Læsetid: 7 min.

Den slags vrede kan ændre verden

I en lyrisk motor af følelser, prosa, debat, kritik og møjsommelige fodnoter gør Maja Lee Langvad med sit værk om transnational adoption sig til et suverænt overbevisende dansk og koreansk vidne om det personliges fortvivlende sammenfiltring med det politiske
30. maj 2014

Der har ikke før eksisteret noget som Maja Lee Langvads tungt researchede, skønlitterære vidnesbyrd om transnational adoption, HUN ER VRED. Nu findes bogen, det ville være flabet at sige »omsider,« for den føles lige så mættet og ultimativ som et livsværk. Den er gennemlevet og skrevet på siden 2007, tre år i Seoul, hvor Langvad begik sig i et internationalt adoptionskritisk miljø og forsøgte at ’forsone sig’ med sine egne biologiske (og fremmede) forældre, og så er den bearbejdet i fire år tilbage i København.

’Hun’ i HUN ER VRED fortæller en personlig historie om at være adopteret fra Sydkorea, den fortæller om andre adopteredes historie, den fortæller en kritisk historie om de overordnede magtstrukturers indflydelse på hendes og deres liv. Det er personligt og politisk, og bogen er både en dyrkelse og bearbejdning af den samlede vrede, struktureret som en lang affektiv kværn over 251 sider af afsnit og linjer, der alle begynder med »Hun er vred ...« Heri rummes suverænt en både hård og følsom lyst til at systematisere følelsen gennem ét selvransagende og opsøgende perspektiv: ’hendes.’ Et sted skriver hun i en karakteristisk hakkebøf af oprigtig bitterhed og selvironisk indsigt: »HUN ER VRED over at få at vide, at hun er vred. Hun er udmærket klar over, at hun er vred. Det har hun ligesom ikke brug for at få at vide.«

Bygger bro

Hendes barneillusion om det transnationale adoptionssystem som en humanitær ’win’ er gået i stykker af ny viden, ny forskning og egen erfaring. Bogen tager udgangspunkt i denne grundlæggende afmagt over for de globale magtstrukturer, som hendes og bogens mange andre adopteredes skæbne er produkt af:

»HUN ER VRED over at være en importvare. / Hun er vred over at være en eksportvare. / Hun er vred over, at adoptionsbureauer i såvel afgiver- som modtagerlande tjener penge på transnational adoption.«

Den erfaring forplanter sig kropsligt. Tingene hænger sammen. Hun har været helt vildt vred, sygeligt og depressivt og søvnløst vred. Hun har læst og researchet og diskuteret transnational adoption med ligesindede og med modsindede, adopterede, forskere, venner, potentielt adopterende. Hun har i Seoul fået små, røde blærer på hænderne af stress over at mærke sin identitet som dansker og koreaner blive basket rundt i en zone af hverken-eller og både-og.

Udover HUN ER VRED har Maja Lee Langvad i samme anmelderpakke suppleret sin debut, den også poetisk-politiske digtsamling Find Holger Danske fra 2006, med et 36 siders Appendix. Den konceptuelle debutsamling bestod af blandt andet spørgeskemaer, og Appendix bygger med samme greb både biografisk-historisk og emotionel bro til den viden og vrede, som HUN ER VRED motiveres af. Siden 2006 har Langvad mødt sin biologiske familie, og hun stiller på den hårde og omvæltende erfaring spørgsmål til sine søskende og til sin biologiske far (om patriarkatet, bl.a.), til sin biologiske mor (om den ægte årsag til at hun blev adopteret, bl.a.), systematiseret med alfabetiske ’multiple choices’. Til sidst retter hun spørgsmål mod sig selv:

»Kunne du forestille dig at bryde kontakten med din biologiske familie? Og hvis ja:

• Fordi de hemmeligholder din eksistens for ægtefæller, venner, kolleger, naboer m.fl.?

• Fordi de lægger pres på dig, for at du skal lære koreansk?

• Fordi de lægger pres på dig, for at du skal gifte dig?

• Pga. sprogbarrieren?

• Fordi du tilhører en anden socialklasse end dine biologiske forældre? dvs. du føler dig dårligt tilpas, når I er sammen?

• Fordi du føler dig forpligtet til at hjælpe dine biologiske forældre økonomisk?

• Fordi dine biologiske forældre kræver penge af dig?

• Fordi I er fremmede for hinanden?

• Fordi du ikke er interesseret i at lære dem at kende som mennesker?

• Fordi du keder dig sammen med dem?

• Fordi de ikke lever op til din forestilling om dem?

• Andet? (Understreg gerne mere end ét svar.)«

I denne systematiserede selvudforskning dirrer en særlig form for pinagtig erfaring, som med »understreg gerne mere end ét svar« slår ud fra papiret som et usystematiserbart virvar af håbløshed. På opslagets højre side ser vi en spøjst smilende Maja Lee Langvad på en lavstammet brun hest, med rød vest på og cowboyhat. På resten af bogens sider, side efter side, er der fotografier af de biologiske forældre, af mor med samme slags cowboyhat, med samme slags vest, med brune heste i baggrunden. Og sådan slutter den som et rungende tavst slideshow. Det er a: fjollet, b: rørende, c: fortvivlende, d: andet. Der er oplagt meget at undersøge herfra.

