Læsetid: 4 min.

Den sidste Camus

Albert Camus’ sidste ufuldendte værk 'Det første menneske' er en stærk selvbiografisk fortælling, som giver et indblik i, hvad der formede hans tankeverden, og et værk hårdt spændt ud mellem to kulturer, den arabiske og den europæiske
2. maj 2014

Da Albert Camus i 1960 kørte i døden, lå på bagsædet af bilen manuskriptet til hans sidste roman Det første menneske. Ufuldendt. Camus var på det tidspunkt på toppen af sin litterære karriere; han havde som den næstyngste nogensinde tre år forinden modtaget Nobels litteraturpris.

Politisk var det mere broget, for Camus flugtede ikke med holdningen til Algierkrigen, der i 1960 var på sit højeste, sådan som den blev formuleret af tidens benhårde venstreorienterede ideologer som Sartre og Malraux. På grund af sin nordafrikanske baggrund adskilte Camus sig fra den herskende holdning på den franske venstrefløj, hvor man støttede uafhængighedsbevægelsen og dermed også indirekte terrorisme, og tog skarpt afstand fra ekstremisme og vold på begge fløje. Camus så mere nuanceret på Algierkrigen og skaffede sig mange fjender i det politiserede og polariserede åndelige miljø i Frankrig. Han bar i sig flere kulturer og led under den indre konflikt, det dobbelte tilhørsforhold satte ham i. Han var på den ene side den fattige pied-noir dreng med opvækst i Algeriet, på den anden var han en central del af det franske intellektuelle miljø forbundet med den hemmelige modstandskamp under den tyske besættelse, eksistentialismen og forfatter til så centrale værker som Den fremmede, Pesten og Faldet.

Algeriske rødder

Det første menneske er en erindringsroman, hvor han søger tilbage til sine rødder i Algeriet. Han havde altså siddet og skrevet på den bog med et usentimentalt, men kærligt blik på sin opvækst midt under den betændte konflikt med eskalerende vold. I det følsomme miljø, og på grund af romanens ufuldendte karakter, besluttede forfatterens slægtninge ikke at udgive romanen lige efter hans død. Først i 1995 var man i Frankrig kommet så meget på afstand af konflikten, at det var muligt at få udgivet dette centrale værk af Camus.

Den efterladte roman er en rejse tilbage til forfatterens helt private verden, til hans barndom og ungdom, der også præger hans forfatterskab i øvrigt: livskraften, livet med kammeraterne, legen, fodbolden, solen og stranden på baggrund af den største fattigdom. Eller som det hedder i en noterne til romanen: »Ungdom på strandene. Efter dagene fuld af råb, sol, voldsomme anstrengelser, undertrykt eller åbenlyst begær. Aftenen falder på over havet. En bysvale skriger højt på himlen. Og angsten knuger hans hjerte.«

Faderen og moderen

Camus er i sin sidste bog egentlig på sporet af den ukendte far som et mysterium, han vil opklare. Et kapitel hedder ligefrem »På sporet af faderen«, men der findes kun få spor efter ham. Han døde, da Camus var ét år gammel, ofret på slagmarken i starten af Første Verdenskrig. Derfor kan han kun skrive om faderen som en fiktiviseret tredjepersonsfortælling. Som erstatning for den fraværende far, bliver hans lærer i grundskolen, Hr. Bernard hedder han i romanen, den figur, der bestemmer drengens fremtidige karriere.

I bogen får Camus derimod tegnet et smukt portræt af moderen, der stammer fra fattige spanske emigranter. Hun er næsten uden sprog, halvdøv og analfabet.

Det første menneske viser Camus’ dybe forbundethed med moderens verden, og viser at det er helt forkert kun at tænke ham som fransk forfatter. Han er forbundet med og formet af barndommens land og en ekstrem fattig opvækst i Algeriet. Som han formulerer det i romanen: »Der var to verdener i mig, adskilte af Middelhavet, en hvor minder og navne var bevaret i afmålte stykker jord, en anden hvor ørkenvinden slettede menneskenes spor over store områder.«

Bogen er en stærk og smuk søgen mod rødder. Den er skrevet i romanform og med opdigtede navne, men fiktionen forbliver ikke andet end en tynd fernis, hvor den stærke selvbiografiske fortælling hele tiden slår tydeligt igennem. Og bogen viser ham på tærsklen mellem de to verdener, han tilhører.

På den ene side går han i ét med den primitive verden, han vokser op i. På den anden side bliver hans private dilemma udstillet i og med at bogen skrider frem og han begynder i gymnasiet, hvor han tilegner sig ny viden og lærer nye normer. Så er han allerede i færd med at blive den voksne Camus, franskmanden og den succesrige forfatter.

Bogen består i at grave tilbage, tage tabet på sig og se sin egen indre splittelse, både identitetsmæssigt og nationalt, direkte i øjnene. Han er i sandhed en mand uden far, uden forfædre og uden tradition. Han er det første menneske. Den titel giver pludselig meget mening som etikette for hele forfatterskabet.

Det er med andre ord en anden Camus, vi møder i den sidste roman. Ikke den helt så stramme, som vi kender fra romanerne Den fremmede eller Faldet. Den danske udgave har, ligesom den franske, bevaret den foreløbige form med noter og »tekster i tilknytning« til romanen. Som læser sidder man med et manuskript, der angiver en retning, men langt fra er færdig. Og alligevel er det både et vigtigt dokument til forståelse af Camus og forfatterskabet, ligesom det har stor selvstændig litterær værdi og må regnes som et af forfatterens hovedværker.

Albert Camus: Det første menneske. Oversat af Hans Peter Lund. Gyldendal. 336 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Torsten Jacobsen
  • Bjarne Riisgaard
  • Robert Kroll
Henrik Christensen, Torsten Jacobsen, Bjarne Riisgaard og Robert Kroll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Riisgaard

Det er svært, at undgå et ambivalent forhold til udgivelsen af ufuldendte værker. Da jeg havde læst "Amerika" af Kafka, må jeg indrømme, at jeg fortrød, at jeg var gået igang med den som et selvstændigt værk. Det er den ikke , selv om den er vigtig som et fortolkningsredskab for forståelsen af Kafkas forfatterskab, især fordi der er så få værker.

Som novelle kan de første kapitler godt stå alene, sådan som de også er blevet udgivet, men jeg mener faktisk at det ville have været bedre, at læse bogen f.eks. som en del af en mere generel fagbog om litteratur, eller om Kafkas forfatterskab, i stedet for som en selvstændig udgivelse, - og jeg kunne godt forestille mig, at det må blive samme oplevelse med en ufuldendt Camus.

Flemming Chr. Nielsen

Fornem anmeldelse af Camus' roman Det første menneske, men er det mig, der tager fejl: den udkom da på dansk allerede i 1995 og i samme oversættelse. Men skidt: anmeldelsen giver lyst til at genlæse.