op, mens de stævner til især den velkendte madame Verdurins lejede sommersalon eller de successivt sættes af. Det foregår i »et landskab, der ikke alene frembragte kastanjetræer og tamarisker, men også venskaber, som langs hele ruten dannede en kæde, brudt ligesom kæden af blålige bakker«.

Her mod slutningen udgør tu- ren et mere harmonisk billede end i de mange brogede scener, hvor venlighed og nysgerrighed blandes med spydighed og giftigheder, venskab med jalousi, forelskelse med mistænksomhed. Lokalbanen er en handlingens perlerække af situationer, portrætter, samtaler og belæringer, det sidste som når den lærde professor Brichot som stednavneforsker holder foredrag om bynavnenes etymologi og f.eks. afmonterer romantiske forestillinger om byer, der ender på -fleur og -boeuf, der blot betyder havn og hytte og ikke blomst og okse.

Danser muntert og tæt

Vidtløftige digressioner af den art er ikke fyldekalk, men snarere cementering af værkets sproglige status som grundforskning i betydning og afsløring af gisninger og falsk facade. For dette binds komposition og tema er det betegnende, at de allerførste ord lyder: »Vi befandt os, Albertine og jeg, foran den lille jernbanestation i Balbec«, og de sidste ord, henvendt til Marcels mor: »Jeg er virkelig nødt til at gifte mig med Albertine«. Deres bekendtskab indledtes netop under hans forrige sommerophold i Balbec, hvor han blev så optaget af Albertine og hendes sværmende venindeflok. Nu har forholdet udviklet sig i besynderlige piruetter af fascination til hans chokerende oplevelse af at se hende danse muntert og tæt med veninden Andrée og lytte til den velkendte doktor Cottart og hans observation af deres erotiske nydelse ved dansen. Han indfører hende i salonlivet som sin kusine under konstant nervøs iagttagelse af hendes optræden og egne krumspring for at sørge for, at hun ikke møder risikable fristelser. Det virker som én lang forrykt neurose med stadige beslutninger om at afbryde forbindelsen. Men netop hver enkelt ny mistanke om hendes formodede tilbøjelighed får ham til at træffe en fatal beslutning om ægteskab og det til hans mors rædsel.

En mere grotesk gemmeleg udspilles i tilfældet baron Charlus, der mintro også dukker op i Balbec, tykmavet, med røde læber, sort overskæg og stærk ansigtssminke og straks slår kloen i en ung fyr ved navn Morel, værnepligtig i den nærliggende garnison og lovende violinist og dermed et tilknytningspunkt til madame Verdurins musikalske salon. Han snyder og bedrager den spendable baron, der bliver en flittig og dominant gæst om kap med den opblæste Cottard, der er en prydgenstand og topfigur i det opadstræbende borgerlige selskab som læge og akademimedlem. Romanens lille, faste klan samles og suppleres. Overhovedet optræder store dele af værkets persongalleri her på ferie og gale veje, for eksempel også fyrsten af Guermantes, der hemmeligt indlogerer sig på egnens luksusbordel for at møde nævnte, emsige Morel, hvor han så belures af den skinsyge Charlus. Den bøssede inderkreds er så at sige koncentrisk med de højere sociale cirkler, iagttaget af Marcel, der er konstant forarget over de seksuelle afvigelser, skønt han som fortæller er stand-in for den homofile forfatter, der ellers gør sig til af at gennemskue enhver forklædning.

Det er virkelig spændingsfuldt at læse, uanset at egentlig handlingsgang er minimal, og det kniber med at finde særlig sympatiske personer i det dekadente miljø, spækket med racemæssige, sociale, kønslige fordomme, men instrumenteret af en uforlignelig stemme, hvis modulationer og musikalske guirlander trænger ind i den menneskelige psykes kamre med vid og bid. Det er smukt, at digteren Niels Lyngsø som del af et oversætterteam har fundet en dansk toneklang og stemme til Marcel Prousts sprogverden, som er altafgørende – og som skal fortsætte i næste bind med bl.a. disse skæve pardannelser, Charlus og Morel og ikke mindst Marcel og Albertine i et nyt mylder af situationer og analyser.

Marcel Proust: På sporet af den tabte tid. Sodoma og Gomorra 2. Oversat af Niels Lyngsø. Multivers. 415 sider. 379 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu