Læsetid: 4 min.

I sandhedens tjeneste?

Dokumentarist Peter Øvig Knudsen undersøger i en ny bog, hvor de journalistiske grænser går. Skal sandheden frem for enhver pris? Hvor tæt kan man gå på kilderne? Kan de personlige konsekvenser blive for store? Og kan man overhovedet stole på, hvad folk fortæller?
8. maj 2014

En god historie er en historie, som nogen ikke ønsker, kommer frem. Den definition er generationer af danske journalister flasket op med.

Sandheden skal frem, uanset konsekvenserne. Men er det nu også altid det rigtige? Er der historier, som har så store menneskelige konsekvenser for de involverede, at de slet ikke bør skrives? Er journalisten kommet for tæt på sin kilde, når han og kilden begynder at bruge nætterne på at fulde sig sammen? Og hvad stiller man op, når kilderne har glemt eller fortrængt, hvad de selv har gjort og sagt – eller ubevist vælger at forskønne sandheden, fordi den er for svær at leve med?

Sådan lyder nogle af de mange etiske dilemmaer og spørgsmål, som den prisbelønnede journalist Peter Øvig Knudsen tager op i sin nye debatbog, Nakkeskuddet – og andre historier om at beskrive virkeligheden. Her går han tæt på sit eget mangeårige arbejde med at dokumentere nogle af dansk samtidshistories mest fascinerede fænomener; fra besættelsestidens stikkerlikvideringer til Blekingegade-banden og den danske hippiebevægelse.

Tvivlens nådegave

Anledningen til det selvransagende epos er, at Peter Øvig Knudsen efter mere end 10 år som Danmarks førende dokumentarist er kommet alvorligt i tvivl om sine egne arbejdsmetoder. Og dermed om sandhedsværdien i de mammutværker, han er blevet belønnet med alt fra Rosenkjær- til Montana- og Cavlingprisen for. Og om hvorvidt han kan fortsætte med at blotlægge de ofte smertefulde og traumatiske personlige historier, der om noget er en del af det krydsfelt mellem idealisme og kriminalitet, der løber som en rød tråd gennem hans bøger og emnevalg.

Er det f.eks. i orden at bringe et billede af et skudoffer, hvis efterladte børn og børnebørn er imod det? Er det rigtigt at fortælle om en likvidering, der gik ud over et uskyldigt barn med risiko for, at den eneste overlevende opsøger gerningsmanden og gør regnskabet op? Er det rigtig at afsløre en af hippietidens nøglepersoner som hustrumishandler? Eller at sløre den rolle, som et kvindeligt medlem af Blekingegade-banden spillede, for ikke at smadre hendes nye liv?

Noget af det, der har tricket Øvigs seneste bog, er erkendelsen af, hvor skrøbelig den menneskelige erindring er – og hvor afhængig journalisten er af, at folk kan og vil huske, hvad der er sket. Især når der ikke er kassevis af skriftlige dokumenter at læne sig op ad. Under arbejdet med Blekingegadebanden havde Øvig adgang til hele politiets arkiv om gruppen, men med hippiefolkene var det anderledes. Her var deltagernes erindring om begivenhederne helt afgørende – og ofte i vild modstrid med hinanden. Hvem fandt på at besætte den indremissionske Hjardemål Kirke uden for Thy-lejren, hvem var med, og hvem kan med rette vaske sine hænder?

Hippie-bøgerne har affødt nogle af de hidsigste reaktioner og fordømmelser fra Øvigs kilder, heriblandt den nuværende hofmaler og kongelige sarkofag-designer Bjørn Nørgaard, der i brev til Øvig kalder ham »dumme Svin«, fordi han i sine bøger bl.a. fortæller om Nørgaards aktive rolle i kirkebesættelsen og hans massive majestætsfornærmelser som ung kunstner, hvor han kalder dronning Ingrid for »frigid«, prins Henrik for »en opretstående lort« og mener, at prinsesse Margrethe skal »have en pik i skrævet«.

Peter Øvig Knudsens nye bog er som sædvanlig rasende velskrevet og fuld af illustrative eksempler, der giver læseren et usædvanligt åbenhjertigt indblik i de mange etiske dilemmaer, som journalister møder.

Også selv om han i enkelte tilfælde vælger at holde kortene tæt til kroppen. Det er bl.a. tilfældet, når han beskriver sine overvejelser i forbindelse med, at en kilde truer hans familie.

Savner svar

Nakkeskuddet stiller i det hele taget mange væsentlige spørgsmål om journalistens etiske dilemmaer, både når det gælder forholdet til kilderne, forholdet til sandheden og til de mennesker, der befolker mediernes virkelighed. Og den bør derfor være obligatorisk læsning for alle, der arbejder med at dokumentere virkeligheden; journalister, historikere, undervisere, advokater, dommere mv.

Desværre er der knap så mange svar at hente. Og det er lidt ærgerligt, når man tænker på hvor få danske udgivelser, der beskæftiger sig med journalistisk etik. Forklaringen er formentlig, at forfatteren selv befinder sig i en afklarende fase, hvor formuleringen af de etiske dilemmaer er vigtigere end løsningerne.

Som journalist har Peter Øvig altid afsøgt fagets grænser og er uden tvivl gået tættere på sine kilder og har brugt sig selv mere for at nå derhen, end de fleste i faget gør. Men netop derfor er det så vigtigt at diskutere; om journalister og kilder overhovedet bør være venner; hvor store hensyn man skal tage til pårørende og efterladte; hvor mange kilder, der skal bekræfte en historie, før den må anses for at være sand; og ikke mindst hvordan skribenten holder balancen, når det politiske eller følelsesmæssige engagement truer med at udvikle sig fra drivkraft til enøjethed.

Det kan vi alle lære meget af.

’Nakkeskuddet – og andre historier om at beskrive virkeligheden’. Peter Øvig Knudsen. 250 sider, 249 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Hemmingsen

Spændende læsning også for en ikke journalist, men som er meget optaget af netop nogle af de områder du berører her. Øvig er vel ikke som sådan eksponent for "sensations og sladder " journalistikken selvom der jo som du beskriver det altid findes det element i den såkaldte "gode historie", den historie som så mange gerne vil læse ud fra devisen "godt det ikke er mig" eller "bare det var mig". Øvig går vel et spadestik dybere, som jeg opfatter det og godt for det, men stiler alligevel spørgsmål ved HVOR lang man kan gå for at nå frem til hvad der må formodes at være sandheden. I den forbindelse så jeg Aaron Sorkins seneste serie Newsroom på blændende vis belyse netop dette element vedr. påstået anvendelse af Sarin gas af de Amerikanske styrker og hvor de for at "teste" deres historie anvendte sig af et rødt og blåt hold, hvor det ene ikke skulle andet end at forsøge at skyde historien ned.