Med HUN ER VRED sætter Langvad så endnu et både hårdt og følsomt system op for en vrede skabt på blandt andet denne følelse og splintret i tusindvis af udsagn, der forstærkes af hinanden og modsiges af hinanden og bestyrkes begge veje.

Grundighed og sårbarhed

HUN ER VRED eksemplificerer også hjerteknugende konsekvenser af den zone, hun er i, opløsningen af Skype-forholdet til kæresten Astrid i Danmark, som er hægtet af hovedpersonens tankeprocesser og besættelse. Adoptionserfaringen er kropslig og knyttet til et væld af erindringer. Som barn slog hun altid øjnene ned, når hun så andre børn på gaden, som hun tænkte kunne være adopteret fra Sydkorea.

Nogle afsnit løber rytmisk og smukt, andre som smerteligt morsomme stykker tekst i sig selv: »Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de gav hende et navn, der lyder meget gammeldags, og som får hendes koreanske venner til at le. Det kan være, tænker hun, at det ville svare til, at hun hed Valdemar Sejr i Danmark.«

Andre ’vredesudgydelser’ i HUN ER VRED, især de, der forhandler hendes komplekse stillingtagen til transnational adoption, kan virke nærmest klodsede, de skal lige have det hele med, forbehold, tilføjelser. Bogen er således ikke bare en skønt litterær, sjov, rørende strøm af vrede, men også fyldt med bøvl og besvær. Til tider føles den tung og lang at hægte sig på. Og det føles meningsfuldt.

For Maja Lee Langvad er enorm grundig i sin afdækning af alle vinkler, med konstant selvkritik og realismetjek, men også med ærlig og specifik indignation og frustration. Hun er grundig i sin dokumentation med et 13 siders langt apparat af 159 fodnoter med artikelhenvisninger og orddefinitioner (det er os, der ikke kender de koreanske betegnelser, der skal om og lede, den lille flid af fremmedhed skænker hun os). Hun er grundig med sin overvældende inddragelse af en lang liste af andre adopteredes erfaringer, som hun deler, og som også gør hende vred. Bag al denne grundighed gemmer sig en sårbarhed, føles det som om, et forsøg på helgardering mod den, der skulle affærdige dette vidnesbyrd som én persons affektive motor, skæmmet af blinde vinkler.

Dobbeltsporet motorvej

Men der er ikke nogen blindhed i HUN ER VRED. Værket er lige sikkert, som bogens tykke hvide cover er hårdt. Fælles for mange af de debatter om hvidhed og racisme, om det politiske i det personlige og også om transnational adoption, der har verseret de senere år, har været en manglende vilje til at lytte og evne til at rykke på hinandens udgangspunkter. I HUN ER VRED hævder Maja Lee Langvad aldrig fornuftens universelle stemme. Hendes erfaringer er specifikke, og hun skriver sig dermed ind i et langt stærkere erfaringsfelt, der modsat påstandens blinde område er fuldt bevidst om egen situation og position. Bogen er både insisterende personlig og insisterende politisk, en dobbeltsporet motorvej, der i sin usammenlignelige lyriske motor af følelser, debat, prosa og fodnoter hæver sig over de ting, man til tider blot kan hævde.

Når man kan placere en kropslig erfaring i verden på den måde, som Langvad litterært gør det, så kan man forstå, hvor relevant det er at grundgranske ethvert menneskes position op og lytte til det – til det personlige og strukturelle. Grundigheden gør, at vi forstår forfatterens sårbare perspektiv, og at det perspektiv hænger sammen i et net af perspektiver, der beviser en klar (politisk) struktur.

Selv det mindste sociale og kropslige ubehag forbindes til den identitetsfælde, hun sidder i. Bumsen på næsen skyldes laktoseintolerance, som måske skyldes danske mælkeprodukter, som hendes koreanske krop ikke kan fordøje. Hun ender altid med at gå hjem fra nærmeste station, fordi hun kan ikke forklare taxachaufførerne i Seoul, hvor hun bor, fordi hun er en koreaner, der ikke kan tale koreansk. Det er hun vred på sig selv over.

HUN ER VRED er derfor som værk overbevisende. Den er det mest ambitiøse vidnesbyrd om det personliges fortvivlende sammenfiltring med det politiske, som vi netop nu kunne have drømt om i Danmark. Samtidig indskriver den sig som et af hovedværkerne i en nordisk litteratur, der vidner om andre kropslige og racialiserede erfaringer. Den er også koreansk, jo, og skrevet af en, der ikke kan udtrykke sig på koreansk, og det gør hende vred. Det paradoks bliver ved med at dirre. Og sådan et udsyn kan ændre andres indsigt.

HUN ER VRED - Et vidnesbyrd om transnational adoption
Gladiator
251 sider

329 kroner

Appendix
Gladiator
36 sider
150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu